Thorning-Schmidt på stor opgave

Koncentrat af lederen "Opgaven - Det sværeste venter forude for Helle Thorning-Schmidt" i Politiken 13/4 2005.

UNDERVEJS HAR der været frustrationer, både over kandidaterne, den tamme valgkamp og en tidligere formands hårde udfald. Men da resultatet forelå, viste demokratiet alligevel sin særlige magi: Den nye formand har fået et mandat, og i et glimt kunne man tro på, at der er åbnet en vej ud af den krise, der har ramt Socialdemokraterne efter to store valgnederlag i træk. Den enestående og uprøvede proces gav et enestående og uprøvet resultat. Et yngre, nyvalgt folketingsmedlem uden større hverken organisatorisk eller politisk erfaring har fået betroet et stort gammelt parti, der på lange træk af det sidste århundrede har været den bærende kraft i vores samfund og stat. (...)

OG HVAD så nu? Den nye formand skal sætte et hold.

Her sagde Helle Thorning-Schmidt det helt rigtige, da hun slog fast, at kvalifikationerne er det afgørende. Der står ikke så mange talenter i kø i den socialdemokratiske gruppe, at den nye formand kan undvære nogen.

(...) En Pia Gjellerup, der har været både finansminister og gruppeformand falder i øjnene på trods af - eller netop fordi - hun pegede på Frank Jensen. Det samme gør partiets unge stortalent, Mette Frederiksen, men også en Christine Antorini og andre.

Som eksemplerne viser, kan kvinderne komme til at stå meget stærkt i den nye partiledelse, og som eksemplerne også viser, vil det være så meget desto stærkere et signal, fordi de pågældende ikke er valgt af mænd for at sende signaler, men rent faktisk udgør partiets indlysende leder-spydspids.(...)

Hvad store overraskende projekter og ideer angår, gør det ikke noget at vente lidt. Et folketingsvalg venter først flere år fremme, og Socialdemokratiet skal reorganiseres og moderniseres, før den opgave kan løftes. Helle Thorning-Schmidt har fået en stor, ja overvældende opgave. Men hun virker ikke skræmt. Måske var den ukendte også den rigtige.

Forrige artikel S bør vælge fornyelse Næste artikel Leder af S var den lette del