Venstrefløjen i demokratiets kulturkamp

Nu drejer det sig om værdi- og kulturkampen, har statsministeren erklæret. Uanset at det forekommer noget diffust, hvad regeringen mener med værdi- og kulturkampen, er det selvfølgelig vigtigt at diskutere, hvilke værdier såvel højrefløj som venstrefløj bygger på.

Det diffuse i regeringens lancerede værdi- og kulturkamp er bl.a., at snart alt kaldes værdikamp. Anders Foghs tolkning af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Danmarks krig i Irak. Udlændinge- og flygtningepolitikken. De forhøjede straframmer. Frit valg. Skattestoppet.

Ministre har også i værdidebatten refereret til tidligere oplevelser - åbenbart traumatiske oplevelser. Det må have efterladt et trauma hos kulturminister Brian Mikkelsen (K), at han i 1980'erne blev forhindret i at udgive et konservativt skoleblad, selv om andre politiske organisationer heller ikke havde adgang hertil.

Ligesom den må have traumatiseret Bertel Haarder, at han i 1969 efter eget udsagn skulle sidde i rundkreds, da han læste statskundskab i Århus. Jeg læste ved samme Institut på samme tidspunkt, men jeg har aldrig siddet i nogen rundkreds. Sådan kan man være mere eller mindre heldig.

Hvem står for frihed og mangfoldighed
To centrale begreber i værdidebatten har været frihed og mangfoldighed, som begge anvendes af regeringen til at karakterisere dens politik. Men spørgsmålet er, om det er højrefløjen - regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti - der i dagens Danmark med rette kan sige, at de står for frihed og mangfoldighed. Eller er det i højere grad den af højrefløjen udskilte venstrefløj og de kulturradikale, der står for frihed og mangfoldighed.

Regeringens frihedsbudskab går især på det såkaldte "frit valg" og den økonomiske frihed. Frit valg drejer sig for regeringen ikke kun om at give borgerne valgmuligheder. Det drejer sig angiveligt også om at fremme muligheden for at bruge private tilbud, som for nogen kan øge friheden. Med andre ord kan regeringens frit valg bruges til at styrke den private sektor. Men for mange er det givetvis mere afgørende, at de kan få et tilfredsstillende tilbud og ikke skal vente på en venteliste.

Den økonomiske frihed er for regeringen med det liberalistiske Venstre i spidsen naturligt nok meget vigtig. Her er der tale om en frihed, der gennem sin anvendelse kan begrænse andres frihed. Derfor er det nødvendigt at lægge begrænsninger ind for at undgå, at nogle mennesker bruger deres økonomiske frihed på bekostning af andres frihed. Her er jeg som socialist villig til at lægge begrænsninger ind modsat de rene liberalister.

Intolerance og fordomme
Højrefløjen er som sagt præget af liberalisme, men det er derimod svært at få øje på liberale holdninger i betydningen frisind, tolerance, åbenhed og gensidig respekt. Men det er ikke så overraskende, at den gammeldags højrefløj, som det kommer til udtryk hos Dansk Folkeparti er båret af intolerance og fordomme.

Overraskende lidt frisind hos Venstre
Derimod er det overraskende, at der ikke er flere liberale holdninger i betydningen frisind, åbenhed m.v. hos Venstre. Jeg opfatter mig derfor som langt mere liberal i betydningen frisind, tolerance, åbenhed og gensidig respekt end mange på højrefløjen. Men selvfølgelig er der også liberalister, der er liberale. Men de er blevet færre de senere år. Birthe Rønn Hornbech må føle sig ensom i sit eget parti.

Socialismens vigtigste budskab er menneskets frigørelse. Ikke desto mindre har nogle i socialismens navn afskaffet friheden. Derfor er det vigtigt for venstrefløjen at fortælle om og give billeder på, hvad vi forstår ved frihed. Frihed handler om, at vi skal være herre over vores eget liv, og at vi ikke kun skal have valgmuligheder men også handlemuligheder. Det er ikke nok at have friheden. Vi skal også kunne bruge den.

