SMVdanmark: Virksomhedernes vilkår i kommunerne bør have højeste prioritet

Vejen til borgmesterkæden er ofte brolagt med politiske forslag til udvikling af kommunens velfærdsydelser. Men virksomhedernes vilkår i kommunen bør faktisk have højeste prioritet, skriver Bjarke Roed-Frederiksen.

Af Bjarke Roed-Frederiksen
Chefkonsulent, SMVdanmark

Hvem giver hvert år et stort skattebidrag til den slunkne kommunekasse? Hvem ringer jobcenteret til, når de har en langtidsledig, der skal i jobtræning? Og hvem sponserer nye trøjer til børnene i den lokale fodboldklub?

Rigtigt gættet, dét – og mange andre ting – gør kommunens små og mellemstore virksomheder. Deres betydning for lokalmiljøet kan næsten ikke overvurderes, især ikke uden for de største byer. De er limen, der sikrer sammenhængskraften, og uden dem ville lokalsamfundet ikke være det samme.

Derfor burde det være oplagt, at kommunens erhvervspolitik stod øverst på lokalpolitikernes liste over områder, der skal plejes og passes.

Men oftere er det politiske forslag til udvikling af kommunens velfærdsydelser, som vejen til borgmesterkæden er brolagt med. For eksempel at der skal ansættes flere pædagoger i vuggestuen, eller at de svage ældre oftere skal kunne komme i bad.

Jyder forstår erhvervslivets betydning
Men erhvervspolitikken og virksomhedernes vilkår i kommunen bør faktisk have højeste prioritet.

For velstand er forudsætningen for velfærd, og det er erhvervslivet, som skaber arbejdspladser, og det er erhvervslivet, som danner det økonomiske grundlag for hele kommunens budget.

Derfor har vi i SMVdanmark udarbejdet SMVbarometeret. Barometeret er et konkret værktøj, som lokalpolitikerne kan bruge, hvis de vil forkæle de små og mellemstore virksomheder i kommunen.

Kommuner som Herning, Ikast-Brande, Kolding og Vejen er i topfem og viser, at det især er de jyske kommuner, der forstår, hvor afgørende erhvervslivet er.

De scorer blandt andet højt på, at erhvervsaffaldet håndteres effektivt, at kommunen giver de mindre virksomheder en fair chance for at vinde udbud af kommunale opgaver, og at grundskyld og kommunale gebyrer er lave.

Barometeret måler 26 erhvervsvilkår og sammenligner mellem kommunerne. Det er baseret på 2.456 medlemmer af SMVdanmarks besvarelser af et spørgeskema samt på statistikker fra officielle kilder og andre dataudbydere.

Rådhuse fastlægger mange vilkår
Nogle erhvervsvilkår som for eksempel selskabsskatten fastsættes centralt på Christiansborg.

Men det er på rådhusene, at en stor del af de vilkår, som virksomhederne agerer under, bliver fastlagt. Ofte er det endda de nære vilkår, som betyder meget i hverdagen.

Kommunen giver tilladelser og bevillinger, kommunen opkræver skat på erhvervsejendomme og tager gebyr for at hente erhvervsaffald eller for at behandle byggesager.

Det er også kommunen, som har ansvaret for at sikre uddannelse af de unge, som erhvervslivet skal ansætte, og kommunen hjælper ledige i job og hjælper virksomheder med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Om trafikken glider, og det er til at parkere, er også en kommunal opgave. God mobildækning og adgang til hurtigt internet er noget af det allervigtigste for de små og mellemstore virksomheder.

Også her har kommunen et medansvar, da det er kommunen, som giver tilladelser til at sætte master op og giver lov til lægge fiberkabler, når der graves i fortovene.

København halter efter
Vi har oplevet stor lydhørhed og er blevet inviteret til at fremlægge resultaterne ude i mange kommuner.

Så rådhusene vil helst sikkert gerne forbedre sig. Men endnu flere bør fokusere på det erhvervsliv, som ofte bliver glemt under en glohed kommunal valgkamp.

Mens flere midtjyske kommuner klarer sig godt i SMVbarometeret, lander København i den nederste fjerdedel af feltet. I det midtjyske er erhvervspolitikken ofte en central del af kommunens DNA.

Virksomhederne tænkes ind i alle dele af kommunens politik, og der er en god dialog og kommunikation mellem rådhus og erhvervsliv.

Derimod får København som storby og landets hovedstad meget forærende med hensyn til at tiltrække og fastholde virksomheder og deres arbejdspladser.

Det har muligvis lullet politikkerne på Københavns Rådhus i søvn, så de har glemt, at der er andre vigtige områder end cykelstier, festivaler og kulturliv.

Det er afgørende, at alle kommuner lærer af for eksempel de midtjyske kommuner og sætter fokus på erhvervslivets kår både før og efter kommunalvalget til november.

Forrige artikel Steffen Damsgaard: Bæredygtige landdistrikter kræver politisk handlekraft Steffen Damsgaard: Bæredygtige landdistrikter kræver politisk handlekraft Næste artikel HK-næstformand: Ny digitaliserings­strategi skal fremme tillid og nærhed HK-næstformand: Ny digitaliserings­strategi skal fremme tillid og nærhed
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.