Stærkt Europa kræver stærkt militær

Af Anders Fogh Rasmussen
NATO-generalsekretær 

Danske styrker er begyndt at komme hjem fra Afghanistan, i takt med at vi fuldfører vores mission i løbet af de kommende 17 måneder. Ved at være engageret i Afghanistan som en del af en koalition af 50 nationer hjælper vi landet til at opbygge sit eget sikkerhedsapparat, samtidig med at vi styrker vores egen sikkerhed.

Det betyder ikke, at verden bliver mindre farlig. Faktisk er trusler stadig mere komplekse og indbyrdes forbundne, så vi må være forberedt på, hvad der kommer i fremtiden. Efter min mening er de største trusler mod Europas sikkerhed ikke terrorisme, cyber-krigsførelse eller spredning af våben. Den største trussel er Europas egne begrænsede ambitioner. I en verden i hastig forandring må europæerne beslutte: Ønsker vi at handle, eller ønsker vi at se på?

Diplomati ikke nok
Min faste overbevisning er, at Europa kan - og bør - være en betydelig aktør på den globale scene. Men uden topmoderne militært udstyr til at bakke op om de bløde magtinstrumenter - såsom diplomati, ulandsbistand og økonomiske sanktioner - risikerer Europa at blive en simpel tilskuer. Fordi blød magt alene ikke er nok for Europa til at øve indflydelse uden for egne grænser.

Vi har over årtier set, hvordan bedre sikkerhed har ført til økonomisk vækst. Med NATO's fokus på den hårde sikkerhed var EU i stand til at fokusere på den økonomiske udvikling og dybere politiske integration. Summen af de to indsatser gav et stærkere NATO og et stærkere Europa. Det er stadig tilfældet i dag. Men nu og i fremtiden vil et stærkt Europa også være nødvendigt for at opretholde et stærkt NATO.

EU skærer ned i militæret
I de senere år har de økonomiske vanskeligheder tvunget Danmark, ligesom mange andre NATO-allierede, til at reducere investeringer i forsvaret. Som et resultat er USA's andel af NATO's forsvarsudgifter steget til næsten tre fjerdedel af de samlede investeringer. Denne ubalance har operationelle og politiske konsekvenser. En ny generation af amerikanske politikere og vælgere - skatteborgere - er begyndt at spekulere på, hvorfor de skal fortsætte med at "støtte" Europas sikkerhed, hvis ikke de europæiske nationer selv er villige til at betale. Og disse spekulationer kunne få endnu stærkere opbakning i fremtiden.

Ud over den transatlantiske kløft i forsvarsinvesteringerne er en anden kløft opstået inden for Europa. Kun få europæiske allierede er fortsat med at investere i moderne militært udstyr, der kan anvendes i internationale operationer. Hvis denne tendens fortsætter, vil det påvirke evnen blandt de europæiske allierede til at arbejde succesfuldt sammen i international krisestyring, og færre europæiske allierede vil være i stand til effektivt at håndtere krisesituationer i vort europæiske nærområde.

Endelig, mens de europæiske nationer har brugt mindre og mindre på forsvar, har vækstlande som Brasilien, Rusland og Kina forøget investeringerne dramatisk. Hvis denne tendens fortsætter, vil disse landes evne til at påvirke verdensbegivenheder øges, mens vores egen evne vil gå den modsatte vej.

Militære udgifter skal omfordeles
Så for alle europæiske nationer er der både tvingende militære årsager og stærke politiske grunde til, at vi bør standse reduktionen af vores forsvarsudgifter og geninvestere i vores sikkerhed, så snart vores økonomier kommer på fode igen.

Men det handler ikke kun om, hvor mange penge vi bruger på forsvar, men i høj grad også hvordan vi bruger vores midler.

