We have no agreement
EP-kandidat på Frederiksberg og Bornholm Mogens Vad (V) kommenterer sammenbruddet i forhandlingerne om en EU-forfatning. De giver os mulighed for at tænke os om men indebærer en risiko for et "kerne-EU", hvor Danmark hægtes af.
Det manglende resultat er i grunden ikke så galt, når forhandlingerne udviklede sig i den ukonstruktive retning, som de gjorde. Jeg er meget enig med de mange, som allerede har sagt: - hellere ingen aftale end en dårlig aftale, som ingen er interesseret i.
Lad landene nu tage en pause, hvor alle tænker sig godt om, og så lad os se om øjeblikket ikke bliver gunstigere senere.
En god aftale har som bekendt mange fædre, hvorimod et forhandlingssammenbrud er forældreløs. Men her er nogle årsager til, at jeg tror, det gik galt til sidst.
Fiasko hedder det jo på både dansk og italiensk, og mange har peget på premierminister Silvio Berlusconis manglende evne til at skabe resultater ud af en meget vanskelig forhandlingssituation.
Alle, der har fulgt det italienske formandskab fra start til slut, overbevises nemt af denne analyses rigtighed. Berlusconi har med sin noget ”afslappede” stil også under dette topmøde irriteret hans kollegaer og bidraget til den generelt stærkt dalende respekt for hans person.
Alligevel blev det slagsmålet om stemmereglerne, der fik læsset til at vælte. Den gordiske knude drejer sig om, hvorvidt Spaniens og Polens stemmer - hver især - skal tælle ligeså meget med som Tysklands, når der stemmes i Rådet. Tyskernes standpunkt er, at deres stemmevægte bør stå i rimelig forhold til at de som største land i Europa repræsenterer 80 millioner indbyggere.
Det er faktisk ikke et helt urimeligt synspunkt. Overfor står Spanien og navnlig Polen stejlt på, at de til gengæld har en god sag med de gældende og for dem favoriserende stemmevægte i Nice-traktaten, der jo løber indtil en ny er vedtaget. De har med andre ord alt at tabe. Spanierne viste vilje til at bevæge sig i sagen. Polakkerne stod til gengæld stejlt. Det tror jeg ikke, bliver glemt lige med det samme.
Desværre er der tegn på at Frankrig, Tyskland og Benelux-landene vil gå sammen i et slags ”kerne-EU”. Dermed får man et EU i to hastigheder, som ikke er hensigtsmæssigt for Danmark, hvis vi ønsker at påvirke beslutninger, som i sidste ende vil påvirke vores politiske og økonomiske muligheder. Det bør optage de ansvarlige danske politikere. Så lad os håbe på at næste gang bliver lykkens gang.