At kunne bestemme over ens eget liv er bl.a. retten til at få den uddannelse, man ønsker og har evner til. Derfor er det en vigtig del af friheden, at unge har ret til selv at bestemme deres uddannelsesforløb. Hvis de unge ønsker at tage 10. klasse, f.eks. på en efterskole, inden de går i gang med en ungdomsuddannelse, er det deres valg. Det samme gælder, hvis unge vælger et højskoleophold. Det skal staten ikke blande sig i, hvilken regeringen åbenbart gerne vil.

Regeringen valgte sammen med Dansk Folkeparti kort efter dens tiltræden at nedlægge Den Fri Ungdomsuddannelse, som ellers var et glimrende alternativ til det formelle uddannelsessystem. Her mente højrefløjen, at staten vidste bedst. Jeg mener, at de unge vidste bedst, når de valgte Den Fri Ungdomsuddannelse, der mere end nogen anden uddannelse lagde vægt på frihed under ansvar, som engang var et slogan hos partiet Venstre.

Borgerens frihed
Borgeren er et frit menneske, der fungerer i og udenfor fællesskaber. En frihed, der også fordrer ansvarlighed. Borgeren er det myndige menneske, der uanset om vedkommende er under uddannelse, i arbejde eller på dagpenge, skal betragtes som sådan. Borgeren skal under ingen omstændigheder kun betragtes som forbruger, eller hvis borgeren er arbejdsløs som klient.

Men frihed er ikke meget værd, hvis man ikke kan bruge friheden bl.a. af økonomiske årsager. Frihedens udøvelse kan bl.a. være bestemt af økonomiske muligheder. Det er derfor, at det er nødvendigt at omfordele til fordel for de økonomisk dårligt stillede. Det er derfor frihedsbegrebet skal suppleres med lighedsbegrebet.

En del af lighedsbegrebet er ligestilling. Det drejer sig først og fremmest om ligestilling mellem kønnene. Men det gælder også i alle andre henseende f.eks. ligestilling uafhængig af etnisk og kulturel baggrund, seksuel orientering eller evt. fysiske eller psykiske handicap. Mennesker er lige, men har ulige forudsætninger. Derfor kan ligestilling kræve positiv særbehandling.

Lighed og ligestilling er det modsatte af ensretning. Det rummer også mangfoldighed og gensidig respekt. Vi er ikke ens. Vi skal ikke være ens. Vi skal udvise gensidig respekt. Vi skal tage afstand fra fordomme. Derfor er integration af flygtninge og indvandrere ikke assimilation.

Integration forudsætter at man kan fungere i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked. Integration indebærer, at der er noget, man skal kunne for at fungere i det danske samfund. Integrationen vil øge friheden herunder mulighederne for, at anden og tredje generationsindvandrere vil finde deres ægtefælde her i landet i stedet for fortsat at hente ægtefæller i deres forældres og bedsteforældres hjemland. En praksis, der også er med til at besværliggøre integrationen.

Mangfoldighed betyder ikke, at alle meninger og holdninger er lige gode, og at alt er lige gyldigt. Det er ingenlunde tilfældet. Derfor er der al mulig grund til at tage kraftig afstand fra fundamentalistiske og intolerante grupper, der er imod f.eks. ligestilling, ligeværd, børns ret til uddannelse, unges valg af ægtefælle osv. Dette uanset om det er religiøst eller kulturelt begrundet, og uanset om sådanne holdninger findes i hos kristne eller muslimske fundamentalister eller på den ene eller anden fløj.

Jeg vil slås
Jeg vil konsekvent slås for demokrati og menneskerettigheder. Jeg vil bekæmpe dem, der modarbejder demokrati, menneskerettigheder, åbenhed osv. Men jeg vil forsvare deres ret til at mene det rædselsfulde, som de mener. Der skal være frihed for Loke som for Thor.

Væsentlig for et demokrati, som ikke kun er flertalsstyre, er, at det rummer mangfoldighed og pluralisme. Det er ikke sikret ved, at der er masser af tilbud af det samme. Det er f.eks. ikke mangfoldighed, at der er masser af kommercielle TV-kanaler til rådighed, når de stort set sender det samme.

