Prostitution er absurd

Prostitution er absurd, og samfundet skal hjælpe kvinder ud af prostitution, skriver Lotte Bundsgaard (S).

Som socialdemokrat kan jeg ikke acceptere prostitution i samfundet. Ej heller kan jeg acceptere prostitution som menneske, kvinde eller mor. Det kan ganske enkelt absurd, at mennesker via prostitution køber andre mennesker til at tilfredsstille dem seksuelt.

Kristendemokraterne har fremsat et beslutningsforslag om en forbedret social og helhedsorienteret indsats over for prostitution. Beslutningsforslaget giver et rigtig godt bud på, hvordan vi kan hjælpe de prostituerede med at kunne vælge et liv uden prostitution. Derfor stemmer Socialdemokraterne ja til beslutningsforslaget.

Misfoster
Prostitution er et misfoster i vores samfund. Vi mener, at det er et misbrug af mennesker der finder sted. Et misbrug af mennesker der ofte også har været udsat for misbrug i deres barndom og ungdom. Og det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at forhindre.

Vi skal bruge alle de instrumenter der findes, for at give de prostituerede en reel mulighed for at forlade prostitutionen. En reel mulighed for at vælge et bedre liv.

Vi støtter, at der etableres et socialt og sundhedsmæssigt opsøgende arbejde over for danske prostituerede på massageklinikker, med det klare formål, at få kvinderne ud af prostitution.

Vi støtter, at der gives tilbud om frit lejde i forhold til socialt bedrageri, hvis den prostituerede deltager i en handlingsplan, der har til formål at få hende eller ham ud af prostitution.

Vi støtter, at der igangsættes forsøgsprojekter, der udvikler metoder, som retter sig imod escort og prostitution der formidles via internettet.

Vi støtter, at der oprettes anonym rådgivning til prostitutionskunder.

Og sidst mener vi, at det er afgørende, at prostitution introduceres som et tema på sociale uddannelser. Især mener vi, at det er afgørende, at vores sociale medarbejdere lærer at blive mere opmærksomme på den prostitution der foretages af børn og unge.

Forrige artikel Behov for mere end lappeløsninger Næste artikel Retssag nødvendig mod medlemslandene