TV2 skal sælges til højstbydende

Koncentrat af lederen "Kontaktannonce" i Information 18/4 2005.

Da TV 2 i oktober sidste år blev sat til salg på et muntert pressemøde med en selvsikker Brian Mikkelsen flankeret af en kæk Jens Rohde, lagde sidstnævnte ikke skjul på, at salget af Tv 2 var et ideologisk projekt. Prisen var ikke en afgørende faktor, sagde Venstre politiske ordfører. Det var snarere som at blive gift at sælge TV 2: »Man vælger sig en partner, som man vil være sammen med resten af livet.« Det gav derfor anledning til mange spekulationer i den forgange uge, da det pludseligt hed sig, at salget var aflyst – fordi de juridiske usikkerheder kunne presse prisen på TV 2 under markedspris. For det var jo ikke prisen, der var afgørende, men den rigtige brud.

(...) Netop derfor er der grund til at minde om, hvorfor det er den rigtige beslutning at sælge TV 2 – gerne til højstbydende. Det er der tre grunde til:

For det første er det er ikke statens opgave at drive kommercielt tv. Det er ikke statens opgave at sælge slankeprodukter og fremkalde fotografier fra de ferier, som også blev købt TV 2’s hjemmeside. Det er ikke statens opgave at drive segmentfjernsyn som Charlie og Zulu. Alt for ofte lyder spørgsmålet: Hvorfor skal TV 2 privatiseres? Det rigtige spørgsmål at stille er: Hvorfor skal staten drive fem tv-kanaler?

For det andet får danskerne et stærkere DR med et privatiseret TV 2. Diskussionen om public service forplumres til stadighed af statens engagement i en kommerciel – men indtil 2013 public service-forpligtet – virksomhed. DR’s nye generaldirektør Kenneth Plummer vil få større held til at løfte den store opgave, det er at definere public service begrebet i en ny medievirkelighed, hvis ikke han samtidig skal skele til de semikommercielle succeskriterier, der gælder på et statsejet TV 2.

Endeligt bør TV 2 sælges, fordi det er uklart, hvad stationen er til for i statsligt regi – og derfor uklart hvordan den skal styres. Spørgsmålene står i kø: Kan politikkerne stille krav til programmer på TV 2? Kan TV 2’s direktør gøre, som han og bestyrelsen vil og indgå alliancer med private mediehuse som Berlingske Tidende eller Politiken? Er det ønskværdigt, at staten således forlover sig med den kritiske presse? Og er staten altid den mest loyale medieejer? Det sidste spørgsmål kan besvares med et klart nej – tænk blot på sidste års polemik i DR’s bestyrelse.

Forrige artikel Staten skal ikke vælge vækstmarked Næste artikel Hykleriske forbrugere