Tipsmonopol - skjult foreningsstøtte

Koncentrat af lederen "Regeringen må presses til liberal politik" i Berlingske, 5. december 2003

Støtte til foreningslivet må gives i åbenhed, ikke fra skat på et tipsmonopol.

Enhver, der passerer gennem en gågade eller jernbanestation i Danmark, vil støde på reklamer for at satse sine penge på en eller anden slags spil, hvor chancen for at vinde er særdeles lille. Men bagmændene, der lokker danskerne til at spille for milliarder gennem massive reklamekampagner, er Folketinget og regeringen. For staten ejer 80 procent af Dansk Tipstjeneste, der samtidig er de eneste, der må drive spil i Danmark.

Siden statens selskab så massivt er sat til at udvikle spillelysten i befolkningen, må spil altså antages ikke at være samfundsskadeligt. Med en liberal regering og borgerligt folketingsflertal skulle man derfor tro, at regeringen efter sin tiltræden straks ville underkaste dette gamle monopol konkurrencevilkår for at udvikle det endnu mere. En liberal regering ville derefter hurtigt sætte det afmonopoliserede selskab til salg ud fra den opfattelse, at det ikke er en statsopgave at drive hverken lottospil, forlystelsesparker eller bowlingbaner. (...)

Men sådan er det som bekendt ikke gået. Tværtimod har regeringen sat hælene dybt i jorden for at standse ethvert tilløb til konkurrence, og privatisering er slet ikke på tale. I stedet forsøger regeringen at bagatellisere den dom, som faldt ved EF-Domstolen forleden. En dom, som ifølge Tipstjenestens og statens advokat, Kammeradvokaten, skaber tvivl om det danske spillemonopols fremtid.

Motivet til regeringens manglende lyst til at drive liberal politik skal givetvis søges i den kendsgerning, at staten henter en milliard om året i form af skat på spillelysten, mens de store partiers baglande i form af idræts- og ungdomsforeninger bliver begavet med endnu mere, nemlig 1,4 milliarder kr. (...)

Kampen for spillemonopolets bevarelse er ved at udvikle sig til en sag for Venstre, som ligner, hvad øldåse-sagen blev for tidligere miljøminister Svend Auken (S). Eller hvad den udsigtsløse kamp for lukkelovens bevarelse fortsat er for Det Konservative Folkeparti. En ren tabersag.

I stedet for at gribe udfordringen og finde ud af, hvordan staten fortsat kan regulere spillemarkedet gennem regler og afgifter og samtidig åbne for andre udbydere end et privat Dansk Tipstjeneste, er det nu overladt til EU og EF-Domstolen at presse regeringen til at føre liberal politik. (...)

Forrige artikel IT-agentur til Herning Næste artikel Hvad med lidt debat før Velfærdskommisionen