Politiet dybt hul for finanskroner

Koncentrat af lederen "Poli-en, poli-to, politi" i Berlingske, 11. november 2003 om hvorfor politiets ineffektivitet belønnes med flere penge på finansloven.

I aftalen om næste års finanslov har regeringen og Dansk Folkeparti afsat godt en halv mia. kr. til politiet, som dermed fik fuld valuta for pengene, da betjentene indrykkede helsides dagbladsannoncer for at klage deres sag under finanslovsforhandlingerne.

Man kan ikke være uenig i, at der er behov for mere politi på gaderne, og som mindstemål bør politifolkene have mulighed for at kommunikere elektronisk politikredsene imellem. Opklaringsprocenten på indbrud i private hjem trænger også til et løft, om end man kan tvivle på, om 720 ekstra betjente er det bedste redskab.

Det egentlige problem med ekstrabevillingen er dog, at politiet i forvejen er så ineffektivt, at man nemt kan frygte, at pengene er givet dårligt ud.(...)

Sidst etatens evner til at forvalte bevillingerne blev set efter i sømmene, var det skræmmende læsning. Finansministeriet fandt i 1999 ud af, at der beregningsmæssigt var et "produktivitetspotentiale" i politiet på 20 til 25 pct.(...)

Sagt ligeud spildte politiet dengang mindst ti procent af deres bevillinger, fordi de ikke løste deres opgaver effektivt nok. Er det blevet bedre siden da? Næppe.

Effektivisering af den offentlige sektor er en hovedmålsætning for regeringen, og derfor er det bekymrende, at politiet nu tilsyneladende belønnes for sin ineffektivitet med en pose penge.(...)

Forrige artikel VK kæler for DF Næste artikel V ønsker styrket retssamarbejde i EU