Nødvendigt kollaps
Koncentrat af lederen "Nødvendigt kollaps" i Jyllands-Posten 14. december om sammenbruddet om ny EU-forfatning på topmødet i Bruxelles.
Efter det kaotiske topmøde og dets sammenbrud vil de unionssøgende blandt de gamle medlemslande udfolde megen energi på at lægge skylden på det utrænede italienske formandskab og nye lande, som i Bruxelles nedladende karakteriseres som umodne demokratier, og som det selvbevidste nye medlemsland Polen tilhører.
Ifølge internationale nyhedsbureauer stod de oprindelige EF-lande, Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene, klar med en trussel om, at de, hvis resten ikke makker ret, vil danne deres egen overbygning på det nuværende EU-samarbejde. Dvs. et langt mere vidtgående samarbejde i retning af en forbundsstat. Det er det, man gennem årene har kaldt et Europa i to hastigheder. (...)
Det er naturligvis bekvemt især at lægge skylden for sammenbruddet på Polen, der som nyt medlem insisterede på at fastholde den magt, det blev tildelt i Nice-traktaten, og som det polske folk har tiltrådt EU-samarbejdet på. Netop ved juletid bør man indse, at det er uanstændigt at give gaver for kort tid efter at tage dem tilbage. Men det er i korthed, hvad der er sket for Polens vedkommende som nyt medlem, mens det principielt set er det samme for Spanien.
Meget tyder dog på, at de store lande Frankrig og Tyskland på den ene side og Storbritannien på den anden også står splittet om de bærende elementer, og det var derfor, det italienske formandskab strakte våben.
Efterhånden som afgørelsens time for den såkaldte forfatningstraktat nærmede sig, stod det klart, at det historiske vingesus udeblev, fordi de færreste lande ved grundig eftertanke ikke vil gøre knæfald for især Tysklands og Frankrigs krav om permanent dominans. Og tak for det al den stund, at de satte deres troværdighed totalt over styr for nylig med deres markering af, at de ikke vil rette sig efter EU's regler, som alle andre skal.
På den baggrund er det ikke nogen katastrofe, at det brød sammen. Tænkepausen efter det ligegyldige topmøde for nylig var åbenbart for kort, men EU kan uden problemer køre videre efter den nuværende traktat, som trods alt er vedtaget i enighed. Så må det irske formandskab prøve at klinke skårene. Skal forslaget til forfatningstraktat hurtigt på bordet igen, kræver det stor eftertanke og grundig bearbejdning og bedre magtbalance mellem store og små i EU. (...)
Efter mange års tilbageholdenhed lyder den ny tyske parole, at når Tyskland betaler mest til fællesskab, vil landet have tilsvarende magt. Sammenholdt med de franske stormagtsnykker sætter det naturligvis klare grænser for, hvor langt mindre og små lande kan deltage uden totalt at miste deres selvværd.
Danmark bør også kende sin plads, og den hører til sammen med sidstnævnte gruppe, hvis nogen skulle være i tvivl.
