Forbrugerne taber til monopolerne

Monopoler for f.eks. fødevarer og benzin er til stor skade for forbugerne. Det er tid til at sætte loft over virksomheders markedsandel.

Manglende konkurrence skader forbrugernes valgmuligheder. Derfor er det godt hvis der på markedet er en reel konkurrence. Banalt, måske, for alle kan vel sige ja til, at reel og fair konkurrence er en ønskesituation for alle parter.

Men monopolernes indtog på det danske marked gennem de seneste år, i skikkelse af bl.a. Arla, Danish Crown, benzinselskaberne, er godt i gang med at ødelægge denne ønskesituation her i Danmark.

Arla har qua deres opkøb af stort set alle andre mejerier, samt tvangsbindinger af leverandører uslettet enhver form for konkurrence. Danish Crown er godt på vej til det samme som Arla på slagteriområdet.

Benzinselskaberne burde føre en benhård konkurrence, men hvad sker der? Ens priser uanset selskab. Det ligner unægteligt aftalt spil.

Denne monopolisering er til skade for forbrugerne, fordi:

  • varerne bliver dyrere som en følge af den manglende konkurrence. I dag betaler forbrugerne ifølge en undersøgelse fra Konkurrencestyrelsen 1000 kr. for meget om måneden blot ved dagligvareindkøb.
  • udvikling og forædling af produkter går i stå, fordi selskaberne ikke får den fornødne konkurrence og derfor ikke behøver at lave nye produkter for at tiltrække nye kunder. Det har medført et ufatteligt fattigt udvalg af dagligvarer til høje priser for de danske forbrugere.

    Ubegribeligt
    Selv om Danmark indenfor landbrugssektoren er førende, når det gælder fremstilling af råvarer, står det meget sløjt til, når det gælder vareudbud. Det er ubegribeligt, at gode danske råvarer skal sendes til udlandet for at blive forædlet, hvorefter vi kan importere og købe dem igen til en betydelig højere pris.

    Jeg mener, at der skal gøres noget, så vi får en øget konkurrence på markedet. Konkurrenceloven trænger til at blive strammet op, således at kontrollen med de store virksomheder skærpes med henblik på at opretholde den frie konkurrence. Der burde også sættes loft over, hvor stor en markedsandel én enkelt virksomhed måtte have.

    Venstre har tidligere afvist en sådan stramning af konkurrenceloven, idet Venstre mente, at det ville være et planøkonomisk tiltag, der hørte hjemme i det Østeuropa. Venstre hylder princippet om fri konkurrence.

    Men hvor er den frie konkurrence med monopoler som Arla, Danish Crown, benzinselskaberne etc.? Det er tilsyneladende denne mulighed for monopoldannelse og manglende vilje til at gribe ind overfor den, Venstre kalder fri konkurrence.

  • Forrige artikel Lovlig lemlæstelse af drengebørn Næste artikel Reformer er fy-ord for Fogh