Sundhedsuddannelser må ikke glemme værdierne

Af Lars Kayser
Studieleder på IT og Sundhed, KU

Tredje runde af velfærdsteknologidebatten er nu i gang og ingen tegn på knock out. Der har været en generel enighed blandt debattørerne med kun små krusninger.

Forrige uge blev indledt med forslag fra Ellen Silleborg, Danmarks Evalueringsinstitut, om en taksonomi for den digitale kompetence og Gitte Duelund Jensen, KL, peger på betydningen af, at det er faglighed, der er i højsædet. Der er sådan set ingen konflikter i dette.

En udfordring, som måske kan løses med en uddannelsesspecifik taksonomi, er netop, hvordan vi på alle de sundhedsprofessionelle uddannelser kan tage højde for, at de digitalt indfødte studerende ikke nødvendigvis forstår at applicere deres kunnen i en faglig sammenhæng rent intuitivt.

For på trods af kendskab til og fortrolighed med PC'ere, smartphones og sociale medier kan de studerende have svært ved at overføre denne kunnen til deres faglige opgaver.

Vi kan godt have tillid til, at de studerende ved deres optagelse har en basis viden, da der i folkeskolen og gymnasiet har været opmærksomhed på at give den nye generation adgang til computere og inddrage it i undervisningen, således at stort set alle unge i dag har en smartphone og de fleste også en bærbar PC, når de rammer de videregående uddannelser.

Men de studerende har trods den basale digitale kompetence ikke en tilstrækkelig faglig kunnen til at anvende deres færdigheder i en ny sammenhæng. Her vil en taksonomi kunne være et fint redskab for alle, som foreslået af Ellen Silleborg.

Ved indgangen til de sundhedsorienterede uddannelser har de studerende et behov for at få kendskab til teknologi ud fra en anden vinkel end den redskabsorienterede. Kendskabet til teknologi skal være et tillæg til de studerendes kernekompetence, som anført af Gitte Duelund Jensen, KL, og være en støtte i det faglige arbejde. Vi skal uddanne til at forstå principper og koncepter og ikke uddanne til at anvende redskaber, da de har kortere levetid end den tid, det tager at lave en uddannelsesbekendtgørelse.

Sundhedskompetence er en forudsætning
Med dette indlæg vil jeg gerne slå et slag for, at der i alle sundhedsuddannelser, foruden indlejringen af teknologi i de faglige problemstillinger, skal være fokus på betydningen af individets interaktion med teknologi. Her tænkes dels på teknologiens betydning for de forskellige professioners roller, og hvordan disse roller kan skifte med opgaveglidninger imellem sundhedsprofessionerne - og dels på de problemstillinger, der er i spil, hver gang en person bliver tilbudt en ny teknologi, og hvordan den kan være grænseoverskridende eller stigmatiserende for dem.

Teknologien påvirker magtforhold både mellem de faglige grupper og mellem de professionelle og dem, de yder hjælp til. Det giver mulighed for empowerment-udvikling hos borgere og patienter, hvis de introduceres til og har lyst til og tillid til at bruge teknologi; men kan også give den modsatte effekt, hvis de føler sig usikre. Det er derfor centralt, at disse forhold også tænkes ind i uddannelserne og deres mål.

Overgangen fra fokus på de studerendes teknologiske kompetence til en samlet forståelse af de mange faktorer, der er i spil, og de store sociale implikationer både på det personlige og samfundsmæssige niveau, når de nye teknologier bliver introduceret, giver anledning til at introducere begrebet "sundhedskompetence" (engelsk Health literacy).

Sundhedskompetence betragtes som en forudsætning for empowerment og forstås som evnen til at kunne tilgå, forstå og anvende information for at tage beslutninger i forhold til eget helbred og dermed opnå en bedre livskvalitet. De seneste års forskning har givet indsigt i, hvordan karakterisering af den enkelte og befolkningens sundhedskompetence kan give en forståelse af, hvor der er behov for støtte fx i forhold til at hjælpe med at finde rundt i sundhedssystemet, have en god kontakt til behandlere, have gode sociale relationer eller kunne finde og vurdere sundhedsinformationer.

Der findes nu metoder til at vurdere inden for hvilke af disse områder, den enkelte har behov for støtte og hjælp. Denne information kan sammen med andre veletablerede funktionsmål skabe et helhedsbillede af, hvordan individualiserede indsatser kan planlægges. Med en kommende digital dimension af en Sundhedskompetence-vurdering er det muligt i nær fremtid at opnå viden om, i hvilket omfang borgeren vil have tillid til og være villig til at acceptere tilbud om nye teknologier.

Holdninger, etik og egen indsigt 
Med disse nye redskaber og anbefalingerne om at fokusere på både den, der tilbyder og den, der modtager sundhedsydelser i det teknologibårne velfærdssystem, er der et behov for at få diskuteret professionernes fremtidige rolle set både ud fra den enkelte studerendes position og den samfundsmæssige funktion. Det er derfor vigtigt, at der afsættes tid i undervisningen til at arbejde med ikke kun viden, færdigheder og kompetence, men ligeså vigtigt holdninger, etik og egen indsigt.

Så hvis vi skal have en taksonomi eller blot fagbeskrivelser, der sigter mod at uddanne til det teknologibårne velfærdssamfund, må vi huske at sætte de værdirelaterede områder på dagsordenen på lige fod med de tekniske og sundhedsfaglige emner.

Det er kun ved at give den enkelte studerende et samlet billede af sammenhængen mellem egen person, den man hjælper, teknologien og de samfundsmæssige rammer, at der sikres deltagende og trygge medarbejdere, der evner at omstille sig i takt med, at nye initiativer iværksættes.

Afslutningsvist et fromt ønske, der ikke relaterer direkte til uddannelsesdebatten - lad os få etableret sundhedskompetencevurdering som et vigtigt redskab til at stratificere vores patienter, i stedet for at tale om at prioritere ressourcer i sundhedssektoren ud fra uddannelsesbaggrund.

debat@altinget.dk