En stor del af vores forsvarsudgifter her i Europa går i dag til lønninger og stationært udstyr i stedet for til forskning og udvikling af det højteknologiske, militære udstyr, der bliver stadig vigtigere i internationale operationer. Og desværre bruger mange europæiske NATO-allierede de knappe ressourcer på udstyr, vi allerede samlet set har nok af eller ikke længere har brug for.

Specialisering nødvendig
I det nuværende økonomiske klima er en stor det af det kritiske og nødvendige udstyr ganske enkelt så dyrt, at de fleste europæiske allierede ikke er i stand til at købe dem alene.

NATO's fundament er det kollektive forsvar, hvor et angreb på én allieret betragtes som et angreb på alle. I tider med nød hjælper vi hinanden. Den solidaritet i NATO bør tilskynde allierede til at specialisere sig, til at prioritere og til at fokusere på investering i det relevante udstyr - enten alene eller endnu bedre ved at arbejde sammen med andre nationer. Denne tilgang til investering i fællesskab kalder vi "Smart Defence".

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at de europæiske nationer i stigende omfang adresserer forsvarets udfordringer sammen. Landene arbejder sammen i en række "Smart Defence"-projekter, herunder inden for så forskellige områder som robotters afsløring af vejsidebomber, og droner til efterretninger, rekognoscering og overvågning. Jeg hilser også Det Europæiske Forsvarsagenturs arbejde med en investering i luft-til-luft-tankning velkomment. Vi må huske på, at vores nationer kun har ét budget og kun ét sæt militære styrker. Så det giver mening for NATO og EU at koordinere, at undgå overlap og dermed sikre, at alle bestræbelserne bakker hinanden op og giver reelle muligheder, der vil hjælpe med at gøre Europa stærkere.

Mere åben debat
Danmark har leveret gode resultater og den bedst mulige udnyttelse af begrænsede forsvarsressourcer. Tilbage i 2004 besluttede vi eksempelvis at udfase vores flåde af ubåde.

Det var ikke en nem beslutning, men det var den rigtige beslutning, og det gav os mulighed for at fokusere vores ressourcer på andre kapaciteter, som Danmark har brug for - og som NATO har brug for.

Det er altså afgørende, at vi har de rette kompetencer og det moderne udstyr, vores mænd og kvinder i uniform har brug for, når vi sender dem ud i verden. Men det er ikke nok. Europæiske allierede skal også have den politiske vilje til at bruge disse. For at det kan ske, skal europæerne udvikle et ægte, globalt perspektiv. Det vil kræve, at Europa og Nordamerika holder mere åbne og ærlige diskussioner om globale spørgsmål, der vedrører os alle. Både inden for det unikke transatlantiske forum, NATO, men også mellem NATO og EU.

Mindre bureaukrati, bedre udstyr
I slutningen af i år vil EU's stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles for at sætte fokus på sikkerhed og forsvar. Det vil være første gang, Det Europæiske Råd diskuterer forsvarsspørgsmål siden begyndelsen af den nuværende økonomiske krise. Det vil være den ideelle mulighed for at træffe beslutninger, der kan levere det stærke Europa, vi har brug for.

Men lad mig slå en ting fast: Vi har ikke brug for mere bureaukrati. Vi har derimod brug for mere moderne militært udstyr. For at sige det lige ud: Hvis Det Europæiske Råd ikke forpligter sig til at investere i moderne, effektivt udstyr, vil det ikke bringe os tættere på det stærke Europa, vi har brug for. Ved at øge investeringerne i forsvaret vil de europæiske nationer kunne handle mere effektivt, både nationalt, i EU og i NATO. Forsvarsinvesteringer vil give mere sikkerhed for vores befolkninger. Og nok så vigtigt vil det give os mulighed for bedre at sikre en rimelig balance i byrdefordelingen mellem Europa og vores allierede i Nordamerika, og det vil hjælpe os med at fremme en global dagsorden med vægt på de demokratiske værdier, vi sætter højt her i Europa.

Kronikken er første gang bragt i Altinget | Magt. Du kan læse hele magasinet gratis her. 

debat@altinget.dk