Tillykke, hr. Møller

Koncentrat af lederen "Tillykke, hr. Møller - et levende vidnesbyrd" i Berlingske 13. juli 2003 i anledning af Mærsk Mc-Kinney Møllers 90 års fødselsdag.

Der er mange grunde til at glæde sig med Mærsk McKinney-Møller, når han i dag runder sin 90 års fødselsdag - udover den indlysende, at det er en gave at nå en høj alder og fortsat kunne leve et virksomt liv.

Vi lever i en tid, hvor vort åndsliv har svært ved at rumme både behovet for internationalt udsyn og kærligheden til fædrelandet. Den politiske og kulturelle afstand mellem tilhængere og modstandere af globaliseringen, mellem tilhængere og modstandere af danskheden synes stor i disse år.

Dagens fødselar er et udtryk for, at den modsætning er en misforståelse. Naturligvis er det muligt at leve et liv, der rækker ud i verden - med et erklæret nationalt udgangspunkt. Sit fædreland skylder man som bekendt alt - også selv om man i sit arbejdsliv tænker og handler globalt. At hr. Møller har vist os, at disse to livsopfattelser udmærket kan trives i forening, er den præstation, der kalder på den største lykønskning i dag. (...)

I de 90 år, der er gået, har hr. Møller set dem komme og gå. Det gælder ikke kun de økonomiske konkurrenter, det gælder også de politiske ideologier. Nazismen og kommunismen trivedes og døde undervejs, og det er glædeligt, at Mærsk McKinney-Møller i sin livsaften er et levende vidnesbyrd; at kapitalismen viste sig at være dens modstandere overlegen - og at kapitalismen i det lange løb giver sin belønning til ham, der er både dygtig og hæderlig.

Forholdet mellem dagens fødselar og dagspressen har aldrig været hjerteligt og bliver det næppe. I et lille land kan en virksomhed af A.P. Møllers størrelse være vanskelig for politikere, embedsmænd eller erhvervsledere at forholde sig kritisk til. Men enhver magtfuld institution behøver et modspil, også når det måtte være ubekvemt - et modspil fra en instans, der er uden bagtanker, men også uden frygt. Det er dagspressens opgave. Ytringsfriheden og kapitalismen går hånd i hånd, og det er et vilkår, som alle må leve med.

Tillykke med fødselsdagen, hr. Møller.

Forrige artikel Hr. Møllers politiske selvransagelse Næste artikel Minoritetspartiet skoser Meldgaard