Strategi for digital velfærd er for ensidig
DEBAT: Strategi for digital velfærd lægger vægt på en tværgående indsats. Men det er ikke nok at vide, hvordan tværgående arbejdsgange fungerer, det skal kunne betale sig for sundhedsvæsenets parter at samarbejde, skriver Ejvind Jørgensen, direktør i Rambøll.
Af Ejvind Jørgensen
Direktør i Rambøll
I september fik vi den længe ventede fællesoffentlige strategi for digital velfærd. Men bedre sent end aldrig.
Med strategien sendes et signal om, at der er fælles fodslag mellem Kommunernes Landsforening (KL), regionerne og regeringen. Der er også en styregruppe bag, så der er noget at hænge implementeringen af strategien op på. Det er positivt, for strategier gør det ikke alene.
I erkendelse af, at det er et umodent område, bliver strategien dog tilsvarende uspecifik og meget lidt konkret.
Samtidig mangler den erhvervspolitiske vinkel omkring markedsmodning og innovation samt perspektiverne i at opbygge en velfærdsteknologisk styrkeposition i ”konkurrencestaten”. Den bliver kun omtalt hist og her som afslutning på de enkelte indsatsområder. Det indgår ikke som en integreret tænkning i strategien.
Uambitiøse og uforpligtende mål
Udfordringen er overordnet set, at en række områder skal afprøves – og det kommer der til at gå flere år med. For eksempel vil man afprøve, at borgerne selv booker aftaler på hospitaler på graviditetsområdet i 2015. I 2018 skal man som borger kunne selvbooke på andre områder også. Det er meget lang tid at bruge på at etablere bookingsystemer – det er trods alt ikke ny teknologi.
Arbejdsgangene inde bag ved skal selvfølgelig lægges om, men det er simpelthen ikke ambitiøst nok. Samtidig er det endnu en meget uforpligtende målsætning – og det er et gennemgående træk ved strategien, at den er meget lidt konkret forpligtende bortset fra de helt overordnede sparekrav naturligvis.
Strategien bærer præg af vigtigheden af samarbejde og at kunne kontrollere udviklingen og sikre, at der ikke sker noget ukoordineret.
Ordet "fælles" optræder 37 gange i strategien (og her ikke medtalt "fællesoffentlig" – så havde det været 49). Ordet "tværs" indgår 22 gange i strategien. Ordet "samarbejde" optræder 25 gange. "Koordination"/"koordinering" optræder 9 gange. Ordet "innovation" optræder 5 gange i strategien - der er blevet plads til innovation i hhv. forordet (2 gange) og på sidste side, som kunne se ud til at være skudt ind til sidst og er blevet kaldt "Lokal forankring og innovation" – her optræder det 3 gange.
Nu gør ord det ikke alene, men der bliver godt nok ikke sluppet ret mange kræfter løs her.
Det er, som om fælles løsning, koordination og tværgående indsatser er "løsenet". Måske skulle man lade kommunerne og regionerne få lidt mere spillerum.
Skal drives frem af et ønske hos borgerne
Princippet om digitalt førstevalg er godt. Det vil sige, at myndighederne skal kunne kræve, at velfærdsservicen leveres med brug af velfærdsteknologiske løsninger, hvis det kan betale sig. Men burde borgeren ikke også kunne kræve det samme den anden vej? Det lægger strategien ikke op til – ikke hvis det er dyrere i hvert fald.
Jeg har ikke løsningen, og jeg erkender også, at det kan blive udgiftsdrivende og ustyrligt, hvis borgerne kan forlange velfærdsteknologiske løsninger, men det er vigtigt, at velfærdsteknologi bliver drevet frem af et ønske hos borgerne – ikke kun den offentlige sektor. Lige nu er befolkningens holdning til velfærdsteknologi positiv, men vi så sidste år, hvordan støvsugerdebatten fik modstanden til at rejse sig.
Tværgående arbejdsgange skal kunne betale sig
Skeles der til strategien for sundhedsvæsenet "Digitalisering med effekt", så er et af de strategiske indsatsområder at skabe fuld digital understøttelse af relevante tværgående arbejdsgange, ved at de relevante data deles på tværs af sundhedsvæsenet i 2017.
Fra de såkaldte "pakkeløsninger" (for eksempel kræftpakken) ved vi imidlertid godt, hvordan en tværgående arbejdsgang ser ud, når den omfatter regionerne og primærsektoren.
Derfor er det relevant at spørge, hvordan staten og regionerne mener, at kommunerne kan inddrages. Der er nemlig en markant knast i denne relation, som for eksempel viser sig i forhold til ”den ældre medicinske patient” og store dele af velfærdsteknologiområdet.
Det er ikke nok at vide, hvordan en tværgående arbejdsgang ser ud, og hvilke fordele den giver i behandling og pleje (som for eksempel bedre kvalitet, større patienttilfredshed, mindre sygefravær osv.). Det skal også kunne betale sig for sundhedsvæsenets parter at arbejde sammen.
I dag er finansieringen af sundhedsydelser skarpt adskilt, så regioner, kommuner og primærsektor finansieres uafhængigt af hinanden. Det helt store spørgsmål er, hvad staten har tænkt sig at gøre for at indrette en finansiering, der understøtter motivationen for tværgående samarbejde?
DRG-systemet skal understøtte digitaliseringen
Det er afgørende, at DRG-systemet (diagnoserelaterede grupper) i højere grad bringes til ikke alene at understøtte digitaliseringen, men også at animere til yderligere digitalisering.
Strategien må med andre ord adressere dilemmaet mellem kvalitet og kvantitet. I DRG er det kvantitetsbetragtningen, der er styrende, og ikke kvalitetsbehandling. Hvor er den afregningsmodel som belønner hospitalerne for at holde patienterne UDE af systemet?
For uanset hvor geniale systemer vi laver, bliver de ikke taget i anvendelse, medmindre der findes en DRG-kode, der giver klækkelig betaling for den telemedicinske behandling.
Hvordan sikrer vi businesscasen på velfærdsteknologi mv., når sundhedsvæsenet holdes i gang af mekanismer, som modarbejder paradigmet om at holde patienten ude af hospitalet?
