Lyt til Birthe, Mimi og Britta

Koncentrat af lederen "Madammerne" i Politiken, 13. oktober 2003

Fogh bør lytte til Mimi, Birthe og Britta

DEN POLITISK korrekte elite med de venstreorienterede og kulturradikale holdninger har holdt os nede i årtier. Men nu er det slut. Nu er det os, der har fået magten. Nu skal vores gamle undertrykkere ha' dada. Det er 'pay back time'!

Sådan blev den såkaldte kultur- og værdikamp indledt. Og siden er der i ét væk blevet hugget hoveder af de 'elitære meningstyranner', der angiveligt havde så meget på samvittigheden. (...)

MEN NU sker der heldigvis noget. Tre borgerlige 'madammer', der selv har oplevet 1968, har fået nok af tonen i kultur- og værdidebatten.

Først var det Venstres Birthe Rønn Hornbech, der forleden i denne avis lagde ud med svadaen: »Den såkaldt liberale værdi- og kulturkamp har været dybt skuffende. Vi opfører os som ægte 68'ere. De tålte nemlig aldrig at høre andre end sig selv«.

Derpå anklagede CD-lederen, Mimi Jakobsen - også i Politiken - regeringen for at indføre et rædselsfuldt meningstyranni, der »næsten får 70'er-marxismen til at blegne«. Og i forgårs var det så den tidligere venstreminister Britta Schall Holberg, der tog bladet fra munden. »Nogle af os troede, at når vi fik en liberalt ledet regering, ville det være frisindet, rummeligheden, forskelligheden, mangfoldigheden og debattens bredde, der skulle være grundstammen i kultur- og værdidebatten. Og hvad oplever vi så? En hadsk kampagne mod alt det, som ligger bag os«.

VI HAR naturligvis stor forståelse for, at en statsminister, der har indset, at han aldrig kan komme igennem med sin minimalstatspolitik - simpelthen fordi befolkningen foretrækker oppositionens velfærdsstat - må finde sig noget andet at profilere sig på. (...)

Derimod forstår vi ikke, at statsministeren lod kulturkampen udvikle sig til et hadefuldt og frådende opgør med centrale værdier i dansk demokrati og samtalekultur - og at han i tirsdagens åbningstale kun i forblommede vendinger lagde afstand til vildfarelserne i egne rækker.

Derfor er vores råd, Fogh: Lyt til de besindige borgerlige stemmer. Lyt til Birthe, Britta og Mimi.

Forrige artikel Den gamle skole skal reetableres Næste artikel Regler for deleorlov er svære at forstå