Lovlig lemlæstelse af drengebørn

I det danske og tolerante samfund vægter vi forældrenes ret til at udøve deres religion tungere, end vi vægter beskyttelsen af barnet, skriver folketingskandidat Kim Sejr (R), der er imod omskæring af drengebørn.

Jeg har mødt mennesker, der er modstandere af kvindelig omskæring, men finder det helt tilladeligt med omskæring af drenge.

Jeg kan personlig godt have svært ved at se konsekvensen i denne holdning. Ønsket om at tage hensyn til etniske og religiøse minoriteter har altså også sine begrænsninger – det gælder bl.a. den nuværende ret til at få sine drengebørn omskåret.

Rituel omskæring af drengebørn er, i modsætning til omskæring af piger, accepteret i Danmark. Det finder sted i sygehusregi i enkelte amter og i speciallæge-praksis i andre og foretages, så vidt jeg ved, af overrabineren under tilstedeværelse af en læge.

Denne rituelle omskæring foretages under henvisning til forældrenes religiøse ret og uden medicinsk begrundelse. I det danske og tolerante samfund vægter vi altså forældrenes ret til at udøve deres religion tungere, end vi vægter beskyttelsen af barnet.

Børnekonventionen
Danmark har tiltrådt FN's børnekonvention, hvor der i artikel 24 stk. 3 står, at deltagerstaterne forpligter sig til at tage alle passende og effektive forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, der er til skade for børns helbred.

Det har vi taget konsekvensen af i vores forbud mod omskæring af piger, men hvorfor skal et sådant forbud ikke omfatte drengebørn? Baggrunden herfor er tilsyneladende, at omskæring af drenge IKKE anses for at være sundhedsskadeligt, men er det virkelig det afgørende?

Er det afgørende ikke, hvorvidt vi mener, det er acceptabelt at lade børn blive udsat for legemsbeskadigelse. Og i det omfang vi mener, at der med omskæring, er tale om mishandling af barnet – ja, så overtræder vi FN´s børnekonventions paragraf 19, hvoraf det fremgår, at det er statens forpligtelse at beskytte barnet mod alle former for mishandling, begået af forældre eller andre og til at forebygge alle former for mishandling og at afhjælpe deres virkninger, når de er sket.

Bestemme over en anden
Religionsfrihed er en ret for det enkelte individ, men hvordan kan det det ene individs ret strække sig til at bestemme over et andets. Og hvor går grænsen for, hvilke indgreb vi kan retfærdiggøre med henvisning til religionsfriheden?

Sært nok foretages denne omskæring af personer med en dyb, religiøs tro. Men tilsyneladende har deres Gud ikke skabt mennesket perfekt nok, siden de religionsudøvende mener at have retten til at ændre på Guds værk gennem en amputation.

Den jødiske forklaring er, at omskærelse, på hebraisk kaldet Brith Milah, er betegnelsen for den pagt, som det jødiske folk har indgået med stamfader Abraham se 1. Mos. 17 v.11-12.

Det er jødisk opfattelse, at drengenes omskærelse er en fuldkommengørelse af Guds skaberværk, hvor forældrene uden betingelser stiller sig frem og overfor Gud demonstrerer, at de er parat til at følge den bibelske lovgivning, som generationer i 3000 år har fulgt..!

Og det er godt nok alvorlige sager, for ifølge Det Gamle Testamente sagde Gud til Abraham: …Men de uomskårne mænd, der ikke på ottendedagen omskæres på forhuden, de skal udryddes af deres folk; de har brudt min pagt …

I et samfund som det danske har vi op gennem århundrederne og årtierne fået moderniseret lovgivningen, så den beskytter borgere og børn mod overgreb. Men her har vi altså en 3.000 år gammel religiøs ”lov”, der påbyder omskæring – og den har vi accepteret.

Koranen påbyder tilsyneladende ikke omskæring af drenge – at være en god muslim indebærer derfor ikke nødvendigvis, at man SKAL være omskåret som mand. Men alligevel har det udviklet sig til en kulturel praksis i muslimske samfund.

Føleorgan fjernes
Omskæringen indebærer, at forhuden på penis fjernes. Nogle vil måske bagatellisere et sådant indgreb. Men forhuden er et føleorgan og ved et kirurgisk indgreb som omskæring er der bivirkninger som smerter, blødning, infektion, arvævsdannelse og arvævssmerter.

Smertevarigheden ved et sådant indgreb er ifølge eksperter ca. 4-8 dage. Hvordan ville vi ellers normalt reagere, såfremt vi havde kendskab til et spædbarn, hvor forældrene havde påført det smerte i så lang tid?

Normalt er den danske lovgivning ganske klar: Uberettigede angreb på kroppen er strafbare. Og netop afskaffelsen af revselsesretten i 1997 viste, at vi højere grad ønsker at respektere børns kropslige integritet end tidligere.

Ligger det virkelig inden for forældremyndighedens grænser, at man på barnets vegne kan give samtykke til et operativt indgreb, der ikke lader sig omgøre. Efter min mening skal der ikke skæres i børn, og de skal ikke udsættes for smerte og operative indgreb, medmindre der er medicinsk og sundhedsfaglig begrundelse herfor.

Vi kan vel ikke mene, at religiøse skikke er et gyldigt argument for at sikre denne forældreret over barnet?

En konsekvens heraf må være, at barnet selv må afgøre om vedkommende ønsker dette indgreb foretaget. Ligesom børn over 15 år i dag har en selvstændig partsstatus, når det gælder spørgsmål som abort, sterilisation og organtransplantation med barnet som donor.

Forrige artikel Foghs aftaler kan blive fatale Næste artikel Forbrugerne taber til monopolerne