På banen med velfærdsdebat
Koncentrat af lederen "Velfærd til debat" i Jyllands-Posten 18. november 2003
Forståeligt nok fremkaldte det omgående modspørgsmålet, om regeringen da ikke netop bekæmpede smagsdommeriet? (...)
Det burde være selvfølgeligt, men alligevel: Politikerne har en vigtig rolle som igangsættere af debat. Den svigter de efter behov. Magtudredningen er et godt eksempel, og den handler tilfældigvis også om politikernes problem med kaotisk lovgivning.
Velfærdskommissionen bliver forhåbentlig ikke en syltekrukke, men hvis regeringen i den aktuelle situation har tænkt sig at misbruge den som god undskyldning for at lægge diskussionen om alvorlige skævheder og store problemer død i det par år, kulegravningsarbejdet foregår, er det uforsvarligt.(...)
Når man kender fremtidens behov med de store pensionistårgange, må man allerede nu tage fat på den nødvendige velfærdsdebat om ændret prioritering af statens udgifter, hvori de store overførselsudgifter er centrale.
Anders Fogh Rasmussen har fastslået, at reformer er udskudt til efter valget, og at Socialdemokratiet skal have vetoret omkring velfærdsreformer. Det er i god demokratisk ånd, at vigtige reformer skal gennemføres med et bredt flertal - helst i hvert fald.
Efter de seneste dages begivenheder omkring finanslovsforliget og en deraf følgende ny tilnærmelse mellem S og R, som har obstruktionspolitik på programmet, virker det alt andet lige urealistisk at opnå så ideelle tilstande inden for et fremtidsperspektiv på adskillige år.
Denne situation gør det endnu mere nødvendigt at få vælgerne med i debatten om fremtiden, og her er statsministeren også nødt til at forholde sig til Venstres tilbagegang i flere meningsmålinger, selv om vi håber, at den kun er forbigående.
Ikke fordi SR vil tone frem som regeringsduelig konkurrent, da både Mogens Lykketofts udlændingepolitik og økonomiske politik vil stå stærkt i vejen ifølge stærke signaler udsendt fra det radikale landsmøde for nylig. Men bl.a. fordi der allerede er behov for at oprette skævheder i det bestående velfærdssystem.
Kan reformer ikke gennemføres, må ambitionerne række til at få rettet op på de alvorligste problemer. Her tænker vi ikke blot på det dagpengesnyd, som regeringens finanslovsretræte efterlod, men man kan anstændigvis heller ikke lade de svage grupper og ældre i stikken i det omfang, de nuværende prioriteringer ikke holder.(...)
