Nu skal den politiske vilje testes

Koncentrat af lederen "Politisk udfordring" i Jyllands-Posten 25/4 2005.

REGERINGEN HAR inviteret til bredt samarbejde over midten den ene gang efter den anden, men selv om responsen har været beskeden fra den tidligere socialdemokratiske ledelse, forpligter det regeringen i forhold til den nye med Helle Thorning-Schmidt i spidsen.

(...)En høflighedsvisit i Statsministeriet hos Anders Fogh Rasmussen har tilsyneladende bidraget i betragtning af, at der både blev udtrykt sympati og optimisme efter mødet. Efter dette forsigtige tilløb er tiden så inde til at tage alvorligt fat med henblik på at få afprøvet de egentlige politiske samarbejdsmuligheder.

(...)Således er der allerede signaleret vilje til at drøfte efterløn og integration, men da en bred debat om efterlønnen desværre nok må afvente velfærdskommissionens rapport, og Socialdemokratiets integrationsplan i første omgang kun har karakter af hensigtserklæringer, bliver udmøntningen af kommunalreformens mange lovforslag nok den første prøve på, om den nybagte partiformand magter forhandlingens kunst.

Lige så interessant bliver det at erfare, hvor meget regeringen i praksis værdsætter en bred politisk støtte. Selve rammerne for forliget med Dansk Folkeparti bør ikke ændres væsentligt, og regeringen risikerer at miste troværdighed, hvis den svækker indholdet kvalitativt.

Socialdemokratiet kan imidlertid spille på den utilfredshed, som indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lidet forudseende skabte, da han gjorde sig til kommunernes formynder op til årsmødet i Kommunernes Landsforening og dermed også antastede det beskedne kommunale selvstyre, der er tilbage.

(...) Nu kan Lars Løkke Rasmussen risikere en boomerangeffekt i form af manglende kommunal opbakning under den videre lovgivning, og kender Socialdemokratiet sin besøgelsestid, kan det slå en breche i det skrøbelige tillidsforhold parterne imellem.

Lars Løkke Rasmussen forsynede fra begyndelsen reformen med overskifter om én indgang til det offentlige og øget decentralisering, ligesom frivillighedsprincippet blev bærende netop af hensyn til det kommunale selvstyre, og det forpligter. Hans fremturen - først over for Værløse Kommune med sit urimelige krav om sammenlægning med den meget lidt attraktive Farum Kommune og derefter over for kommunerne som helhed - er beklagelig, når man ellers har al mulig grund til at forvente liberale løsninger fra hans side.

Det upopulære tvangsægteskab fik Socialdemokratiets støtte, da der blev indgået forlig om det kommunale landkort, men det var sikkert ikke gennemført, hvis en socialdemokratisk kommune havde været offer.

Helle Thorning-Schmidt optræder næppe som aktiv redningsmand i denne sag efter sin tiltrædelse, men det er positivt, hvis partiet f.eks. aktivt vil bidrage til at fjerne miljøansvaret fra kommunerne, i det omfang det er uhensigtsmæssigt placeret der. Bedst ligger det i virkeligheden i statsligt regi, som alene kan sikre ensartede beslutninger på landsplan.

Forrige artikel Kriminalforsorgen leverer varen Næste artikel Arven fra Ebbe