Privat-Per spændte ben for populær fagboss. Nu ved ingen i 3F, hvem der kan løfte arven

Aldersgrænser for formænd i fagforbund er ikke ualmindeligt. Det er heller ikke ualmindeligt, at siddende formænd forsøger at få ændret vedtægterne, når de nærmer sig grænsen. Det gjorde for eksempel FOA's Dennis Kristensen - dog uden held.*

Meget tydede dog på, at 64-årige Per Christensen ville få held med at sløjfe aldersgrænsen på 65 år i 3F, så han på kongressen til september kunne blive genvalgt til en fjerde periode som øverste tillidsvalgte i Danmarks største fagforbund.

Men afsløringerne af et vildt dobbeltliv blev betonklodsen, som afsporede fagbossens fortsatte karriere i toppen af dansk fagbevægelse.

Det kan undre, hvorfor der skulle gå en måned, fra den 88 mand høje hovedbestyrelse i 3F den 22. december blev orienteret om sagen af Per Christensen, til krisemødet den 25. januar, som kulminerede med beskeden om, at han fratræder stillingen som formand.

En del af forklaringen er formentlig, at Per Christensens egen version ikke har været så udtømmende som den historie, B.T. senere kunne afsløre.

Men der er heller ingen tvivl om, at visheden om en sag, som kunne medføre formandens afgang i utide, har udløst vild panik på de indre linjer i 3F, hvor Per Christensen udgør slutstenen i et delikat balanceret magthieraki.

Stærk formand med skarpe kanter
Selv om Per Christensens eftermæle nu tegner til at skulle handle om svigt, løgne og bedrag i privatlivet, har han i rollen som forbundsformand været en succes.

Både med- og modspillere i 3F beretter om en stærk formand, som har landet vigtige politiske resultater og været populær hos medlemmerne. Men også en kontant og til tider uforudsigelig formand, som man ikke har skullet komme på tværs af.

Lad os starte med at spole tilbage til 2013, hvor Per Christensen til manges overraskelse blev valgt som forbundsformand.

Poul Erik Skov Christensen havde siddet tungt formandsposten siden dannelsen af 3F i 2005 - og før da som SID-formand fra 1995. 

Transportgruppens formand Jan Villadsen udfordrede nu Poul Erik Skov Christensen til kampvalg. Men 14 dage før kongressen meddelte Skov Christensen, at han ikke ville genopstille på grund af hjerteproblemer.

Pilen pegede nu i stedet på Per Christensen, der som forbundssekretær siden 2005 havde flankeret Poul Erik Skov Christensen i forbundsledelsen. Jan Villadsen trak sit kandidatur tilbage kort før målstregen, og den tidligere cementarbejder og tillidsmand fra Aalborg Portland kunne dermed lade sig krone på kongressen uden modkandidater.

Født ind i en brydningstid
Per Christensen blev som formand født ind i en svær periode for 3F.

Arbejdsmarkedet var stadig plaget af finanskrisens efterdønninger, og i 2011 havde VK-regeringen med tilbagetrækningsreformen halveret dagpengeperioden og defacto afskaffet efterlønsordningen.

S-R-SF-regering var på dagpengespørgsmålet bundet af Radikale, og Mette Frederiksen havde som daværende beskæftigelsesminister travlt med at gennemføre Corydons arbejdsudbudsreformer, som stort set alle var en mavepuster til 3F'ere med løs tilknytning til arbejdsmarkedet.

Oveni var 3F martret af medlemsflugt.

Per Christensen blev med andre ord smidt direkte ind i en brutal overlevelseskamp for medlemmernes kerneinteresser, hvor det især i hans første formandsperiode var småt med de politiske sejre.

For Per Christensen har det dog fra starten været et mantra, at 3F skulle helt med ind i det politiske maskinrum - i stedet for at stå udenfor og råbe.

Og selv om han har mestret at tale dunder til medlemmerne, har han samtidig styret 3F i retning af en langt mere smidig og pragmatisk tilgang til Christiansborg.

Det beviste han især under Løkke-regeringen, hvor han sammen med den øvrige fagbevægelse og arbejdsgiverne fik genoplivet trepartsforhandlingerne, som ellers var kuldsejlet med forhandlingssammenbruddet om de ekstra 12 minutters arbejdstid i Thorning-regeringens spæde begyndelse.

3F satte i tidens ånd også klima og digitalisering på dagsordenen, og Per Christensen blev i 2017 inviteret med i Løkkes Disruptionråd.

Spændte ben for højere pensionsalder
Per Christensen høstede en af de store symbolske sejre i 2017, da 3F ved et stort event i Cirkusbygningen fik Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl til at give håndslag på ikke at hæve pensionsalderen hurtigere end planlagt. Den uhellige alliance mellem S og DF saboterede dermed den borgerlige regerings planer om at hæve pensionsalderen med et halvt år mere end planlagt i 2025.

