Politiet forlænger øget grænsekontrol ved de danske grænser

Rigspolitiet opretholder den skærpede indsats ved de indre danske grænser. Det sker efter opfordring fra Politiets efterretningstjeneste.

Politiet vælger at forlænge den styrkede indsats ved de indre danske grænser til og med torsdag 17. august 2023.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse, som er blevet orienteret om beslutningen af Rigspolitiet.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder det en alvorlig situation.

”Den seneste tids koranafbrændinger har betydning for det aktuelle trusselsbillede. Vi står i en alvorlig situation, hvor vi fortsat har behov for en skærpet kontrol ved de danske grænser for at imødegå de trusler, som Danmark står overfor,” oplyser han i meddelelsen.

Indsatsen blev iværksat 3. august som følge af den seneste tids koranafbrændinger, der har ændret det aktuelle trusselsbillede. For at afværge de konkrete trusler valgte myndighederne at sætte ekstra fokus på, hvem der rejser ind i Danmark.

Siden da har man kunnet opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige, og at grænsekontrollen mod Tyskland er intensiveret.

Forrige artikel Dalende ansøgertal får kirkelig uddannelse til at markedsføre sig skarpt på civilsamfund Dalende ansøgertal får kirkelig uddannelse til at markedsføre sig skarpt på civilsamfund Næste artikel Ambassadør stod skoleret i Egypten efter koranafbrændinger: Ambassadør stod skoleret i Egypten efter koranafbrændinger: "Det er en speciel følelse, fordi du ved, det er alvorligt"