Vanvittigt at foreslå afstemning om forbehold

Danske politikere med Niels Helveg i spidsen, der foreslår hurtig folkeafstemning om de danske undtagelser, har simpelthen ikke fanget signalerne om, hvad der foregår i Europa.

Jeg opfatter selv sammenbruddet på EU-topmødet som et tegn på, at forskellen mellem landene er større end mange går og tror.

I Folkebevægelsen har vi sagt det før: De tidligere kommunistiske stater vil ikke ind i EU for at blive opslugt af en union, der binder deres parlamenter på mund og hånd. De kommer fordi de gerne vil ud af deres isolation.

Samtidig er det heller ikke nogen hemmelighed, at folkeafstemninger om EU-grundloven nemt kunne medføre nej i medlemslande som Storbritannien, Sverige og Danmark. Derfor er der stor sandsynlighed for, at EU-grundlovens fald kunne blive starten til en regulær ny-organisering af samarbejdet i Europa.

Det behøver ikke være et såkaldt "EU i to hastigheder", for det vil jo forudsætte, at alle arbejder hen mod den samme union. Det kunne derimod for eksempel være en kombination af en union med nogle få begejstrede lande, og et netværk af samarbejdsorganisationer indenfor især handel, miljø og trafik.

Det ville klæde danske politikere, hvis de begyndte at bruge deres fantasi til at nytænke i stedet for at fortsætte i den samme rille om afskaffelse af forbeholdene.

Forrige artikel We have no agreement Næste artikel EU-forfatningen mangler en linje