Overdrag mere omsorg på hospitaler til frivillige

Af Laust Kristensen
Centerleder ved Center for frivilligt socialt arbejde, Odense.

Der sker i disse år en kraftig opgradering af behandlingsmuligheder i det danske sundhedsvæsen. I dag kan hospitalerne eksempelvis på en lang række områder skabe behandlingsresultater, som man for bare 25 år siden anså for umulige, og udviklingen fortsætter.

Regeringens plan for sundhedsområdet med supersygehuse på størrelse med mindre danske provinsbyer skal sammen med universiteter være nye lokomotiver for den medicinske udvikling i Danmark.

Basale behov bliver glemt
Men alt har en pris. For eksempel får mange patienter meget langt til familie og venner under deres indlæggelse, og den skarpe fokusering på medicinsk udvikling og behandling vil i den økonomiske prioritering øge risikoen for, at patienternes sociale og mere almindelige behov nedprioriteres.

Man taler ganske vist meget om at sætte borgeren i centrum, men kan og skal borgernes behov – ud over det rent behandlingsmæssige – nu også altid dækkes af sygehuset? Svaret er nej, og derfor skal civilsamfundet ind og bidrage med flere ressourcer til medmenneskelighed, nærvær og social omsorg.

Det danske sygehusvæsen, som generelt nyder stor tillid i befolkningen, har for vane at betragte borgerne/patienterne som kunder, som man skal forsøge at gøre tilfredse.

Klagebunken for sygehusbehandling i Danmark vidner imidlertid om, at der er mange, der rent faktisk har flere og andre forventninger, end hospitalerne kan indfri. Mange klagesager afgøres med en konstatering af, at patienten objektivt fik den lovede behandling i forhold til deklarationer og standarder, og hvorfor så være utilfreds? Den egentlige utilfredshed hænger tilsyneladende ofte sammen med en oplevelse af, at patienten ikke i praksis oplever at være sat i centrum, ikke oplever at blive hørt og ikke kan overskue kompleksiteten i hospitalsindlæggelsen.

Det er trist både for patienten, de pårørende og det hospital, som er indstillet på at gøre sit bedste for at helbrede sygdom og/eller lindre smerte.

Undersøgelser viser, at den behandlingsmæssige indsats bliver større, hvis patienten føler sig tryg under indlæggelsen. Spørgsmålet er imidlertid, om hospitalerne kan finde de nødvendige ressourcer, der sikrer den nødvendige holistiske tilgang til patienterne? Sundhedsvæsenet bør fremover lægge mere vægt på patienternes eget medansvar for deres behandlingssituation. Patienten skal ikke betragtes som kunde, men som en respektfuld samarbejdspart, der ofte selv har afgørende ressourcer, når sygdom skal helbredes og forebygges.

Civilsamfundet - en vigtig medspiller
Dernæst er det oplagt, at man i langt højere grad anerkender, at patienten under sin indlæggelse har sociale og praktiske behov, som ikke forudsætter den højt specialiserede viden, som hospitalets kerneydelser bygger på. Her mener jeg, at det er oplagt at inddrage civilsamfundets erfaringer med at løse en række vigtige og velfærdsfremmende opgaver uden for hospitalerne.

På denne baggrund drøfter Center for frivilligt socialt arbejde netop nu, hvordan man kan udvikle et stærkt strategisk partnerskab mellem hospitalerne og civilsamfundet med ildsjæle og repræsentanter fra såvel det offentlige som en række frivillige organisationer.

Formålet vil være at supplere hospitalets kerneydelser med en række tilbud om medmenneskelighed, nærvær og social omsorg, der er forankret i civilsamfundet. Det bliver spændende at se, om hospitalerne er klar til at give plads til det aktive medborgerskab som en selvfølgelig medspiller, når danskerne fremover bliver indlagt på sygehusene.
 

debat@altinget.dk