Overenskomstens klare signal

Koncentrat af lederen "Forbrugeroplysning til Folketinget" i Politiken, 3. januar 2004.

Industriens nye overenskomst indeholder en sand nyskabelse, nemlig aftalens indbyggede strejketrussel mod Folketinget.

Den betyder, at dele af overenskomsten falder bort og skal genforhandles, såfremt Folketinget enten forringer adgangen til at få dagpenge - hvilket vil koste lønmodtagerne noget - eller såfremt Folketinget lovgiver om en central barselsfond, hvilket vil koste virksomhederne noget.

Denne sindrige konstruktion har den betydning, at Folketinget vil tøve med lovinitiativer på disse områder, når konsekvensen af lovgivningen altså kan blive, at en betydelig del af dansk industriproduktion derved kan stå uden overenskomst med tilhørende konfliktrisiko.

Parterne benægter naturligvis, at der er tale om en trussel. De kalder blot denne konstruktion for en »forbrugeroplysning« til Folketinget. Men i så fald er der tale om samme type forbrugeroplysning, som når en politimand venligt, men med hævet stav anmoder en lovbryder om at følge med på stationen.(...)

Det er ganske fornuftigt at tage højde for, at grundlaget for overenskomsten kan ændre sig. Med årtiers erfaring for, at Folketinget i løbet af overenskomstperioder faktisk påvirker den økonomiske balance mellem arbejdsmarkedets parter, er denne aftale forståelig. Den genopretter lidt af magtbalancen mellem arbejdsmarked og Folketing.(...)

Interessen for industriens hævede politistav hænger naturligvis sammen med behovet for at gøre noget ved netop de to områder: adgangen til dagpenge og sikring af fuld løn under barselsfravær.(...)

Det vil være bedst, om det øvrige arbejdsmarked kan løse deres egne problemer inden for egne overenskomster. Men ender det med en central ordning, hvor alle virksomheder skal betale, må den afvente den næste overenskomstperiode, så udgifterne kan indgå i regnestykkerne. Det er den egentlige besked fra industrien, og det er faktisk fair nok.

Forrige artikel Upersonlig hjemmehjælp Næste artikel Gymnasiekvoter nedskydes