Formand for Etisk Råd: Der er mange årsager til, at vi har for få organdonorer

Det er velkendt, at det desværre langt fra er alle de danskere, som desperat har brug for nye organer, der kan få det ved hjælp af organtransplantation.

Dertil er der simpelthen for få døde, der bliver organdonorer.

{{toplink}}

Der er mange årsager til, at det forholder sig sådan. Nogle er teknologiske, og skyldes for eksempel, at det ikke er alle organer, vi kan holde tilstrækkeligt friske.

Andre er organisatoriske, og skyldes for eksempel måden, vi har organiseret sygehusvæsenet på.

Der er dog også nogle årsager, som er etiske.

Selvbestemmelse og dødskriterier

Traditionelt er der især to etiske principper, som har sat grænser for, hvor mange døde, der bliver organdonorer.

Det første er princippet om selvbestemmelse, som kræver, at den afdøde (eller dennes pårørende) skal have sagt ja til organdonation. Det andet er princippet om, at man kun må tage organer fra en død donor.

Når disse principper kan begrænse antallet af organtransplantationer, så skyldes det dels, at det ikke er alle, som siger ja til organdonation, og dels, at det ikke er alle, som siger ja til organdonation, der dør på en sådan måde, at organerne stadig er brugbare, når dødens indtræden kan konstateres. 

Fordi principperne om selvbestemmelse og den døde donor er medvirkende til, at der ikke er nok organer til at hjælpe alle, er det meget naturligt, at begge principper diskuteres.

I en dansk kontekst er der ikke mange, som har sat spørgsmålstegn ved selve principperne. Der er dog flere, som har sat spørgsmålstegn ved, hvad der kræves for at leve op til dem.

Således har et borgerforslag for eksempel argumenteret for, at det er fuldt foreneligt med princippet om samtykke, hvis man i udgangspunktet skal melde sig fra snarere end til som organdonor, mens Sundhedsstyrelsen har argumenteret for, at introduktionen af donation efter cirkulatorisk død (DCD) ikke kræver fornyet samtykke, fordi der ikke er tale om et nyt dødskriterie.

{{toplink}}

Der er ingen tvivl om, at hensigten i begge tilfælde har været at øge antallet af donorer, så det bliver muligt at hjælpe flere på venteliste. Og det er yderst prisværdigt.

Alligevel har et stort flertal i Det Etiske Råd i begge tilfælde været forbeholdne over for forslagene.

Pres på den politiske proces

I forbindelse med borgerforslaget var flertallet blandt andet skeptisk over for, om den foreslåede ændring af samtykkeformen fra den nuværende bløde opt-in til en blød opt-out ville føre til betydeligt flere donorer.

Ud over at pege på Dansk Center for Organdonations forbehold over for, om internationale undersøgelser kan sige noget klart om, hvorvidt en ændring vil føre til flere donorer, fremhævede flertallet også, at det i lyset af den eksisterende danske praksis for samtaler med de pårørende er svært at se, på hvilken måde en rent symbolsk ændring af navnet på samtykkemodellen fra opt-in til opt-out skulle kunne føre til flere donorer.

Særligt det sidste er noget, fortalerne for en ændring slet ikke har forholdt sig til, selv om det udgjorde en af hovedgrundene til, at flertallet anbefalede, at man i stedet for at ændre samtykkeformen øgede tilskyndelsen til at tage stilling.

I forbindelse med DCD var rådet mindre skeptisk, idet et stort flertal støttede op om indførslen.

Rådet var dog forbeholdent over for den lukkede proces, der førte til en politisk aftale, og flertallet forholdt sig også kritisk til de estimater af den såkaldte no-touch periodes længe og antallet af forventede ekstra donorer, som Dansk Center for Organdonations oplæg var baseret på.

Et lille flertal mente, at der ikke var behov for fornyet samtykke, mens et stort mindretal omvendt mente, at DCD afviger så meget fra donation efter hjernedød, at et nyt samtykke er påkrævet.

Det er dybt ulykkeligt, at der ikke er organer nok til alle, der står på venteliste, og det er derfor naturligt, at principperne om selvbestemmelse og den døde donor diskuteres.

Som de to eksempler viser, fører ønsket om både at øge antallet af donorer og at overholde de to principper dog let til et betydeligt pres ikke blot på tal og ord, men også på dén politiske proces, som i sidste ende skal sikre, at beslutninger er velunderbyggede og nyder befolkningens tillid.

Og spørgsmålet er nok, om grænsen ikke er ved at være nået i forbindelse med organdonation, sådan så man fremadrettet snarere bør kigge på de teknologiske og organisatoriske årsager til organmangel, snarere end de etiske.

 Medmindre, selvfølgelig, man er villig til at tage en åben, folkelig diskussion om, hvorvidt det virkelig er nødvendigt, at donoren har givet samtykke og er død, snarere end for eksempel uafvendeligt døende.

{{toplink}}

debat@altinget.dk