Styrelse: Digital velfærd kræver forpligtende fællesskaber

Af Nina Husfeldt Clasen
Kontorchef i Center for Effektivisering og Analyse, Digitaliseringsstyrelsen

Her i debatpanelet har Morten Hoff, chef for Center for velfærdsteknologi i Odense Kommune, i et indlæg understreget vigtigheden af tydelig retning og ledelse i det kommunale arbejde med velfærdsteknologi.

Han forklarer, hvordan det er afgørende med fælles retning og håndslag på, at resultater fra det ene sted kan og skal bruges det andet, hvis 98 kommuner på den hurtigste og billigste måde skal realisere gevinsterne ved teknologi og digitalisering. Jeg er enig.

Samarbejde på tværs af sektorer
Hvis digitaliseringen skal realisere sit potentiale, kræver det, at offentlige myndigheder på tværs af sektorer arbejder sammen.

At digitalisere velfærdsområderne kan på den måde sammenlignes med at bage et godt, solidt brød. Ligesom hverken mel eller gær er synderligt velsmagende alene, men sammen kan blive til et godt brød, kræver det samspil myndighederne imellem at realisere de fulde gevinster ved digitalisering af velfærdsområderne.

Heri ligger samtidig nøglen til den nationale udbredelse, idet man i gevinstrealiseringen i den ene sektor er afhængig af de andre sektorer og dermed har en fælles interesse i udbredelsen af de digitale løsninger.

Succesen med telemedicin
Et godt eksempel er tværsektoriel telemedicin. For borgeren er der stort potentiale ved behandling i eget hjem. Det er mere trygt, og borgeren bliver myndiggjort i sit behandlingsforløb ved selv at mestre sin sygdom og tilrettelægge dele af behandlingen – hvor og hvornår vitale værdier måles, eksempelvis.

Samtidig er de forventede færre indlæggelser en gevinst i sig selv for både borgere og de offentlige kasser, mens måling af for eksempel blodtryk, iltmætning mv. har et forebyggende sigte i forhold til forværringer af for eksempel borgerens KOL.

Alt i alt en rigtig god løsning. Men en løsning, som kræver samarbejde mellem sektorer. Gevinsterne realiseres nemlig først, når sygehuse, kommuner og almen praksis beslutter at gå helhjertet i drift. Skal man erstatte indlæggelser eller besøg hos lægen eller på sygehuset, kræver det, at aktørerne fælles og forpligtende beslutter at vælge telemedicinske løsninger til.

En lungemedicinsk afdeling får således ikke gevinsterne ved løsningen, hvis kommunerne i optageområdet ikke deltager. En kommune, der ønsker at arbejde forebyggende over for borgere med kroniske sygdomme, kan ikke gøre det uden opbakning i almen praksis eller på sygehuset.

Hvis den enkelte myndighed skal gøre det bedre, kræver det, at de andre er med og påtager sig deres specifikke rolle og ansvar i det telemedicinske samarbejde. Lykkes det i et forpligtende fællesskab mellem sektorerne, opstår muligheder, man ikke ville have hver for sig, og man kan løfte udbredelsen til nationalt niveau. Det kommer først og fremmest borgerne til gode.

Fælles Medicinkort
Et andet eksempel er det Fælles Medicinkort. Kortet viser en borgers aktuelle medicin og er lettilgængeligt for borgeren selv og de relevante myndigheder.

Tidligere skulle en hjemmesygeplejerske bruge tid på at kontakte sygehus eller den praktiserende læge for at få information om en borger, som hun skulle hjælpe med at fordele medicinen på ugens dage. Nu kan hun direkte af kortet se de opdaterede informationer om borgerens medicinering. Hun sparer tid, hun sparer lægens tid, og borgeren får større patientsikkerhed. Og ligesom telemedicin virker løsningen kun, når alle aktører engagerer sig og anvender den fælles løsning.

Disse to eksempler illustrerer, hvorfor fællesoffentligt samarbejde om digital velfærd er vigtigt.

Forpligtende fællesskab
Hver især kan en kommune eller en region hverken realisere de fulde kvalitative eller økonomiske gevinster ved brugen af digitale løsninger på disse områder. Men gennem en fælles koordineret indsats kan myndighederne med hver deres bidrag eller ingrediens bage et godt brød sammen.

Ved at forpligte hinanden til at udbrede de nye og bedre løsninger ud fra et fælles hensyn og ud fra en fælles tidsplan vil borgere og myndigheder få gavn af de potentialer, som ligger i digital understøttelse af velfærden. På den måde kan vi sikre national udbredelse af de teknologier, der virker på velfærdsområderne.

Og det er derfor, vi forventer, at digital velfærd bliver et centralt element i den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, der vil pege frem mod 2020. Fordi det netop giver så god mening, at vi i arbejdet med at digitalisere velfærdsområderne trækker i fælles retning – til gavn for borgerne, de offentlige ansatte og den offentlige pengekasse.

debat@altinget.dk