Virksomhed: Aarhus viser vejen for digital velfærd

DEBAT: Samarbejde om udvikling, implementering og videndeling kan sikre, at de bedste digitale velfærdsløsninger bliver udbredt på tværs af landet. Netop det har Aarhus Kommune skabt en banebrydende platform for, skriver Jesper K. Thomsen, direktør i DoseSystem.com.

Af Jesper K. Thomsen 
Direktør i DoseSystem.com

Dosesystem var så privilegerede at deltage med en stand i Aarhus Kommunes CareWare-arrangement 15.-16. april.

Arrangementet var en gave til virksomheder som vores, fordi vi kom i dialog med vores målgruppe – men det var også en genvej for kommuner og regioner, fordi de kunne spotte muligheder og udveksle erfaringer med ligesindede fra hele Norden.

Platform for videndeling
CareWare er på alle måder en gennemtænkt og samarbejdsskabende platform, både for udstillere og besøgende. Der var udvalgt fire fokusområder og otte virksomheder til at præsentere idéer inden for hvert område. De besøgende blev i hold guidet rundt til alle udstillerne, som hver havde 10 minutter til at præsentere og svare på gruppens spørgsmål. Genialt, da alle havde mulighed for at byde ind og blive hørt.

Desuden kom medarbejderne fra kommuner og andre fagfolk til at diskutere på kryds og tværs i deres gruppe gennem de to dage, CareWare varede, hvilket netop betyder, at erfaringer udveksles, og viden spredes.

OPI-samarbejder giver bedre løsninger
Generelt er offentligt-private innovationssamarbejder (OPI) til gavn for begge parter i både udviklingsfasen, implementering og i drift og ikke mindst i forhold til udbredelse af velfærdsløsninger. OPI-samarbejder er nemlig et must af to årsager:

1: Et OPI-samarbejde hjælper med at udvikle løsningen, så den dækker et reelt behov og rammer plet.

2: Et OPI-samarbejde er et værktøj, der kan bruges til at opnå evidens/troværdighed, som kan bruges i andre kommuner.

I DoseSystem har vi fra den spæde start benyttet os af offentligt-private innovationssamarbejder. Det betyder, at vi på et helt andet niveau end ellers muligt kan inddrage målgruppen og udvikle løsninger, der er tilpasset denne.

Løsninger i stordrift
Igennem de sidste tre år har vi under udviklingen indgået OPI-samarbejder med tre kommuner: Gentofte, København og senest Aabenraa, som alle har gennemtestet vores produkt, så vi på baggrund af feedback fra borgere og personale har kunnet tilpasse vores løsning, DoseSystem.

Sideløbende har vi involveret sundhedsfagligt personale og borgere fra yderligere 37 kommuner, som alle har kommenteret og er kommet med ønsker til løsningen. Al den information, vi har samlet sammen, har betydet, at Dosesystem i dag er det rette og mest simple kompromis mellem pris og funktion – og at løsningen er så simpel, at den fungerer for både borgere og personale.

Baseret på egen erfaring tror vi derfor på, at samarbejder mellem producenter og kommuner, og ikke mindst samarbejder på tværs af kommuner, er den bedste vej til udvikling af de bedste digitale velfærdsløsninger. Og ikke mindst til at få dem ud i stordrift, så de kan gøre den forskel, de blev skabt for.

Forrige artikel Lif: Lægemiddelindustriens involvering skal ses som en styrke Lif: Lægemiddelindustriens involvering skal ses som en styrke Næste artikel Virksomhed: Vi skal have tillid til ny teknologi Virksomhed: Vi skal have tillid til ny teknologi