Antropolog og overlæger: Succesfuld organdonation er meget mere end at tage stilling til, om man vil stille sine organer til rådighed

Stillingtagen til donation skal ikke fremtvinges, men bakkes op med solid information. Legitimitet, tillid til de sundhedsprofessionelle og optimale forhold på sygehusene er altafgørende for at skabe et godt udgangspunkt for et donationsforløb, skriver antropolog og tre donationsansvarlige overlæger i et fælles indlæg. 

Danmark havde 113 donorer i 2023, det næsthøjeste antal nogensinde. Samtidig satte Danmark rekord med 430 transplantationer. Det er gode nyheder.

Alligevel døde 28 patienter på ventelisten. 28 for mange.

Konstant organmangel er en kedelig præmis ved organdonation. Jo flere tilgængelige organer, jo flere patienter kommer der på ventelisten.

Ventelisten forsvinder aldrig, men organdonationsområdet kan forbedres.

Vores forskning og erfaring viser, at organdonation handler om mennesker og afhænger af mennesker. Området har masser af politisk debat, men savner politisk handling, der konkret investerer i at forbedre menneskers viden og vilkår på sygehuset, i fremtiden og i befolkningen.

På sygehuset bliver patient til donor

Organdonation tager rejsen fra intention til virkelighed i et fint samspil mellem afdødes personlighed, sørgende familier og omsorgsfulde sundhedsprofessionelle.

Organdonorer dør uventet og pludseligt. Men hverken det unge menneske i en trafikulykke eller den ældre med hjerneblødning dør alene.

{{toplink}}

Alle 113 organdonorer i 2023 var omgivet af en familie i voldsom sorg. Familien involveres omsorgsfuldt i afskedsforløbet, og kan finde mening og håb i beslutningen om organdonation. Pårørende er medspillere, ikke modstandere i donationsbeslutninger.

Danmark skylder en respektfuld tak til de familier, der traf beslutningen eller bakkede op om afdødes egen.

Samtidig bør vi stille skarpt på de læger og sygeplejersker, der har trøstet og informeret, redt afdødes hår, givet plads til familiens farvel, og leveret en højt specialiseret medicinsk indsats i patientens behandling, konstatering af døden og bevaring af organernes funktionsevne.

Det er sådan en patient bliver til donor, at en beslutning bliver til virkelighed. Det er sådan, organdonation redder liv.

Stillingtagen er vigtig, men succesfulde donationsforløb indbefatter langt mere. Alle 2023’s 430 transplantationer er resultatet af en omfangsrig koordinering af organer fra donor til organmodtagere, test af vævstyper, store kirurgiske indgreb, og medicinsk pleje og omsorg til organmodtageren.

{{toplink}}

Organdonation og transplantation kræver et stort tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, god organisering, og teknologiske og emotionelle kompetencer. Tilgængelige krisepsykologer, rolige pårørenderum, nok sengepladser og personale, ordentlige arbejdsvilkår, og velkoordineret opfølgning til både pårørende og patienter.

Det er de praksisser og vilkår, vi som samfund må investere i, hvis vi vil optimere dansk organdonation. Vi foreslår, at politisk handling starter her. I tæt dialog med virkelighedens eksperter.

Politisk opbakning er afgørende for fremtidens teknologiske udvikling

I 2023 blev donation efter cirkulatorisk død (DCD) implementeret på danske universitetshospitaler. Nu kan flere danske patienter, både dem der konstateres hjernedøde og dem, der er cirkulatorisk døde, blive donorer.

I modsætning til lovgivningsændringer, er der stærkt videnskabelig belæg for, at donation efter cirkulatorisk død giver flere organer. Fra organmanglens ringhjørne er DCD derfor en god ide.

Men implementeringen af DCD har etiske og praktiske udfordringer. Det kræver et usædvanligt stort arbejde på danske sygehuse for at sikre, at alle personalegrupper kender deres rolle og funktion i denne nye praksis, at handlinger registreres korrekt, og ikke mindst, at forløbene tilrettelægges uden at spilde værdifuld tid fra dødens konstatering til organudtagning.

Organernes iltmangel er nemlig en stor udfordring i DCD. Det kræver både teknologisk og organisatorisk nytænkning.

Men danske sygehuse får ikke ekstra midler til at iværksætte og implementere denne kæmpe indsats. Tværtimod er beskeden, at arbejdet må ske inden for den eksisterende ramme for organdonation.

Det betyder, at specialiserede eksperter må planlægge, dygtiggøre sig, opstille komplicerede træningsscenarier og oplære kolleger i deres fritid. Det undrer os.

Hvis Danmark vil øge donationsraterne, må politikerne sikre de nødvendige midler til, at de faggrupper, der skal gribe potentielle DCD-donorer og deres familier på danske sygehuse, har de optimale ressourcer, det bedste udstyr og tiden til at dygtiggøre sig i denne nye donationspraksis.

Nye teknologiske løsninger, der sikrer at flere organer kan bevares, optimeres og bruges er ligeledes årsagen til 2023’s flotte tal. Politisk opbakning til investeringer i transplantationsforskning og ny teknologi er derfor afgørende.

Legitimitet og tillid er afgørende

Alle stemmer i debatten ønsker, at flere danskere diskuterer organdonation.

Men stillingtagen bør opmuntres gennem god information, ikke fremtvinges. Legitimitet og tillid er altafgørende for, at sundhedsprofessionelle har det bedste udgangspunkt for samtalen med familien, og at organdonation kan finde sted.

Hjernedød kan stadig volde tvivl og usikkerhed. Og med opstarten af donation efter cirkulatorisk død, er behovet for målrettet massiv oplysningsindsats større end nogensinde.

Politisk handling bør sikre, at et ja til organdonation er motiveret, velinformeret, og meningsfuldt, så danskernes positive holdning bevares.

Spørgsmålet er, om danske politikere gennem velfinansierede oplysningsindsatser har sikret, at danskerne i deres skoletid, på arbejdspladsen, når de logger ind på sundhed.dk og på deres sociale medier, er velinformerede om organdonation.

Ingen mor skal komme løbende til sin døende teenager på intensivafdelingen, uden at vide hvad organdonation indebærer, når lægen starter samtalen.

Vi tvivler. Så længe svaret ikke er soleklart ja, er der masser af politisk handling og investeringer i fremtiden, der vil gavne organdonationsområdet langt mere end lovgivningsændringer uden veldokumenteret effekt.

{{toplink}}

Forrige artikel Center for Organdonation: Taler vi om det samme, når vi diskuterer regler for organdonation? Center for Organdonation: Taler vi om det samme, når vi diskuterer regler for organdonation? Næste artikel Kirkeordfører: Rapport om mobning og krænkelser viser, at menighedsrådene mangler professionel hjælp Kirkeordfører: Rapport om mobning og krænkelser viser, at menighedsrådene mangler professionel hjælp