DTU Science Park: Vi skal ikke være bange for at slippe vores unicorns fri

Succesfulde virksomheder kanaliserer ikke blot penge, men i lige så høj grad talent, erfaring, viden og netværk til det danske økosystem. Løft økosystemet til et nyt niveau, hvor det bliver attraktivt at skalere sin virksomhed, så dem, der flytter ud, kommer hjem igen, skriver Steen Donner.

Når jeg læser de andre gode indlæg i Altingets temadebat om unicorns, glæder jeg mig over, hvor bredt og kvalificeret engagementet er for at løfte vores fælles iværksætterpolitik.

Jeg er meget enig med Sine Linderstrøm fra Dansk Industri, når hun skriver, at vi ikke skal bilde os ind, at vi kan holde på alle unicorns. Det skal vi heller ikke stræbe efter. Tværtimod.

Selvom de flytter ud, skaber de stor værdi for det danske økosystem ved at bygge bro mellem Danmark og udenlandske vækstmiljøer, som Jasmina Pless fra Dansk Erhverv pointerer i sit indlæg.

Det, der er afgørende, er, at når vores dygtige iværksættere på et tidspunkt laver en exit, så skal de vende snuden hjem igen og sende deres erfaring, viden og penge tilbage i det danske økosystem.

Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det lettere at skalere sin startup herhjemme, for det tiltrækker viden, talent og kapital – og så skal vi ikke begræde, at nogle af dem på et tidspunkt flyver fra reden.

Det, der bare er vigtigt at forstå, er, at danske virksomheder ikke kun søger over Atlanten for at finde mere risikovillig kapital: Viden, talent og netværk spiller lige så stor en rolle.

Du kan ikke købe alt for penge

Vi er gode til at starte virksomheder i Danmark, men vi er knapt så gode til at skalere dem, så næste skridt bliver at skabe bedre rammer for, at alle de mange startups, der hvert år popper frem, kan skalere deres forretning.

Som Vækstfonden kunne berette for nyligt, er der i år investeret cirka ti milliarder venturekroner i danske vækstvirksomheder. Det er rekordhøjt og fire gange så meget som i henholdsvis 2020 og 2019.

Men du kan ikke købe alt for penge. Når vi taler med vores startups og scale ups om mulighederne for at skalere i Danmark, tegner der sig et tydeligt billede af deres udfordringer, hvad enten de arbejder med biotek, medtech, foodtech eller teknologier til den grønne omstilling: Adgang til internationale markeder og adgang til talent.

Så skal vi lykkes med at skalere flere startups og holde på dem, skal vi som samfund tilbyde dem mere end kroner og ører.

Investér i rammer og ikke kun virksomheder

Alle virksomheder i Danmark råber desperat på mere arbejdskraft.

Det går særligt hårdt ud over de små virksomheder, for de kan ikke konkurrere med Novo Nordisk eller Chr. Hansen om en ingeniør eller en biolog. Det skal vi gøre noget ved politisk.

Den samme problematik gør sig i og for sig gældende, når det kommer til at få hjælp til international markedsadgang. Mange startups oplever, at den hjælp, som man kan få, er for overordnet og generisk. Har de brug for dybdegående hjælp, så mangler kompetencerne, og samtidig bliver det meget dyrt.

De store virksomheder køber sig til den viden, når det offentliges ikke rækker. Det har de færreste startups råd til. Den helt konkrete hjælp og adgang til viden og netværk er oftest det, som de får med, når de modtager udenlandske investeringer.

Derfor er det mit håb, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) og regeringen allokerer nogle af de seks milliarder kroner i superfonden til at investere i de rammer, hvori vores startups skal vokse.

Slip dem fri

Det er på høje tid med et løft, og det er helt naturligt, for rammerne er skabt til en anden tid, hvor vi skulle opbygge et økosystem for iværksætteri.

Nu skal vi løfte vores økosystem til et nyt niveau, hvor det også bliver attraktivt at skalere sin virksomhed, så dem, der flytter ud, også kommer hjem igen.

Det er de lykkedes særligt godt med i Sverige, hvor storsuccesser som eksempelvis Spotify og flere andre har bredt sig som ringe i iværksættervandet i Stockholm. De kanaliserer ikke blot penge, men i lige så høj grad talent, erfaring, viden og netværk tilbage til hele økosystemet.

Det er det, som vi skal stræbe efter.

{{toplink}}

Forrige artikel Martin Ruby: Det er ikke op til techvirksomheder at definere grænserne for ytringsfriheden Martin Ruby: Det er ikke op til techvirksomheder at definere grænserne for ytringsfriheden Næste artikel V-borgmester og iværksætter: Danmark har brug for flere kvindelige iværksættere V-borgmester og iværksætter: Danmark har brug for flere kvindelige iværksættere
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.