Den permanente ØMU-krise

Af Jesper Jespersen
Professor, cand. polit., Roskilde Universitet

Hvad kan økonomisk teori og hidtidige historiske erfaringer egentlig bidrage med, når et så stærkt politiseret emne som Den Økonomisk Monetære Union sættes på dagsordenen? I forbindelse med den danske folkeafstemning i 2000 måtte bl.a. de økonomiske vismænd opleve den tort fra selve Folketingets talerstol at blive beskyldt for at gå på kompromis med deres faglighed, når de kunne nå den konklusion, 'at gevinsterne ved dansk medlemskab af ØMU måtte anses for at være små og udsikre'.

Hæver vi blikket og kikker på den internationale økonomiske litteratur, så var advarslerne mod etableringen af en monetær union i Europa uden en solidt politisk forankret overbygning massive. Monetarister med bl.a. Milton Friedman og keynesianere som f.eks. Paul Davidson advarede om, at de indre spændinger inden for en monetær union mellem suveræne stater med forskellige økonomiske strukturer og forskellige præferencer i den økonomiske politik uundgåeligt ville opbygges. For det var en illusion, at opfyldelsen af de såkaldte konvergenskriterier vedr. inflation og budgetunderskud i ét enkelt år ville være tilstrækkeligt til at sikre, at landene efterfølgende atter bevægede sig væk fra hinanden.

De mellemliggende 12 år har været en lang række af først mindre 'ØMU-kriser' f.eks. Tyskland og Frankrig i 2003/04, og sidenhen accelererende kriser forårsaget af store betalingsbalanceunderskud, budgetunderskud med efterfølgende høj, men ulige fordelt arbejdsløshed (2011: 22 pct. i Spanien og 5 pct. i Holland og Østrig).

Jeg vil på baggrund af teoretiske argumenter og historiske erfaringer søge at besvare de stillede spørgsmål:

Hvad vil det få af konsekvenser for eurosamarbejdet? Vil der f.eks. blive krav om yderligere finansøkonomisk koordinering mellem EU-landene?

Hidtidige erfaringer med monetære unioner peger entydigt på, at en nødvendig forudsætning for at den fælles mønt i længden vil blive accepteret, er enten meget høj grad af økonomisk integration eller en politisk union, der umuliggør forskellig valuta. Det første, der skete, da f.eks. Sovjetunionen og Jugoslavien brød sammen, var, at de tidligere republikker fik deres egen valuta.

Her er det ikke tilstrækkeligt med (yderlig?) finanspolitisk koordinering; men om de økonomisk stærke lande vil påtage sig et egentligt økonomisk ansvar for de svagere lande. Vil de tyske (og andre nordeuropæiske EU-landes) skatteydere betale? Og i hvilket omfang skræmmer de økonomiske omkostninger ved den tyske genforening for yderligere økonomiske forpligtigelser?

Hvor sandsynligt er det, at et eller flere lande vil forlade eurozonen?

I lyset af ovenstående vil der ske ændringer: Enten bevæger EU sig imod en egentlig forbundsstat med afgivelse af national suverænitet eller ØMUen må gøres mere fleksibel - denne erkendelse er ved at trænge imellem til de politiske beslutningstagere; men det kan tage 5-10 år før de politiske konsekvenser heraf drages. Indtil da vil EU-systemet forsøge at benægte problemet og forsøge sig med flere lappeløsninger.

Hvor sandsynligt er det, at eurosamarbejdet vil blive opløst?

Udviklingen siden etableringen af ØMUen i 1999 peger mod, at Tyskland sammen med Holland og Østrig er tæt på et økonomisk samarbejde, der kan karakteriseres som et 'optimalt valutaområde'. Dette valutasamarbejde vil formentlig forblive intakt (evt. inkl. Finland og et eller flere mindre nordeuropæiske lande), hvis den eksisterende euro-zone med 17 deltagende lande begynder at skrumpe. En sådan udvikling ligger ude i en uvis politisk fremtid; men det er vigtigt at tilføje - atter belært af historiske erfaringer - at en opløsning af en monetær union ikke i sig selv er en økonomiske katastrofe, måske tværtimod. Men det kræver, at der er en ansvarlig exit-strategi. Som Martin Wolf, redaktør på Financial Times, formulerede det, da han besøgte København: 'There has always been a life after a financial crisis'.

Er det overhovedet sandsynligt, at Danmark nogensinde kommer til at deltage i eurosamarbejdet?

Det er et umiddelbart paradoks, at der på Christiansborg fortsat er et flertal for dansk euro-medlemskab, uanset de åbenbare problemer, der knytter sig til et sådant medlemskab. Det skyldes måske, at valutakursændringer altid har været forbundet med store politiske omkostninger, jfr. Anker Jørgensens sidste år. Men her overses det, at de politiske (og økonomiske) omkostninger, der knytter sig til at være med i en ustabil monetær union let undervurderes. På den anden side er det også velkendt, at en 'fastkurspolitik' à la den danske er økonomisk risikabel med helt åbne internationale finansmarkeder.

Det realistiske alternativ i den danske situation er derfor en svensk løsning, hvilket flertallet på Christiansborg dog endnu ikke har turdet diskutere åbent. Hertil burde ikke mindst den aktuelle udvikling i Sverige kunne fungere som en historisk øjenåbner. Den langt mere fleksible svenske valutapolitik har ikke alene i den aktuelle økonomiske krise vist sin overlegenhed med hensyn til at bringe svensk økonomi igennem og ud af krisen. Men ser vi på de sidste 10-15 års økonomiske udvikling, så har svenskerne målt bl.a. på BNP pr. indbygger overhalet Danmark - selvom svenskerne ikke har haft store oliefund at tappe af. Til gengæld har svensk økonomi en stærk eksportsektor baseret på en realistisk valutakurs. Denne erkendelse af valutakursens betydning vil formentlig begynde at vinde frem på Christiansborg - understøttet af økonomisk teori og historiske erfaringer.

Hvorvidt det så ad åre kan blive relevant for Danmark at deltage i et mere begrænset nordeuropæisk valutasamarbejde er det umuligt at spå om i dag - alt kan ske; men et sådant valutasamarbejde, hvor også svenskerne deltog, ville i hvert fald være noget, der mindede, om det i den økonomiske teori definerede 'optimale valutaområde'.

debat@altinget.dk