Styrelse vil overveje strammere regulering af Premier Leagues medierettigheder i Danmark fremover

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i fremtiden overveje, hvorvidt Premier League- og Champions League-rettighederne også skal underlægges tilsagn på det danske marked. Styrelsen forventer at have taget stilling til om, 3F Superligaens tilsagn kan lempes eller ophæves, før året er omme. 

I fremtiden vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overveje, om Premier League og Champions League skal reguleres med tilsagn, ligesom 3F Superligaen er blevet siden 2007.

Det fortæller Søren Bo Rasmussen, kontorchef med ansvar for fusioner og medier i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til Altinget.

"Premier League og Champions League er ikke underlagt tilsagn fra os, men det er noget, som vi vil overveje i fremtiden," siger Søren Bo Rasmussen.

3F Superligaen som den eneste medierettighed i Danmark, der er underlagt en række tilsagn, som har til formål at regulere salget og distributionen af Superligaens tv-rettigheder i Danmark.

Tilsagnene regulerer blandt andet, hvor ofte og hvornår 3F Superligaens tv-rettigheder skal sættes i udbud, at rettighederne skal deles op i minimum tre pakker, og at pakkerne skal fordeles på mindst to udbydere, hvilket kaldes en no single buyer-klausul.

{{toplink}}

Styrelse: Derfor reguleres Superligaen

3F Superligaen er som den eneste medierettighed i Danmark underlagt tilsagn af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Hvorfor? 

"Udgangspunktet for hele det her, at de 12 3F Superliga-klubber, som er professionelle virksomheder og konkurrenter, har indgået en konkurrencebegrænsende aftale om at sælge de her rettigheder i fællesskab og kun gennem dem," siger Søren Bo Rasmussen og fortsætter:

"Derfor er udgangspunktet, at det er konkurrencebegrænsende at gå sammen med konkurrenterne og sælge samlet. Der findes lande i Europa, hvor konkurrenterne sælger rettigheder hver for sig."

Han peger på, at klubberne i Cypern sælger medierettighederne hver for sig, ligesom det også tidligere er sket i Spanien.

Hvorfor insisterer I så ikke på, at klubberne skal sælge produktet hver for sig?

"Eksempelvis ville FC København formentlig kunne få en højere indtægt end de mindre klubber, hvis klubberne skulle sælge medierettighederne hver for sig. Derfor anerkender vi, at der kan være nogle fordele for fodboldens skyld i, at der ikke er to til tre klubber, der stikker økonomisk af," siger Søren Bo Rasmussen og tilføjer:

"Så vi anerkender, at der kan være fordele, men nogle af de fordele skal komme forbrugeren til gode. Derfor har vi accepteret de tilsagn, som Divisionsforeningen har tilbudt."

Hvorfor regulerer I så ikke Champions League og Premier League på samme måde?

"Det vil jeg ikke afvise, at vi kommer til at overveje, men det er også et ressourcespørgsmål," siger han. 

Kan du forstå, at Divisionsforeningen føler sig diskrimineret, når I vælger at regulere 3F Superligaen som den eneste medierettighed?

"Det er jo, fordi 3F Superligaen er vigtigst for forbrugerne. Det er 3F Superligaen, som får folk til at skifte tv-pakke, og derfor har den større betydning for forbrugerne end Premier League og Champions League," siger Søren Bo Rasmussen. 

Han henviser til en undersøgelse fra analysehuset Mediavision, der i 2020 viste, at 3F Superligaen er den fodboldrettighed, som har den største værdi for de danske medieforbrugere.

EU-Kommissionen holder øje med internationale ligaer

Anerkender du, at der ikke er lige konkurrencevilkår for ligaerne på det danske marked?

"Jeg anerkender ikke, at der ikke er lige konkurrencevilkår. Jeg vil anerkende, at Divisionsforeningen er underlagt nogle tilsagn, som vi i hvert fald ikke har forpligtet Premier League og Champions League på," siger Søren Bo Rasmussen. 

Hvis du anerkender, at de har forskellige vilkår, så anerkender du vel også, at de ikke har lige vilkår?

"Jeg ved, at blandt andet EU-kommissionen også holder øje med, hvordan både Premier League og Champions League bliver solgt. Det kan godt være, at der ikke er nogle formelle tilsagnsaftaler, men jeg ved, at der bliver kigget på, hvordan salget foregår, og hvorvidt det foregår i åbne processer med korte intervaller. No single buyer-klausulen er sådan set den eneste forskel," siger han og tilføjer:

"Hvis Champions League og Premier League begyndte at sælge for ti eller otte år, ville EU-Kommissionen formentlig gribe ind."

Derfor reguleres 3F Superliga-udbud

Hvorfor må 3F Superligaen ikke gå i udbud med 2024-rettighederne før 1. januar 2023?

"Det er fordi, at man skal give konkurrenterne mulighed for at konkurrere. Konkurrenterne fortæller os samstemmende, at hvis man som ny aktør skal have mulighed for at vinde de her rettigheder, så skal man have tid til at forberede sig. Så nytter det ikke noget, at man bare kan annoncere et udbud, og så køberen kun får tre eller fire måneder til at forberede sig," siger Søren Bo Rasmussen og fortsætter:

"Så hvis man vil sikre, at der er reel konkurrence om de her rettigheder, så forudsætter det, at aktørerne har tid til at forberede sig og regne modellerne igennem. Derfor holder vi hånd i hanke med, hvornår Superligaen må udbydes."

