V: Politikerne skal ikke bestemme, om topchefer er deres løn værd

Jeg kan godt forstå, at det er vanskeligt for de fleste af os at forholde os til, at nogle topchefer bliver aflønnet med svimlende høje beløb.

Men det handler ikke om retfærdighed, men derimod om misundelse og jantelov, når venstrefløjen vil regulere, hvor meget topchefer må tjene.

Vi skal respektere den danske model med fri løndannelse – også når topchefer forhandler sig til en løn, som for almindelige lønmodtagere kan virke ude af proportioner.

Men uagtet hvor astronomisk et beløb nogle topchefer bliver aflønnet med, så er det grundlæggende et privat anliggende mellem ejerne af virksomheden og den pågældende medarbejder.

Der er ingen aktionærer, som betaler en krone mere i løn, end de vurderer, er nødvendigt. Hvis de betaler en høj løn for deres topchef, så gør de det, fordi de mener, at det er en fordel for virksomheden og dermed en fordel for deres investering.

Det er derfor absurd at foreslå, at vi fra politisk hold skal vurdere, hvorvidt topchefer er deres løn værd. I sidste instans vil det ikke kun gå ud over den enkelte virksomhed og dens medarbejdere, men også gøre det sværere for Danmark at klare sig i den internationale konkurrence, hvor vi har brug for at kunne tiltrække og fastholde de bedste talenter.

De rigeste betaler mest til statskassen
For virksomheder med en milliardomsætning er det afgørende, at de har mulighed for at ansætte de bedste talenter i verden. Kigger vi på de såkaldte "unicorns", er der allerede nu en klar tendens til, at de rykker ud af landet.

Hvis en dansk startupvirksomhed bliver en kæmpe succes, og de skal bruge en amerikansk topchef, så kan jeg godt forstå, at personen vil undre sig over, hvorfor den danske regering skal blande sig i, hvad han eller hun skal have i løn. Det her er endnu en fjer i hatten på, at der er for meget jantelov og for meget udskamning.

Nogle tror, at høje topcheflønninger medfører, at der er mindre tilbage til resten af samfundet. Det er ikke tilfældet. Virkeligheden er, at den rigeste ene procent af danskerne betaler omkring ti procent af vores samlede skatter- og afgiftsindtægter svarende til cirka 89 milliarder kroner. Det er en stigning på mere end 50 procent i løbet af de sidste 25 år.

Hvis jeg skal sætte det lidt i perspektiv, så svarer beløbet til godt 150.000 stillinger i den offentlige sektor. Så inden man bliver alt for forarget over topchefernes lønningerne, så skal man lige huske på, at vi har et skattesystem i Danmark, der i høj grad sikrer, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Udtryk for misundelsesbeskatning
Det er et godt eksempel på misundelsesbeskatning, når Peter Hummelgaard (S) tidligere har udtalt, at vi ikke skal skattesubstituere lønvanviddet.

Jeg vil gerne minde beskæftigelsesministeren om, at topcheferne ikke bare får deres penge gratis, men derimod betaler 57 procent i skat af den sidst tjente krone.

Det lyder i mine øre mere som om, at det her handler om at finde en lille minoritet og så udskamme dem. Og det bryder jeg mig meget lidt om.

Det er helt ude af proportioner med virkeligheden, når Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF ønsker at straffe direktørerne for at arbejde hårdt og bidrage til det danske velfærdssamfund. Det bunder i misundelsespolitik, og det skal ikke være et samfundsideal at straffe nogen, fordi de tjener mere end andre.

Hvis Danmark skal være det bedste land at starte og drive virksomhed i, så vil flere skatter og mere regulering gøre det dyrere og mere bøvlet at drive virksomhed.

Vi plejer at stå vagt om den danske model, men det gælder åbenbart ikke, hvis man tjener for mange penge. Vi politikere skal ikke bruge vores mandater til at regulere virksomhedernes lønninger af topchefer.

debat@altinget.dk