Behov for mere end lappeløsninger

Koncentrat af lederen "Lappeløsning" i Politiken, 23. januar 2004

Alle gode initiativer, der kan få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet, bør modtages med kyshånd.

Ligegyldigt hvor meget feje politikere og økonomer forsøger at nedtone problemerne ved den voksende ældrebyrde, så får Danmark i løbet af få år brug for mange flere hænder på arbejdsmarkedet. (...)

Set i det lys kunne man fristes til at rose VK-regeringen for forslaget om at præmiere de danskere, der tager nogle ekstra år på arbejdsmarkedet. Men desværre er forslaget en dårlig investering, fordi man blot ender med at betale de folk, der alligevel ville blive længere på jobbet. Det viser den rapport om emnet, som fire ministerier udgav sidste år.(...)

Forslaget er mest af alt et trist forsøg på at aflede opmærksomheden fra den kendsgerning, at oprettelsen af Velfærdskommissionen helt har bremset mulighederne for at lappe på pensionssystemet. Et system, der skriger på at blive reformeret efter den skandaløse efterlønsreform i 1998.(...)

Og problemet er ikke kun de milliardstore offentlige udgifter, der er forbundet med efterlønnen og den tidligere pensionering. Problemet er også, at de unødvendigt lave aldersgrænser giver arbejdsgiverne et alibi for at gå uden om det grå guld.

Hvis arbejdsgivernes indstilling skal ændres, er der brug for udspil af en karakter, som man ikke kan forvente på denne side af et folketingsvalg.(...)

Politikerne bør allerede nu begynde at forberede befolkningen på, at det bliver nødvendigt at hæve pensionsalderen og gøre efterlønsalderen afhængig af behov. Det er på tide at stoppe den overbudspolitik, som S-formand Mogens Lykketoft (S) lagde grunden til med sin totalfredning af efterlønnen. Og som både regeringen og Dansk Folkeparti alt for velvilligt er hoppet med på.

Forrige artikel Sig undskyld og kom videre Næste artikel Prostitution er absurd