Industriens Pension har 23 millioner i camerounske statsobligationer. Andre pensionskasser holder sig væk

Industriens Pension har som en af de eneste af de største pensionskasser millioner i statsobligationer i Cameroun, hvor landets sikkerhedsstyrker ifølge ngo'er står bag drab på civile, voldtægt og tortur.

Slår man det vestafrikanske land Cameroun op på Human Rights Watchs hjemmeside, er listen over menneskerettighedskrænkelser lang: Angreb på skoler. Drab begået af hæren. Bortførelser. Statslig vold mod LGBT+-personer.

Alligevel har Industriens Pension investeret 23 millioner kroner i statsobligationer i Cameroun, hvor regeringsstyrker ifølge menneskerettighedsorganisationer har begået omfattende overgreb i en indtil videre seks år lang borgerkrig.

Det viser en kortlægning, som Altinget har lavet i samarbejde med det undersøgende medie Danwatch.

"Det er meget, meget nedtrykkende for os at høre, at en dansk pensionskasse støtter regeringen i Cameroun på den måde," siger Attoh Moutchia, der er en del af Camerouns engelsktalende mindretal.

Moutchia har levet i eksil i USA siden slutningen af 90’erne. I dag tør han ikke rejse tilbage til Cameroun.

“Jeg gjorde det ikke engang, da min mor døde. Hele min familie er flygtet, og deres landsbyer brændt ned”, siger han.

Industriens Pension: Cameroun lever op til krav

Altinget og Danwatch forelagt Industriens Pension en rapport fra Amnesty International, der dokumenterer regeringsstyrkers voldtægter, drab på civile og nedbrænding af landsbyer i landets to engelsktalende regioner, regimets verserende korruptionssager samt en rapport fra Reporters Without Borders’, der sætter landets politiske elite i forbindelse med mordet på en journalist.

Dernæst har Danwatch og Altinget spurgt, hvorfor Industriens Pension alligevel investerer i camerounske statsobligationer.

Industriens Pension forklarer i et skriftligt svar, at pensionskassen bruger "en såkaldt ESG-score for lande i overvejelserne om en eventuel eksklusion".

"Scoren foretages af en ekstern samarbejdspartner, Sustainalytics, og den indeholder en lang række parametre. Vi ekskluderer alle lande, der opnår en samlet score under en opsat grænse, og derudover ekskluderer vi naturligvis også lande, som er omfattet af sanktioner vedtaget af FN eller EU med Danmarks tilslutning," lyder det fra pressechef Laurits Harmer Lassen.

"Cameroun har en score over den opsatte grænse, og en ekstern manager har på den baggrund valgt at tage landet med," forklarer han.

Danwatch og Altinget har bedt Sustainalytics om et interview, men afventer svar.

Målt i kroner og ører er Industriens Pension landets sjettestørste pensionskasse. Pensionskassen er ejet af blandt andre Dansk Industri, 3F og Dansk Metal og har over 400.000 medlemmer.

 

 

 

Ekskluderet af andre pensionskasser

Foruden Industriens Pension og Lærernes Pension, der har lidt over 7 millioner investeret i landet, har af de 11 andre største danske pensionskasser har statsobligationer i Cameroun, hvor 90-årige Paul Biya har siddet på magten siden 1982.

Eksempelvis har AkademikerPension – som ellers er den pensionskasse med flest statsobligationer i ikke-frie eller delvist frie afrikanske lande – Cameroun på sin eksklusionsliste.

"Det drejer sig om alt fra diskrimination og vold mod minoriteter, statssanktionerede voldtægter og børneægteskaber, fanger der udsættes for umenneskelig behandling og brutalitet i fængslerne, til omfattende krænkelser af befolkningens politiske- og borgerrettigheder," forklarer Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension.

Landet har desuden ikke vist "den tilstrækkelige positive fremgang" for at blive fjernet fra eksklusionslisten, vurderer Anders Schelde.

Industriens Pension vil ikke kommentere andre pensionsselskabers investeringer.

Dømt ude med ESG

Industriens Pension lægger ikke skjul på, at investeringer i statsobligationer i udviklingslande er "fyldt med dilemmaer".

"Der er ofte brug for finansiering, og i nogle tilfælde kan investeringerne gå til økonomisk vækst og udvikling. Omvendt kan det desværre også i nogle tilfælde risikere at gå til fx undertrykkelse og brud på menneskerettigheder," lyder det fra Laurits Harmer Lassen.

Overvejer I at frasælge jeres statsobligationer i Cameroun eller helt at ekskludere landet?

"Vi har som tidligere nævnt valgt at benytte en såkaldt ESG-score for lande, som foretages af en ekstern samarbejdspartner, Sustainalytics, og er baseret på en lang række parametre. Cameroun har som sagt en score over den opsatte grænse," lyder svaret fra pressechefen.

Ifølge Gregory Smith, britisk kapitalforvalter og forfatter til en bog om afrikanske landes statsgæld, kan befolkningen i Cameroun i dag blandt andet takke private investeringer for, at landet i dag har en langt højere levestandard, end da landet udstedte sin første statsobligation. 

Men hvis man kigger på Cameroun alene med ansvarlige investeringer for øje, ville landet dumpe, vurderer Gregory Smith.

"I en ESG-fond ville jeg ikke kunne investere i Cameroun, fordi regeringsførelsen er for svag," siger han med henvisning til G'et i ESG – governance.

Industriens Pension har en stribe afrikanske lande på sin eksklusionsliste. Det gælder Burundi, Tchad, Den Centralafrikanske Republik, DR Congo, Libyen, Mali, Somalia, Sydsudan og Sudan. Alle er enten helt eller delvist ekskluderet på grund af "low ESG performance".

Opdateret december 2023 med tal på Lærernes Pensions investeringer i Cameroun, der manglede i en tidligere opgørelse. 

Forrige artikel Vestager tager orlov fra EU for at søge nyt job Vestager tager orlov fra EU for at søge nyt job Næste artikel Ikast-Brande er igen Danmarks mest erhvervsvenlige kommune Ikast-Brande er igen Danmarks mest erhvervsvenlige kommune
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.