Venstre: Socialdemokraterne gør det besværligt at drive virksomhed i Danmark

Alt for mange unicorns flytter til udlandet for at skaffe den nødvendige kapital til den næste vækstrejse. Regeringen sylter og virker ikke til at være optaget af rammevilkårene for iværksættere, skriver Torsten Schack Pedersen (V).

Af Torsten Shack Pedersen (V)
Erhvervsordfører

Syv ud af otte danske unicorns flytter til udlandet, fordi det ikke længere er attraktivt for dem at fortsætte deres vækstrejse i Danmark.

Mine alarmklokker ringer, og der bør hurtigst muligt gøres noget ved de rammevilkår, som vi sætter for vores virksomheder. Vi bliver nødt til at vende udviklingen og gøre det mere attraktivt for vækstvirksomheder at blive i Danmark.

En af de store udfordringer for danske vækstvirksomheder er, at der ikke er nok risikovillig kapital herhjemme. I den stribe af initiativer, som Venstre præsenterede i foråret på dette område, var et af hovedmålene at gøre det lettere for danske iværksættere at rejse kapital – både for nye og for etablerede iværksættere.

Vi foreslog under corona blandt andet, at iværksættere og vækstvirksomheder skal have mulighed for at få matchet en investering fra private investorer af Vækstfonden.

Forslaget, der i sin tid blev stillet af Venstre, har været en stor succes og har siden 2020 skaffet 2,4 milliarder kroner i risikovillig kapital, hvilket betyder vækst og arbejdspladser. Vi foreslår, at man viderefører ordningen, så iværksættere og vækstvirksomheder fremover kan få matchet investeringer én til to.

En ny landespecifik ordning

En anden, men ikke uvæsentlig, årsag til, at unicorns flytter til udlandet, er mangel på den rette arbejdskraft.

Dette bremser virksomheders vækst eller er medvirkende til, at succesrige danske firmaer søger mod udlandet. Venstre ønsker at forbedre beløbsordningen med en ny landespecifik ordning, hvor beløbsgrænsen sænkes med 100.000 kroner for kvalificeret arbejdskraft fra de lande med det største investeringsflow til og fra Danmark.

Det skal sikre, at det bliver lettere for både iværksættere og veletablerede virksomheder at rekruttere kvalificeret, international arbejdskraft på rimelige løn- og arbejdsvilkår.

Regeringen har, siden den overtog magten, aktivt gjort Danmark fattigere. Man har reduceret den strukturelle beskæftigelse i en tid, hvor danske virksomheder mangler arbejdskraft.

Man har hævet eller foreslår at hæve skatterne 40 gange for samlet 12 milliarder kroner. Det gør det dyrere at drive virksomhed i Danmark.

Skattelettelser for over en milliard kroner

Det manglende fokus på vækstvirksomheder kommer ligeledes til udtryk ved, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) skulle have indkaldt til forhandlinger om bedre rammevilkår for iværksættere i efteråret 2020.

Men jeg og de andre erhvervsordførere savner stadig en invitation til forhandlingerne, som nu har været et år undervejs. Det giver indtryk af, at denne dagsorden ikke for alvor optager regeringen.

Havde vi regeringsmagten, ville vi give skattelettelser for 1,25 milliarder kroner og indføre et skatte- og afgiftsstop for at nedbringe danske virksomheders omkostninger og skabe ro om deres økonomi.

Det vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne og forbedre mulighederne for vækst og jobskabelse. Vi ville også reducere virksomhedernes administrative byrder, så de i stedet kunne bruge tid på produktion og udvikling frem for unødvendigt bøvl.

Bliver disse initiativer til virkelighed, mener jeg, at det er et stort skridt i retningen af, at Danmark kan blive en nation for iværksættere og unicorns. Vi har så afgjort potentialet.

{{toplink}}

Forrige artikel HK: Lad os lukke platformsøkonomiens skadelige smuthuller HK: Lad os lukke platformsøkonomiens skadelige smuthuller Næste artikel DI: Det er en utopi, at vi kan holde på alle vækstkometerne DI: Det er en utopi, at vi kan holde på alle vækstkometerne
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.