Vi bliver flået i skat

Koncentrat af lederen "Pengene fosser..." i Jyllands-Posten, 10. oktober 2003

»PENGENE fosser ud af statskassen!« Den sætning blev gentaget igen og igen, da Anders Fogh Rasmussen var leder af det største oppositionsparti. I dag er han statsminister, og pengene fosser stadig ud af de offentlige kasser.

VK-regeringen har som mål, at de offentlige udgifter i år skal falde med 0,2 pct. Virkeligheden er, viser nye tal, at det offentlige forbrug fortsætter den eksplosive vækst.

Ganske vist synes regeringen at have styr på udviklingen i staten. Det nytter imidlertid ikke, når amterne og kommunerne under ét ser ud til at have mistet den sidste rest af økonomisk styring.

Finansminister Thor Pedersen tror ikke på de reviderede tal for nationalregnskabet, men læner sig op ad forsikringerne fra amter og kommuner om, at de bestemt har styr på økonomien.(...)

I samfund, hvor offentlig økonomistyring ikke er science fiction, ville regeringen for længst have taget konsekvensen og sat de uregerlige amter og kommuner under administration, men det sker naturligvis ikke i Danmark.

Her affinder vi os med stadigt stigende offentlige udgifter og et dertil knyttet skattetryk, der sætter verdensrekord.

»Vi bliver flået i skat« - for nu at citere en tidligere skatteminister . . .

Forrige artikel Royal klap gik ned på TV 2 og DR Næste artikel Test med omtanke