Da Knud Heinesen i 1979 gik af som finansminister, gav han udtryk for, at ”Danmark var på vej mod afgrunden – på første klasse”, fordi der ikke var vilje til at gennemføre de nødvendige indgreb i økonomien.
Og godt et år efter jordskredsvalget i 1973, udtalte den konservative Erik Haunstrup Clemmensen i en debat i Folketinget, ”hvis dette folketing fortsætter på samme måde, som vi har set det i størstedelen af den ét års periode, der nu er gået til ende, er jeg overbevist om, at folkestyret i det nuværende form simpelthen ikke overlever udgangen af dette tiår”.
Tilsvarende kriseoplevelser hører man ikke i dag, hverken i Folketinget eller i den offentlige debat.
Alligevel blev der i den beretning, der i 1997 iværksatte den danske magtudredning, udtrykt en betydelig bekymring for de senere års udvikling i form af globalisering, individualisering og decentralisering, der, som det siges, ”opleves som et reelt tab af demokratisk indflydelse og dermed en reduktion af tiltroen til de demokratiske beslutningsprocessers styrke og relevans”.
Hovedresultaterne
Denne bekymring for folkestyrets fremtid er igen blevet formuleret i forlængelsen af mordet på Anna Lindh i Sverige, hvor der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor grundfæstet demokratiet egentlig er – også i Danmark.
Det er på denne baggrund, at Magtudredningen blev sat i værk og afslutter sit arbejde.
Og det er på denne baggrund, at jeg nu vil opregne de vigtigste hovedresultater fra Magtudredningens arbejde, sådan som de formuleres i den hovedrapport, der er offentliggjort i dag.
I bogen har vi derfor også fokuseret på, hvordan udviklingen har været over de seneste 30-50 år.
Hovedkonklusion: den alt i alt positive udvikling
På trods af globalisering, individualisering og forandringer i de politiske institutioner er bogens hovedkonklusion, at udviklingen over de seneste 30 år har været overraskende positiv. Det danske folkestyre er grundlæggende sundt og med en betydelig styringskapacitet.
Dette indebærer dog ikke, at udviklingen er uden bekymrende træk, eller at al ting er godt nok.
Vi kan starte med at se på den positive udvikling.
Vi har fået en stærkere, mere engageret og handlekraftig befolkning med mindre afstand til magten end tidligere.
Det er en befolkning med en fortsat høj politisk interesse og en meget ringe politisk apati.
En betydelig politisk deltagelse og omfattende aktiviteter med henblik på at påvirke rammerne for deres egen tilværelse.
En stigende tilfredshed med demokratiet og tillid til myndighederne.
En ikke ringe tro på egne evner og til at kunne gøre en forskel.
Robuste politiske institutioner, der har været i stand til at tilpasse sig nye vilkår:
Et Folketing, der er styrket i forhold til regering og administration.
Politiske partier, hvis medlemstal er reduceret, men som har fundet en ny balance med færre medlemmer.
En offentlig sektor, der har været i stand til at tilpasse sig borgere og brugere, som er mere individualiserede.
En velfærdsstat, der har været i stand til at opretholde en uforandret meget stor grad af økonomisk lighed, på trods af globaliseringen og informationssamfundet.
De bekymrende træk:
At udviklingen overordnet set har været positiv, betyder ikke, at alting har bevæget sig i den rigtige retning eller at al ting er godt nok.
Det demokratiske underskud, der er fulgt med overførelsen af kompetencer til EU:
I modsætning til, hvad der ofte hævdes, at danskerne gode europæere med en stigende europæisk identitet.
Men tilliden til, at man kan gennemskue problemerne i EUog øve indflydelse på dem, er lav.
Tilliden til EU’s institutioner er lav sammenlignet med tilliden til de danske nationale og lokale institutioner.
Der er sket en betydelig demokratisering af EU’s institutioner, men der er ringe offentlighed og manglende politisk deltagelse.
Deltagelsen i valgene til Europa-Parlamentet er lav, sammenlignet med andre valg.<
En stor og over tid stigende del af Folketingets lovgivning stammer fra EU. Men Folketinget har vanskeligt ved at matche regeringen i formuleringen af den danske EU-politik.
Nye og gamle sociale skel i befolkningen, der også manifesterer sig i politisk ulighed:
Svækkelsen af de gamle klassebevægelser, der er i gang med at skabe politisk ulighed mellem højtuddannede og lavtuddannede.
Den glemte kønsulighed, specielt hvad angår de magtfulde positioner i det danske samfund.
Den sociale marginalisering, der også fører til politisk marginalisering.
Tendensen til et sammenfald mellem etniske og økonomiske skel, og den stigende oplevelse af et skel mellem ”dem” og ”os”.
Ændringen af de politiske processer:
Medialiseringen af politik: politik på massemediernes betingelser.
Retliggørelse af politikken: politik erstattes af jura; domstolene spiller en stigende rolle.
Den fortsat ringe grad af offentlighed i forvaltningen og den aftagende offentlighed omkring centrale politiske beslutninger.
Det hurtige beslutningstempo: politikernes behov for at være synlige og vise evne til at løse problemer, anvendelse af princippet om ”trial and error”.
Politik gør en forskel:
En stor del af udviklingen er – på godt og ondt – et resultat af politiske valg: Det kunne være gået anderledes, og det kan fortsat udvikle sig i en anden retning.
Det er ikke omgivelserne, der sætter afgørende begrænsninger for vore valgmuligheder, men politiske beslutninger kan ændre kursen.
debat@altinget.dk