Det anstrengte forhold, som havde hersket mellem Socialdemokratiet og 3F under Thorning og Corydon, var hurtigt blevet brandvarmt med Mette Frederiksen som formand.

Gevinsten kunne Per Christensen høste, da Socialdemokratiet i januar 2019 præsenterede valgløftet om tidlig pension. Et forslag, som var udviklet i tæt samarbejde med 3F, og hvor der udover Arne primært står andre 3F'eres navne på gavemærket.

Udover en stærk relation til Mette Frederiksen har Per Christensen også haft en terrænfordel ved, at nuværende ministre som Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil er på speed-dial, fordi de har arbejdet i forbundshuset, mens han har været formand.

På andre dagsordener har det dog været sværere for 3F at påvirke S-regeringen i den ønskede retning. Ikke mindst dagpengespørgsmålet har været en øm tå for Per Christensen, fordi regeringen i lang tid var afvisende over for hans krav om reelle dagpengeforbedringer.

Godt nok har regeringen nu samlet flertal for at skrue dagpengesatsen op i de første tre måneders ledighed. Men set på fagbevægelsens interne scoreboard er det i højere grad en foræring til Dansk Metals medlemmer med høj jobsikkerhed, hvorimod 3F'ere især under en kommende lavkonjunktur er langt mere sårbare i forhold til dagpengeperiodens længde.

Et andet uløst problem, som Per Christensen overdrager til sin efterfølger, er medlemsflugten, som i hans otte år som formand er gået fra 320.000 til nu knap 265.000 medlemmer.

Trods politiske resultater har over 50.000 altså valgt at vinke farvel til 3F under hans formandskab - nogen dog på grund af naturlig afgang.

Rebelsk bagland rumsterer
Selv om Per Christensen har været en stærk forbundsformand, har han langt fra haft fuld kontrol på de indre linjer i 3F.

Det kom blandt andet til udtryk under overenskomstforhandlingerne i 2017, hvor 77 procent af medlemmerne af byggegruppen i 3F stemte nej til den aftale, som deres egne fagbosser havde forhandlet. Samlet set stemte 60 procent af 3F'erne nej, og man undgik kun storkonflikt på grund af det såkaldte sammenkædningsprincip, hvor resultatet blev trukket op af mindre konfliktsøgende HK'ere og andre faggrupper.

Under overenskomstforhandlingerne i 2020 var der igen konflikt under opsejling trods et stort forbederende arbejde fra 3F-toppen, men coronapandemiens indtog lagde i slutspillet en dæmper på konfliktlysten, og 3F-ledelsen kunne ånde lettet op over en blød landing på et overenskomstdrama, som ellers havde potentiale til at eskalere modsætningsforholdet mellem forbundsledelsen og det aktivistiske bagland.

 

Mange ser Per Christensen som en slags overgangsfigur for 3F, som både på det politiske og det organisatoriske har forsøgt at bevæge den meget klassiske fagforeningskultur i retning af en mere moderne strategi, hvor man i højere grad accepterer kompromisser for at opnå andre fordele.

Men modsætningerne mellem ledelse og bagland under overenskomstforhandlingerne i 2017 og 2020 viser, at der stadig er en definerende hård kerne i 3F, som foretrækker at sætte hårdt mod hårdt.

At den "gamle" fagforeningskultur lever i bedste velgående, viste sig også i 2019, hvor bagageportører på en lydoptagelse fra lufthavnen prøver at presse en vikar til at skifte fagforening og melde sig ind i 3F.

Timingen kunne næppe have været dårlige for Per Christensen, som på 3F-kongressen få uger efter måtte balancere på en knivsæg for ikke at lægge sig ud med de medlemmer, som finder det okay at smide kolleger ud af skurvognen, hvis ikke de er medlem af 3F.

På samme kongres viste den kritiske venstrefløj i 3F igen tænder, da de imod hovedbestyrelsens ønske fik vedtaget et forslag om, at 3F skulle modarbejde stigningen i pensionsalder til 69 år i 2030, som S-regeringen senere skulle fremlægge forslag om i Folketinget.

Socialdemokraten Per Christensen fik dermed vredet armen om af kongressen og blev tvunget til at styre 3F på konfliktkurs med regeringen, selv om han personligt accepterer den gradvist stigende pensionsalder som en økonomisk forudsætning for velfærdsstaten.

Som forbundsformand i 3F er man altså nødt til at tækkes den aktivistiske venstrefløj, selv om man som Per Christensen gerne vil modernisere.

