Gode løsninger tager afsæt i brugerens behov
DEBAT: Nøglen til at udvikle effektive løsninger med så få omkostninger som muligt ligger i involveringen af brugeren. De kan fortælle, om vi udvikler noget, der virker i praksis, skriver Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd.
Af Tue Byskov Bøtkjær
Formand for Det Centrale Handicapråd
Altinget.dk sætter fokus på velfærdsteknologi. Det er der rigtig mange, der gør. Men hvis velfærdsteknologi er svaret, hvad var så egentlig spørgsmålet?
Danskerne er ikke fremmede over for, at velfærdsteknologi kan være en løsning, de skal anvende i fremtiden. Hele 73 procent af de 65-74-årige ønsker at anvende digitale og velfærdsteknologiske løsninger til at kunne klare sig selv i hverdagen.
Med afsæt i borgerens behov
Mange konkluderer på de tal, at velfærdsteknologi er godt for borgerne. Jeg vil hellere konkludere, at teknologiforskrækkelse ikke er en barriere for at udvikle smarte løsninger.
Barrieren handler nærmere om, hvorvidt løsningen vitterlig er smart for den enkelte borger – uanset om det handler om at omstille sig til noget, der udføres af en robot eller af et menneske. Nøglen ligger i at involvere brugerne meningsfuldt og i hele processen. Deres oplevelser og feedback fortæller, om vi udvikler noget, der virker i virkeligheden.
Derfor gør vi klogt i først at se på borgernes behov og dernæst på den teknologi, der findes. Løsningen behøver ikke være specielt ny, god eller anderledes, fordi den er ”velfærdsteknologisk”. Og det er næppe det, der gør den store forskel for borgeren.
Hvis man mister førligheden, er det mon så ikke en større omvæltning at være afhængig af hjælp fra fremmede i hjemmet og måske ikke selv kunne bestemme, hvor længe man vil blive i sengen om morgenen, end at gå fra at blive løftet op af to sosu-assistenter til at blive løftet med en lift?
Debat fjerner fokus fra løsningen
Hvad giver det egentlig debatten og borgerne, at vi diskuterer velfærdsteknologi som koncept? Skulle vi ikke bare se på, hvilke gode løsninger myndigheder og borgere sammen kan sætte i værk med den teknologi – høj eller lav – som vi til enhver tid har til rådighed?
Jeg frygter, at den stadige fokusering på ”velfærdsteknologi” er mere fremmende for projektmageri end for at finde og (gen)bruge gode løsninger med så stor nytte og så få omkostninger som muligt.
Teknologi skal ikke tages i brug for enhver pris