Mangfoldighed har vi, når der er mange forskellige slags tilbud. Det er derfor mangfoldigheden i Danmarks Radio er så vigtig. Mangfoldigheden i Danmarks Radio er reelt større end adskillige TV- og radiokanaler tilsammen, fordi tilbuddene er meget forskellige. Modsat mange kommercielle TV-kanaler, der har serier og talk shows, som det er svært at skelne fra hinanden.

Farlig hetz mod DR
Derfor er det en grotesk og en meget farlig hetz, der i dag drives fra højrefløjen mod Danmarks Radio og dens medarbejdere, fordi den truer mangfoldigheden og den kritiske journalistik. Den største fare for DR er, at medarbejderne begynder at udøve en form for selvcensur.

Derfor skal den journalistiske frihed understøttes, så vi har en kritisk journalistik. Det er helt afgørende, at vi har DR som alsidig, mangfoldig, kritisk m.v. Det er det ikke mindst, fordi DR er det eneste medium, der ikke er afhængig af markedskræfterne.

På tilsvarende måde er mangfoldigheden, pluralismen og friheden vigtig indenfor kulturen, i undervisningssektoren og forskningen. Alle tendenser i retning af indskrænkninger heri er dødbringende for, at vores samfund kan udvikle sig, og at den demokratiske debat kan fungere.

Uanset at det var liberalister, der i første omgang kæmpede for demokratiet, er mange liberalister i dag i alt for ringe grad optaget af en udbygning og realisering af demokratiet. Derfor er det bl.a. venstrefløjen, der skal kæmpe denne kamp. Det drejer sig om udvidelse af demokratiet på det økonomiske område. Men det drejer sig også om en forbedring af det politiske demokrati, herunder udvidelse af de ansatte ytringsfrihed, offentlighed i forvaltningen m.v.

Nærhedsprincippet
I forlængelse af ønsket om menneskelig frigørelse og størst mulig indflydelse i fællesskaber er det vigtigt, at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt, og at borgerne er med i beslutningsprocesserne. Det er selvfølgelig langt fra muligt altid. Det er nødvendigt med beslutninger på landsplan, i EU og i FN-regi. Men det er muligt i en række tilfælde at inddrage borgerne mere i beslutningsprocesserne, ligesom det er muligt at lægge mere ud til selvforvaltning. Ud fra den betragtning var det helt forkert, at regeringen sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti valgte at centralisere beslutningskompetencerne vedrørende folkeskolen.

For venstrefløjen er det vigtigt, at vi har god offentlig sektor, der er præget af solidaritet og som er velfungerende. Men det er ikke nødvendigt, at det offentlige løser alle fælles opgaver. Det civile samfund kan også være en mulighed som supplement til det offentlige, ved at borgerne i egne fællesskaber kan organisere sig på den måde, de ønsker. Det ser vi, når efterskoler og højskoler supplerer det offentlige uddannelsessystem.

Ligesom venstrefløjen langtfra er entydig, er højrefløjen det heller ikke. Nogle af dem, der har betragtet sig som tilhørende venstrefløjen, har jeg ikke haft noget til fælles med, og deres synspunkter har jeg bekæmpet. Højrefløjen er heller ikke entydig. Dansk Folkeparti repræsenterer snævertsynet, intolerance, ensretning, nationalisme, gammeldags tænkning, populisme og vulgaritet. V og K har tendenser i samme retning med mangel på frisind, udsyn, åbenhed, tolerance, gensidig respekt, m.v., og i nogle tilfælde kan det være svært at skelne mellem repræsentanter for de tre højrefløjspartier.

Men selvfølgelig er der også glædelige undtagelser blandt venstrefolk og de konservative i den forbindelse. Men de er ikke mange, eller også viser de det ikke. Men der er stadig ægte højskolevenstrefolk, og så er der Birthe Rønn Hornbech.

debat@altinget.dk