Oppositionen duer til noget

Koncentrat af lederen "En duelig opposition" i Erhvervsbladet 20/4 2005.

Den nye socialdemokratiske partiledelse er kommet godt fra start. Reformlinjen lægger et velkomment pres på VK-regeringen.

Den nye socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt, har ønsket at give Socialdemokraterne en ny begyndelse. Efter en uge i formandsstolen kan man konstatere, at den nye forkvinde i hvert fald selv har fået en stærk start.

Dels er det lykkedes Thorning-Schmidt at få udnævnt nye nøglerådgivere og nye ordførere, der signalerer fornyelse, uden for alvor at lægge sig ud med de gamle fløje i partiet.

Dels har hun med sin reformvilje formået at erobre den politiske dagsorden, som Fogh-regeringen ellers dygtigt har sat sig på i snart fire år. Nu får vi pludselig den helt nødvendige efterløns-debat, som statsministeren med held har lagt død.

Det er i sig selv befriende. Den indledende medvind vil sandsynligvis give sig udslag i meningsmålingerne i de kommende tid. Med hvedebrødsdagene varer næppe længe.(...)

Allerede til efteråret skal hun være klar med en fornyelse af hele den socialdemokratiske politik, når partiet holder kongres. Det er ikke lang tid i et parti, der reelt ikke har udviklet sin politik i Mogens Lykketofts formandsperiode.

De nye toner hos Socialdemokraterne lægger et særdeles velkomment pres på VK-regeringen. Regeringens ministre kan ikke blot svare," ved ikke" og "vent og se", når der kommer udspil fra Socialdemokraterne. Samtidig bliver det sværere konstant at lave forlig med Dansk Folkeparti, der på mange områder tænker som Socialdemokraterne gjorde før Thorning-Schmidt.

Med formandsskiftet hos Socialdemokraterne har vi i Danmark fået en opposition, der duer til noget. Det lover godt - ikke blot for oppositionen, men også for Danmark.

Forrige artikel Absurd at tvinge friskoler Næste artikel Inddrag S i sikkerhedspolitik