IT-agentur til Herning

Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, Ole B. Sørensen, opfordrer regeringen til at søge EUs IT-agentur placeret i Jylland, f.eks. i videnskabsminister Helge Sanders hjemby Herning. Ole B. Sørensen genopstiller ved valget 13. juni, udpeget af Venstre i Viborg og Ringkjøbing amter.

Der har længe været forhandlinger om, at få et nyt EU-agentur til Danmark. Bestræbelserne bærer måske frugt, når den endelige beslutning snarligt skal tages.

Det er positivt, at Danmark kan gøre sig gældende. Vi har i forvejen EUs Miljøagentur placeret i København. Danmark gør meget for at være i front, når det gælder IT og har rundt om i landet placeret forskellige institutioner, der beskæftiger sig med dette.

Med placering af et IT-agentur i Danmark vil det styrke ikke bare EUs indsats på feltet, men også understege Danmarks betydning.

Hidtil har det nærmest været opfattet som en naturlighed, at det evt. skal placeres i København, i Ørestaden. Det kan der være meget fornuft i. Første prioritet for Danmark må naturligvis være at få overtalt vores partnere i EU til at vælge Danmark.

Derimod er det ikke så givet, at København bør være stedet det placeres. Staten er i forvejen ikke meget for at betænke Jylland med investeringer, når det gælder statslige institutioner.

Derfor kunne det være oplagt at placere agenturet i Jylland. Eksempelvis kunne det placeres i Herning. Det er centralt, når man ser det i forhold til resten af EU. Tæt ved lufthavn og Herning er i forvejen begunstiget med Handels- og Ingeniørhøjskolen.

Dermed kunne der skabes et positivt samarbejde, der kunne være med til vidensudviklingen i området. Jeg vil derfor opfordre regeringen til at overveje om ikke Herning kunne komme på tale, og tage det aspekt med i overvejelserne.

Forrige artikel EU-politikernes vilkår skal efterses Næste artikel Tipsmonopol - skjult foreningsstøtte