Regeringens usympatiske trumfkort

Koncebtrat af lederen "Grim taktik - Man merkt die Absicht..." i Politiken, den 18. februar 2004.

Det er ikke hverdagskost, at en minister på det nærmeste frabeder sig støtte fra det største oppositionsparti. Ikke mindst på vanskelige områder er det jo af stor værdi for en minister at vide, at kursen er langtidsholdbar.(...)

Ikke desto mindre kunne man i går opleve, at integrationsminister Bertel Haarder på forsiden af Jyllands-Posten insisterede på, at Socialdemokratiet er frit stillet til at foreslå mere liberale familiesammenføringsregler end dem, partiet i sommer indgik forlig med regeringen om.

Hvis man forestiller sig den modsatte situation - at Socialdemokraterne havde bebudet, at de fortrød deres accept af regeringens strammerkurs og de udfald fra Haarder og co., det ville have udløst - indser man måske allerbedst, hvor kuriøs situationen er.(...)

Baggrunden er den politiske panik, der har grebet regeringen, efter at meningsmålingerne er blevet dårlige. I mangel af nye ideer og vilje til at gøre dem til praktisk politik, er regeringen begyndt at optræde som opposition - til en kommende SR-regering!

Spindoktor Haarders plan går ud på insisterende at henlede opmærksomheden på den uenighed mellem S og R om familiesammenføringsreglerne, som alle kender. Uenigheden får først betydning efter en valgsejr for S og R, og idéen er at mobilisere indvandringsbekymrede vælgere.(...)

Gid det var så vel. Den politiske realitet er imidlertid, at et massivt folketingsflertal - fra Dansk Folkeparti over V og K til og med Socialdemokraterne - står bag strammerkursen. De radikales mulighed for at presse S til et opgør med den forudsætter derfor parlamentarisk set, at hele den nuværende regeringsfløj ville lægge deres stemmer bag et sådant radikalt krav.(...)

Det er på alle måder sørgeligt, hvis regeringen mener, at dens bedste eller måske ligefrem eneste chance for at vinde næste valg er at fastholde udlændingepolitikken - eller rettere sagt grænsekontrollen - som det centrale, ja, snart sagt det eneste emne i dansk politik. Bertel Haarders seneste påfund tyder desværre på, at regeringen klynger sig til sit ene, usympatiske trumfkort. Man mærker hensigten ... og bliver forstemt.

Forrige artikel DF svigter de gældsramte Næste artikel Dit barn er mere værd end en tusse