Minoritetspartiet skoser Meldgaard
Minoritetspartiet går i rette med Socialdemokraternes udlændingepolitik. Partiet fører samme politik som højrefløjen.
Dette er Meldgaard dog udmærket klar over (se Politiken 26. maj), og hun mener endog med slet skjult stolthed, at regeringens tiltag blot er naturlige konsekvenser af den politik, Thorkild Simonsen og Karen Jespersen (tidligre S-indenrigsministre, red.) satte på sporet.
På denne baggrund kan det endeligt slås fast, at de etniske minoriteter ingen hjælp skal forvente fra det gamle arbejderparti, som tilsyneladende har smidt visionerne over bord til fordel for en kortsigtet opportunisme med fokus på meningsmålinger snarere end menneskelige hensyn.
Dette skyldes uden tvivl, at danmarkshistoriens mest indflydelsesrige parti udelukkende forstår sig selv som et aktivt regerende parti, hvorfor det per definition må bevæge sig derhen, hvor magten kan erobres.
Socialdemokratiet kan således ikke optræde som et visionært oppositionsparti, der står fast på et stabilt politisk fundament, ganske simpelt fordi det i sin selvforståelse styrer, kontrollerer og i bedste fald går i ét med staten.
Partiet er derfor stærkt disponeret for den farlige form for opportunisme, der opstår, når det vigtigste ikke er indholdet af den politik, der føres, men i stedet at magten, koste hvad det vil, er på egne hænder.
S på slagmarken
I dag foregår kampen om regeringsmagten hovedsageligt på højrefløjen, og Socialdemokratiet har derfor meldt sin ankomst på slagmarken med sin nye tilpassede erobringsplan på indvandrerområdet.
Meldgaards forsvar af Socialdemokratiets udspil er desuden et glimrende eksempel på den sprængfarlige cocktail af stadig større åbenhed over for diskriminerende tiltag kombineret med en stålsat tro på moderpartiets humanistiske storhed, som er blevet Socialdemokratiets varemærke op gennem 90´erne.
Ifølge Meldgaards forsvar er det eksempelvis god humanistisk politik at behandle folk forskelligt, fordi de er forskellige, hvilket jo umiddelbart lyder som et sundt og respektfuldt udgangspunkt. Men inden for den socialdemokratiske logik tjener denne erkendelse paradoksalt nok til en legitimering af diskriminationen af en trængt samfundsgruppe.
Meldgaards tankerække synes at glide fra "alle er forskellige" til "derfor skal de ikke behandles på samme måde" til "derfor må man godt behandle nogen uanstændigt". Sådan bliver forskellighed altså uden større besvær til ren og skær forskelsbehandling.
Man må dog nødvendigvis spørge sig selv, om ovenstående er et eksempel på en særlig ny logik, som er blevet søsat i socialdemokratiske kredse, eller om det blot er udtryk for, at intet er så omsiggribende, at det ikke kan komme til at lyde helt hyggeligt i munden på en socialdemokrat?
Beskeden kritik af regeringen
Kritikken af regeringens politik på udlændingeområdet er da heller ikke så voldsom, at det gør noget. Dette eksemplificeres tydeligt, når Socialdemokratiet i det nye udspil overhovedet ikke ønsker at ændre på den række af stramninger - herunder den opsigtsvækkende 24-årsregel - som regeringen har gennemført efter dens tiltrædelse.
Udspillet påpeger dog fem områder i udlændingeloven, som er radikaliseret for meget, men oftest uden at der påpeges reelle alternativer. Nuanceringerne fremstår således mest af alt som kosmetisk funderede forsøg på at bevare en rest af kritisk fernis.
I udspillet hedder det således: "De grundlæggende ændringer i udlændingeloven vil vi ikke lave om. Men vi vil selvfølgelig være optaget af, at reglerne ikke virker mod hensigten. Det går vi også ud fra, at regeringen er."
S-imødekommelse
Over de sidste uger har Socialdemokratiet dog forsøgt at imødekomme den generelle kritik af familiesammenføringsreglernes groteske konsekvenser for bl.a. udlandsdanskere. Partiets forsøg på at stable et alternativ på benene er dog umiddelbart ikke mindre diskriminerende end den gældende lov. Snarere tværtimod.
Socialdemokratiet mener således, at det såkaldte tilknytningskrav, der slår fast, at en familie skal have størst tilknytning til Danmark for at kunne få opholdstilladelse i landet, rammer skævt. Det vil sige, at det ikke kun rammer de arrangerede ægteskaber, som det var tiltænkt, men også "pæredanske" forhold med base i udlandet.
Sidstnævnte problem kan ifølge Meldgaard dog sagtens afhjælpes og tilmed uden at diskriminere udenlandske par: "Vi tror på at tilknytningskravet kan omformuleres, uden at det betyder, at der kommer mange flere almindelige familiesammenføringer. Også uden at vi af den grund diskriminerer udlændinge. Hvis det er tilfældet, må der altså ikke gå politik og stædighed i det her fra Bertel Haarders side. Det kan han ikke være bekendt overfor de danskere, som gerne vil hjem".
Opfordringen fra Meldgaard til Haarder er så klar, som den er umulig: Du skal finde en måde at diskriminere udlændinge på, uden at det ligner diskrimination. Med den kreative trio Meldgaard, Haarder og Kjærsgaard kan man godt frygte, at det nok skal komme til at lykkes. Dette ændrer dog ikke ved, at det er principielt umuligt ved hjælp af lovgivningen at fravælge visse grupper af menneskers rettigheder ifht. andres, uden at man forskelsbehandler.
Det er tydeligt, at det ikke er indvandringens størrelse, der er problemet, men snarere en helt specifik befolkningsgruppe - primært etniske minoriteter med muslimsk baggrund - som man forsøger at ekskludere fra det danske samfund. Hermed er der åbnet for en tydelig diskriminationslinje i Socialdemokratiets politik, fordi det ikke handler om "objektive kriterier" - som ellers synes at være blevet Meldgaards nye yndlingsbegreb i forsøget på at camouflere den uomtvistelige forskelsbehandling - men om ren og skær sortering på baggrund af religion og kultur.
Meldgaards forsøg på at lempe på tilknytningskravet fungerer således slet ikke som en kritik af regeringen, men snarere som det ultimative knæfald for den etnocentrisme, som også styrer regeringen og dens parlamentariske grundlag.
Samme udlændingepolitik som højrefløjen
Dermed fører Socialdemokratiet faktisk den samme udlændingepolitik som højrefløjen, uden at dette dog ændrer på partiets selvopfattelse som et mere humant alternativ til den siddende regering og dens parlamentariske grundlag. Reelt er der dog ikke tale om alternativer, men om to sider af den samme triste sag. Det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre den ene dag at definere sig op imod højrefløjens umenneskelighed for den næste at indoptage dens politik, uden at dette giver seriøse ridser i lakken.
Socialdemokratiet har dog ingen problemer med de store forkromede beskrivelser af de danske og dermed socialdemokratiske værdier, der defineres som "den grundlæggende tro på demokrati, på den enkeltes personlige frihed, på ligestilling og de grundlæggende menneskerettigheder". Ordene er der tydeligvis intet i vejen med. Det er snarere handlinger, der er loyale over for disse principper, det kniber med.
