Velfærdsløsninger skal give mere tid til nærvær

DEBAT: Hvis vi udnytter velfærdsteknologien, får vi mulighed for at prioritere mere tid til menneskeligt nærvær. Det kan forbedre borgerens livskvalitet, skriver Vicky Holst Rasmussen (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Egedal Kommune.

Af Vicky Holst Rasmussen (S)
Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Egedal Kommune

Jeg tror på, at de fleste mennesker helst vil klare sig selv, så længe de overhovedet kan. Selv kunne gå på toilettet, vaske sig og spise.

Personligt vil jeg hellere være afhængig af tekniske hjælpemidler og måske en robot til at klare de opgaver end at være afhængig af andre mennesker. For uanset hvor mange mennesker vi ansætter i for eksempel ældreplejen, vil de aldrig være i stand til at hjælpe mig, lige præcis når det passer mig. Det vil være et liv mere på andres end mine egne betingelser og præmisser.

Teknologi kan give tid til nærvær
Nye tal for Danmarks Statistik indsamlet på vegne af Digitaliseringsstyrelsen viser også, at mange borgere har det på samme måde. De er klar til at bruge de teknologier, vi måtte have til rådighed, hvis de får brug for hjælp i hjemmet eller til behandling for en kronisk sygdom.

Til gengæld er der ikke noget teknisk hjælpemiddel, der kan erstatte mennesker, når vi taler behovet for kontakt med andre. Ensomheden er ofte et stort problem for ældre. Det er meget svært at prioritere nærværet og kontakten med borgeren, der har brug for hjælp. De praktiske opgaver skal jo udføres.

Hvis vi udnytter velfærdsteknologien, får vi muligheden for at prioritere. Muligheden for at prioritere mere tid til menneskelig kontakt og nærvær.

På den måde kan velfærdsteknologien være med til at give borgerne en bedre livskvalitet. Det er selvfølgelig først og fremmest til gode for den enkelte. Men jeg er sikker på, at det også vil få nogle afledte effekter. Jo bedre man har det, jo mere livslyst man har, jo længere tid vil man have kræfter til at klare flere opgaver selv.

Der skal investeres i og uddannes medarbejdere
For mit vedkommende er mulighederne så åbenlyse, at jeg synes, vi skal gå i gang med det samme. Det kan faktisk kun gå for langsomt. Vi skal i samarbejde med borgerne og plejepersonalet hurtigst muligt have klarlagt, hvilke opgaver vi gerne vil have teknologisk hjælp til – og hvordan vi bedst muligt bruger de menneskelige omsorgsressourcer, vi har.

Helt konkret har vi i Egedal Kommune nedsat en bredt sammensat medarbejdergruppe, der skal sikre et overblik over muligheder og prioriteringer på teknologiområdet.

Og i forbindelse med vores nyligt udarbejdede ældrepolitik er der oprettet et teknologiråd, der skal fungere som en følgegruppe til medarbejdergruppen. Teknologirådet består af repræsentanter fra seniorrådet, handicaprådet og det administrative personale, og det skal være borgernes talerør på området.

Vi skal investere i og uddanne vores medarbejdere på sundhedsområdet, så de kan guide og hjælpe vores borgere til at hjælpe sig selv med de opgaver, der giver mening, og som er med til at bevare muligheden for at bestemme og have frihed i eget liv. Og så kan vi frigive ressourcer til nogle af de opgaver, der længe har været for lidt tid til: tiden til at tage sig af mennesket og livskvaliteten.

Forrige artikel Brug af teknologi skal ikke være en spareøvelse Næste artikel Velfærdsteknologi skal indføres med tålmodighed