Hvorfor holder I så ikke hånd i hanke med, hvornår Premier League- og Champions League-rettighederne udbydes? 

"Premier League og Champions League er ikke underlagt tilsagn fra os, men det er noget, som vi vil overveje i fremtiden."

"Klubberne har som udgangspunkt indgået en konkurrence begrænsende aftale"

Divisionsforeningen kalder det "en bizar situation", at man begrænser danske virksomheders virke på det danske marked, mens man giver frie tøjler til multinationale selskaber på det samme marked. Kan du følge det?

"Klubberne har som udgangspunkt indgået en konkurrence begrænsende aftale. Det anerkender vi, at der kan være fordele ved, men vi sikrer så, at der er hånd i hanke med, at ét tv-selskab ikke sidder på hele rettigheden til skade for forbrugerne. Det kan man kalde bizart, eller hvad man vil."

Det er jo den gængse model i Europa, at klubberne sælger rettighederne samlet. Det gælder også for Champions League og Premier League. Hvorfor skal det være anderledes med 3F Superligaen?

"Det er bestemt den gængse model, men de bliver så også reguleret, enten direkte eller i form af overvågning fra EU-Kommissionen eller nationale myndigheder. Der kan også være forskellige forhold fra land til land," siger kontorchefen og fortsætter:

"I nogle kan der være fremragende konkurrence mellem en masse udbydere, men i Danmark har vi bare én aktør, der sidder og har siddet på mange rettigheder. Vi er meget bekymrede for, at én aktør skal sidde på alle vigtige sportsrettigheder."

Styrelsen vil beskytte forbrugere

Skal man streame alle kampe fra 3F Superligaen koster et Viaplay-abonnement 449 kroner om måneden, mens et Discovery Plus-abonnement koster 129 kroner om måneden. Hvad er evidensen for, at det bliver billigere for forbrugerne ved, at 3F Superligaen ikke må sælges til én køber og skal gå i udbud hvert tredje år?

"Evidensen er mangeårig. Monopoler giver sjældent gode priserne til forbrugerne. Hvis Viaplay sad på alle rettigheder, tror du så stadig, at det kun vil koste 449 kroner? Al empiri siger, at monopoler ikke stiller forbrugerne bedre prismæssigt end, hvis der er konkurrence," svarer Søren Bo Rasmussen. 

Hvorfor må det ikke være dyrt for forbrugerne at se 3F Superligaen?

"Det må gerne koste det, det koster, hvis det er udsat for konkurrence."

Forventer afklaring før 2023

Man kan genforhandle eller ophæve tilsagnene, hvis det væsentligt kan dokumenteres, at der er sket ændringer på afsætningsmarkedet. Mener I, at der er sket så væsentlige ændringer, at tilsagnene kan ophæves eller lempes?

"Hvis jeg skal svare på det, så betyder det, at jeg skal sagsbehandle i pressen, og det er jeg ikke meget for. Det er det, vi er ved at undersøge. Vi holder møder vidt og bredt med både danske og udenlandske aktører. Vi skal også lave yderligere markedsundersøgelser med forbrugerne. Markedets aktører former vores vurdering," svarer Søren Bo Rasmussen og fortsætter:

"Jeg er ikke blind. Jeg abonnerer også på tre streaming-tjenester, og jeg abonnerede ikke på nogen for ti år siden, så med det blotte øje, kan jeg godt se, at der er sket noget på tv-markedet. Spørgsmålet er, hvor meget betydning de her forandringer har for sport og fodboldrettigheder. Vi har holdt møder med nogle af de store internationale streaming-tjenester."

Hvem har I holdt møder med?

"Det vil jeg ikke sige. Det er nogle af de absolut største sportsstreaming-tjenester, men det er ikke Amazon."

Vil I lempe tilsagnene?

"Vi undersøger, om der er sket ændringer, så vi kan ændre det, og hvis det er sket, vil det så være godt for konkurrence at ændre tilsagnene? Det er håbet, at vi inden udgangen af året kan nå frem til en konklusion."

Kan du garantere, at det er afklaret inden 1. januar 2023, hvor Divisionsforeningen kan påbegynde udbuddet om salget af tv-rettighederne til Superligaen fra 2024?

"Det er det, vi arbejder hen imod, men jeg kan jo ikke vide, om vi bliver væltet af andre sager i morgen. Men planen er, at vi får en afgørelse klar før det," siger Søren Bo Rasmussen. 

Forrige artikel Ny opgørelse: Krigen i Ukraine kan koste statskassen over 50 milliarder kroner i 2022 Ny opgørelse: Krigen i Ukraine kan koste statskassen over 50 milliarder kroner i 2022 Næste artikel Barbara Bertelsen og fem andre topembedsmænd skal genafhøres i minksagen Barbara Bertelsen og fem andre topembedsmænd skal genafhøres i minksagen
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.