S bør vælge fornyelse
Koncentrat af lederen "Skæbnetimen" i Jyllands-Posten 12/4 2005.
URAFSTEMNINGEN OM valg af ny partiformand i Socialdemokratiet sluttede i går kl. 12, og skæbnetimen oprinder, når spændingen om resultatet i dag udløses efter en måneds valgdueller mellem kandidaterne Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen.
Utålmodigheden er efterhånden stor både i og uden for partiet. Ingen har nemlig kunnet forudsige udfaldet, fordi afgørelsen blev lagt i hænderne på de 53.000 socialdemokratiske partimedlemmer. De stemmer ikke nødvendigvis lige som vælgerne, og om flertallet udgøres af partisoldater med hang til fastholdelse af de gamle dyder, eller om det består af medlemmer, der indser den tiltrængte fornyelse af partiet, kan blive afgørende for dets fremtid. (...)
Naturligvis er det i høj grad også den valgte persons evne og styrke til at sikre sig loyal opbakning fra hele folketingsgruppen eller store dele af den, der er afgørende, men et meget tæt opløb i afstemningen rummer alligevel de værst tænkelige perspektiver for partiet, da det ikke rummer et afgørende argument for de enkelte til at underkaste sig et nyt lederskab. Situationen kan i givet fald bekræfte mange i, at der ingen grund er til at svigte egne holdninger. Om end den ikke direkte giver partiet dødsstødet, kan det risikere fortsat ørkenvandring og nye nederlag i tilfælde af et uklart resultat.
At fløjkrigen er fulgt med i valgkampen på forskellig vis dokumenterer, hvor dybt den stikker i folketingsgruppen, selv om meldingen om at standse den var klar nok fra kongressen.
Derfor undrer det, at det store nederlag ved folketingsvalget ikke én gang for alle har fået de slagne til at indse, at fornyelse af partiets politik må være den eneste forudsætning for at vende nederlag til bare en stabilisering, der kan give håb om ny fremgang.
Under alle omstændigheder ligger nye sejre i givet fald nok et godt stykke ude i fremtiden, mens risikoen for nye nederlag og dødskamp på længere sigt er mest overhængende, hvis fornyelsen skal ske til venstre for midten med klassekampromantik som drivmiddel.
Dette scenario er under alle omstændigheder mest bekvemt for regeringen, da det formentlig også efterhånden kan åbne for andre samarbejdsmuligheder. Man må formode, at Det Radikale Venstre i sin higen efter indflydelse vil søge mod den borgerlige lejr - evt. først efter et ledelsesmæssigt generationsskifte.
For Socialdemokratiet er et andet skrækscenario, at den nye leder står for den nødvendige fornyelse, men ikke har tilstrækkelig gennemslagskraft til at løse opgaven. Det er ikke nødvendigvis en ønskesituation for regeringen, selv om den ikke frygter alvorlig konkurrence. Men statsministeren har brug for en konstruktiv opposition, så han kan få politisk bredde i vigtige reformer, og en resultatsøgende leder af Socialdemokratiet kan i almindelighed give regeringen flere muligheder at satse på i det politiske spil.(...)
">Se også www.ft.dk
