Uetisk "avlsprogram"

Koncentrat af lederen "Dumhedsbomben" i Berlingske, 30. september 2003

Man må sige, at forskningsfriheden fejrer triumfer, når en professor fra Aarhus Universitet i ramme alvor og embeds medfør kan foreslå et "avlsprogram" for at højne befolkningens intelligens.

Professoren vil have samfundet til selektivt at støtte, at højtbegavede får flere børn. For, som han argumenterer, hvis den slags overlades til naturen, så vil folk med lavere intelligens avle flere børn end folk med høj intelligens.(...)

Hvis nogen skulle synes, at tanken er vanvittig, kan professor Helmuth Nyborg, der står fadder til forslaget, henvise til, at det er på tide, at vi gør op med tabuet om ikke at tale om "den truende degeneration i befolkningen". Hans udgangspunkt er altså, at når noget er tabu, må det være værd at tale om. At noget kunne være ikke-omtalt af den simple grund, at det er ubrugeligt, farligt og amoralsk, har åbenbart ikke strejfet ham.

Det er præcist det, der er tilfældet med hans tanker om "menneskeforbedring". Når staten bør blande sig helt uden om borgernes forplantningsmønstre, har det særdeles gode grunde. (...)

Eksperimenter i den retning har både bygget på biologiske og sociale ideer. De første viste sig i nazismens dyrkelse af en "arisk" race og modsvarende udryddelse af "undermennesker". De sidstnævnte ideer blomstrede med kommunistiske landes "sociale ingeniørkunst" med Gulag og massedrab til følge.(...)

Hvis professoren har ret i, at de mindre intelligentes børnerigdom "fortynder" befolkningens samlede intelligens, må der være tale om en proces over tid. Ergo har vi alle, hvis vi går nogle snese generationer tilbage, været voldsomt godt begavede. Der foreligger imidlertid ingen indicier for, at f.eks. Egtved-pigen skulle have haft intelligens af Nyborg'ske dimensioner.(...)

Helmuth Nyborg har tidligere beskæftiget sig med bl.a. at påvise, at mænd er højere begavede end kvinder.

Det kan muligvis godt være reel forskning, og hvis hans påstande om den slags er solidt videnskabeligt underbyggede, er det relevante data at få frem. Men at gå ud med racehygiejniske handlingsanvisninger for at rette op på påståede "skævheder" er et ganske andet og farligt forehavende, som professoren burde holde sig fra.

I modsat fald må han vel tage skridtet fuldt ud og foreslå, at samfundet også indfører begrænsninger på, hvor mange piger der må komme til verden. Men det ville nok bringe kuk i avlsprogrammet.

Forrige artikel EU-dækning sjofles af TV-stationer Næste artikel God, men usikker nordsøaftale