Eksportrådet: Succes i USA kræver amerikanske partnere

DEBAT: Gode referencer fra Danmark skaber ikke nødvendigvis den samme respekt i USA. Find derfor en solid amerikansk udviklings- eller marketingspartner, hvis du vil ind på det amerikanske marked, skriver Anders Lindskov Jensen, Eksportrådet i USA.

Af Anders Lindskov Jensen
Commercial Advisor, Eksportrådet, USA

Som et led i Eksportrådet i USA’s langsigtede strategiske fokus på velfærdsteknologi udbygger vi konstant vores netværk inden for området.

Vi taler jævnligt med amerikanske distributører, plejehjemsadministratorer, arkitekter og designere samt de danske virksomheder, som allerede er etablerede på markedet.

Et tilbagevendende tema er værdien af amerikanske cases og research. Mange danske virksomheder har gode, veldokumenterede referencer fra den danske plejesektor, men de skaber ikke nødvendigvis den samme respekt i USA.

Find en partner
Fokus er ikke kun på udformning, ”danglish” og omregninger til det empiriske målesystem, men i lige så høj grad, at der er større tillid til amerikanske studier og referencer. Det handler mere om tryghed end om mistro.

En måde at komme godt ind på markedet er - tidligt i forløbet - at finde en solid amerikansk udviklings- og marketingspartner i form af en institution, behandler etc., som via rabatterede eller donerede produkter kan dokumentere og kommentere på funktionalitet, effektivitet og brugervenlighed, og dermed agere reference til markedet.

I forlængelse af sidste uges indlæg om blandt andet amerikansk kendskab til det danske sundhedssystem bliver der til vores eksterne møder regelmæssigt referereret til studieture til Danmark i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne.

En række af vores amerikanske kontakter har enten været på inspirationstur i Danmark eller kender nogen, der har. Historierne omhandler typisk besøg på hospitaler og plejehjem, men de fleste har også påpeget niveauet af pleje og omsorg. Der er generelt et indtryk af, at man i Danmark tager sig af sine ældre og handicappede – uanset omkostningen. Om dette (stadig)er tilfældet, hører til en anden, længere debat, men det er et godt udgangspunkt for en dialog om Danmark og dansk velfærdsteknologi.

Hjemmebanefordel
I den forbindelse har flere også udtrykt interesse for at gense Danmark. Denne form for delegationsture er noget, Eksportrådet generelt altid har for øje. Danske løsninger gør sig godt i udlandet, men der er altid en hjemmebanefordel; især når produkter og sundhedssystem krydser, komplementerer og lærer af hinanden. Et sådant udstillingsvindue findes blandt andet i Aalborg på Fremtidens Plejehjem med Lars Nøhr i spidsen.

I USA har Eksportrådet, som en del af vores langsigtede strategi, løbende fokus på at samle og kultivere kritisk masse i forhold til delegationsture til Danmark. Målet er - i dialog med vores samarbejdspartnere - at samle beslutningstagere fra de største udviklere og administratorer og vise dem et Danmark, hvor velfærdsteknologi skaber både social og økonomisk værdi.

2015 bliver et spændende år for dansk velfærdsteknologi i USA.

Forrige artikel Udbudsbølgen har ramt diabetikerne hårdt Udbudsbølgen har ramt diabetikerne hårdt Næste artikel Healthcare Denmark: Canada åbner døren til USA Healthcare Denmark: Canada åbner døren til USA