K-ordfører: At give staten råderet over vores organer er ikke den rette vej at gå

Hvor går grænsen mellem individ og samfund? Hvor langt skal vi gå for at hjælpe mennesker i nød? Hvad er det op til politikerne at beslutte? Og hvad er det op til den enkelte borgere at beslutte?

Det er nogle af de spørgsmål, som vi står over for i debatten om organdonation, der tvinger til, at vi tager stilling til politikernes og den enkelte borgers rolle i beslutningen om, hvad der skal ske med vores krop, når vi dør.

Her er det afgørende ikke at lave fejlslutninger og opstille falske dilemmaer.

I dag er det sådan, at du selv aktivt skal tilvælge, hvis du vil være organdonor.  Man logger ind på sundhed.dk og vælger, om man vil give fuld eller begrænset tilladelse.

Man kan også specifikt vælge hvilke organer, man efter sin død ønsker at donere. Kort sagt, kan du helt selv vælge, hvad der skal ske med dine organer den dag, du ikke er her længere.

Debatten går nu på, om det skal være den anden vej rundt. Det vil sige, at du ikke skal tilmelde dig donorregistret, men automatisk er en del af det. I stedet skal du aktivt fravælge at være organdonor.{{toplink}}

Et falsk dilemma

På overfladen kan et skifte til en fravalgsmodel virke harmløst. Men tænker man grundigere over det, er der noget principielt på spil.

Fravalgsmodellen vil nemlig betyde, at det er samfundet og staten, der ejer og har råderet over dine organer efter din død, medmindre du aktivt fravælger det. Det tror jeg ikke er den rette vej at gå.

Staten og sundhedsvæsenet skal ikke eje og kunne disponere over vores krop, medmindre vi aktivt giver lov. Det gælder også den døde krop, efter at livet har forladt den.

På den anden side er der dødssyge mennesker, som mangler et hjerte, en lever eller en nyre.

Mennesker med familie og venner, hvis liv sættes på pause, imens man bare venter på den dag, der kommer besked om, at der nu er en donation på vej af det livgivende organ, der skal løfte dem ud af sygdommen og tilbage i livet – ja, måske redde deres liv.

Vi står her over for en etisk forpligtelse om at hjælpe mennesker i nød. Og er den forpligtelse ikke vigtigere end de argumenter, der er imod en fravalgsmodel?

Det er umiddelbart det dilemma, mange mener, vi står over for. At vi ikke kan fastholde princippet om, at vi selv skal eje vores krop uden at svigte de mennesker, som mangler et organ. Men det er et falsk dilemma og præmis at føre debatten på.{{toplink}}

Kræver samtykke

For der er også en måde at øge antallet af organdonorer på, som ikke rykker ved grænsen mellem individ, krop og samfund, som fravalgsmodellen ville gøre. Nemlig at styrke den aktive stillingtagen.

Her lægger vi det etiske ansvar og stillingtagen i hænderne på det enkelte menneske. Det må og skal ikke være os som politikere, der skal tage stilling til spørgsmålet om donation af dine organer.

Det spørgsmål, vi skal stille og debattere, er efter min mening, hvor langt man vil gå for at tilskynde den enkelte til at tage stilling.

Hvornår og hvordan skal det gøres? Og hvor ofte? Det er den slags spørgsmål, vi som politikere bør diskutere.

For mig er mange af svarene ikke givet, og derfor giver det mening at diskutere i bund i en seriøs forhandling om emnet. Det eneste jeg med sikkerhed kan sige, jeg ved, er, at det i hvert fald ikke er staten, der uden dit samtykke skal eje dine organer. {{toplink}}

Inddrag alle over 18 år

Jeg mener, at alle over 18 år bør forholde sig til organdonation, selvom det kan være svært. Det kan blandt andet ske i mødet med det offentlige, eksempelvis når der udstedes og fornyes kørekort, sundhedskort eller pas.

Når man er fyldt 18 år, er man klar til at tage stilling. Det kan også ske på ungdomsuddannelserne, hvor man sikrer, at eleverne kan træffe et valg på et oplyst grundlag.

For det er vigtigt, at vi alle tager stilling som følge af den etiske forpligtelse, vi har over for mennesker i nød.

I bund og grund er spørgsmålet komplekst, og det kræver, at vi griber det an med seriøsitet og undgår at opstille falske dilemmaer.

I stedet skal vi fokusere på at skabe et system, der respekterer individets rettigheder samtidig med at imødekomme det vigtige behov, der er for organdonorer.

debat@altinget.dk