Magtkamp i utide
Modsætningerne mellem socialdemokrater og venstrefløj rækker langt tilbage i SID's historie, men er stadig den dag i dag en drivende kraft, som påvirker beslutninger, udnævnelser og valg til tillidsposter i 3F.

Ikke mindst i besættelsen af centrale tillidsposter som den stol, Per Christensen nu efterlader.

I gamle dage stod kampen mellem kommunister og socialdemokrater. I dag kan der mere tales om en aktivistisk venstrefløj, som politisk knytter sig til Enhedslisten, en gruppering i grænselandet hos SF, og så majoriteten, der kan betegnes som pragmatiske socialdemokrater.

"Socialdemokratiske fagforeningsfolk er ikke i tvivl om, at Enhedslisten de senere år har systematiseret arbejdet for at vinde positioner i fagbevægelsen og endda har haft betydelig succes ud af anstrengelserne. Så meget, at socialdemokrater i landets største fagforbund, 3F, reelt frygter forsøg på en fjendtlig overtagelse i løbet af nogle år," skrev Weekendavisen om magtspillet i 2018.

Her finder man også beskrivelsen af kongressen i 2016, hvor der var kampvalg til en af de to centrale poster som forbundssekretær. Tre socialdemokrater måtte se sig fejet af banen af Henning Overgaard, der er tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Esbjerg.

Henning Overgaard er siden blevet socialdemokrat, men betragtes af mange som venstrefløjens kandidat - hvis han altså vælger at gribe ud efter formandsposten.

Den anden forbundssekretær - og en mulig formandskandidat, hedder Søren Heisel. En velllidt socialdemokrat fra Gentofte, men mange spår Henning Overgaard til favorit, hvis det usædvanlige skulle ske, at der opstod kampvalg mellem de to forbundssekretærer om formandsposten.

En ny formand kunne også være at finde blandt en af de toneangivende lokalafdelinger i 3F, hvor især København og Aalborg udgør to medlemstunge magtbastioner i 3F.

Den socialdemokratiske fagtop har gennem længere tid set Allan Busk, som er lokalformand for 3F i Aalborg, som en potentiel udfordrer til Per Christensen. Han anses også for at være rødere end godt er for socialdemokrater, og er byrådmedlem i Rebild for en lokalliste. Og som ekstremt populær formand for den største lokalafdeling i landet har han baglandet i orden.

Da Per Christensen i februar 2020 annoncerede, at han ville forsætte en periode længere, end aldergrænsen tillader, blev det internt i 3F opfattet som et forsøg på at stække netop formandsambitionerne hos Allan Busk.

Allan Busk har dog allerede nu meddelt, at han ikke stiller op som afløser for Per Christensen.

Industriformand er favorit - hvis han vil
3F favner som forbund over seks hovedområder - eller brancher, hvor industrigruppen og byggegruppen er de mest medlemstunge og mest magtfulde. Derfor er det nok også her, man skal kigge efter andre mulige formandskandidater.

Den kandidat, som spås størst opbakning og bedst chancer for at samle fløjene og interesserne i 3F, er industrigruppens formand Mads Andersen. Ham var der allerede kig på i 2013, da Poul Erik Skov Christensen skulle finde en afløser. Men Mads Andersen selv har altid gået stille med dørene, og mange kilder i 3F er af den opfattelse, at han måske føler sig bedre tilpas og mere magtfuld som industriboss end som forbundsformand.

Tidligere næstformand Tina Christensen, som indtil en ekstraordinær kongres nu er fungerende formand, kan heller ikke afskrives som formandskandidat. Hun udspringer tilmed af industrigruppen, og kunne dermed være et alternativ til favoritten Mads Andersen.

Men indtil videre er det et åbent spørgsmål, hvem der stiller op som afløser for Per Christensen.

For den socialdemokratiske top har udfordringen indtil nu været, at de ikke har haft nogen oplagt kandidat, som med sikkerhed kunne holde udfordrere fra venstrefløjen væk fra formandskontoret. Og det er ikke bare tanker, man gør sig i 3F, men i høj grad også i Socialdemokratiet og langt ind i regeringen.

Der er derfor ingen tvivl om, at bekymring for indre splittelse og knas på linjen med regeringen har betydet, at mange i 3F var klar til at give Per Christensen en periode mere.

Indtil hans dobbeltliv kom i vejen.

* Artiklen er ændret den 27. januar klokken 10:00. Oprindeligt fremgik, at HK's tidligere formand Kim Simonsen havde forsøgt at få ændret vedtægterne, så han kunne fortsætte længere end aldersgrænsen på 60 år. Det er ikke korrekt. Oplysningen er baseret på en misforståelse. Altinget beklager fejlen.

friis@mm.dk