Valg åbner døre i dansk politik
Koncentrat af lederen "Eksperimentet" i Jyllands-Posten 13/4 2005.
SOCIALDEMOKRATIETS fornyelse skal nu baseres på det meget tætte opløb, som gjorde Helle Thorning-Schmidt til en populær vinder ved formandsvalget, men som også bevidner, at den største udfordring fortsat er at samle partiet. Skal det lykkes, skal hun først og fremmest magte i praksis at gøre sig til den samlende person.
Helle Thorning-Schmidt har vundet sin første kamp ved at erobre retten til formandstaburetten i det skrantende parti, men det tætte opløb medfører, at nye kampe skal føres og vindes internt i partiet, før det vil vise sig, om hun også har sejret endeligt. Ganske vist forlader modkandidaten Frank Jensen konsekvent politik efter sit nederlag og står dermed ikke i vejen for fornyelse, men der er ingen garanti for, at denne gestus alene kan hele det splittede parti.(...)
I første omgang er det bedste middel mod splittelse nok at skrotte Made in Denmark og de andre usælgelige planer fra Mogens Lykketofts tid, hvor fløjkamp kvalte alle tilløb til initiativ og fornyelse, og i stedet give det bud på en moderne politik, som partiet for længst burde have udarbejdet. Kun et sådant udspil kan få partifællerne til effektivt at tænke konstruktivt på fremtiden og glemme magtkampe og arbejderromantik, som hører fortiden til.(...)
Støtteerklæringerne vil ganske givet strømme ind til den nyvalgte formand, men hun gør klogest i at indlede arbejdet med at rydde de sidste fløjskeletter ud af den socialdemokratiske folketingsgruppes skabe og sætte et ledelseshold af personer, som hun ikke står i gæld til, og som loyalt og handlekraftigt vil støtte hende i arbejdet med også at udrydde de gamle politiske spøgelser, som er betingelsen for overlevelse.
Hendes store problem er, at hun kan risikere at blive en overgangsfigur, hvis hun ikke tilstrækkeligt hurtigt præsterer resultater, og det gør hun i begyndelsen bedst ved selv at bestemme farten og ved at sætte dagsordenen suverænt.
Repræsentanter for den kommende generation står klar med gruppefællen Mette Frederiksen i spidsen, som sagde nej til at kandidere denne gang, men som er potentielt formandsemne, hvis det går galt for den nyvalgte, og som heller ikke har forspildt nogen muligheder for at føre sig frem i det midlertidige tomrum.
Helle Thorning-Schmidt er kommet ind udefra som et friskt pust i et gammelt støvet parti, og hendes gå-på-mod og evner til at kommunikere er åbenbare. Hun er i fremtoning og stil svaret på manges forestillinger både i og uden for partiet om en moderne politiker, og hendes selvsikre kampråb om, at hun kan vælte Anders Fogh Rasmussen, har utvivlsomt afgjort formandsvalget.
Men hendes svagheder er lige så åbenbare ved, at hun totalt mangler den politiske tyngde og erfaring fra folketingspolitik, som er nødvendig for at sikre partiet indflydelse og for at blive statsminister.(...)
I givet fald er det ikke det værste, der kan ske for regeringen, da den som noget nyt kan forvente konstruktivt medspil af oppositionspartiet i stedet for gold obstruktion, som hidtil.
Det kan åbne helt nye muligheder i dansk politik.
