LO og DAs fælles front

Koncentrat af lederen "Organisationer skal holdes i skak" i Berlingske, 2. december 2003.

Der er grund til forsigtighed, når LO og DA er enige om noget.

Vi lever i en globaliseret og individuel verden, lyder det konstant fra diverse fremtidsforskere og trendtydere. De store masseorganisationers dødsdom er forlængst underskrevet. Men ude i virkeligheden er billedet et ganske andet.

LO og DA har stadig stor magt, og når de er enige med hinanden, er det ikke mange politikere, der kan stå imod.

Det fik vi en meget tydelig påmindelse om under farcen om regeringens forsøg på dagpengebesparelser. (...)

Bemærkelsesværdigt nok havde de to organisationer held til at stanse indgrebet, selv om de så helt åbenlyst forfulgte egne økonomiske formål.

Den forestilling var uklædelig, ikke mindst for DA, der jo ellers er ivrig fortaler for offentlige besparelser som vejen til lavere skatter. Den var også uklædelig for politikerne, der lod sig drive rundt i manegen.

Derfor er der al mulig grund til at være på vagt, når LO, DA og en stribe andre af arbejdsmarkedets organisationer nu igen kommer med et fælles politisk udspil.

Indsatsen over for de arbejdsløse står foran en hårdt tiltrængt modernisering. I dag eksisterer der et kommunalt system, der tager sig af kontanthjælpsmodtagere, og et system styret af staten, arbejdsformidlingen og arbejdsmarkedets parter. (...) Striden står om, hvilket system der skal overleve. Det er et udtryk for åbenlys egeninteresse, når organisationerne mener, at det skal deres.

Derfor kan deres argumenter selvfølgelig være gode nok. Man kan i sandhed frygte, at kommunerne har for dårlig føling med arbejdsmarkedet, og at de vil fokusere på et for lille geografisk område også efter en ny kommunalreform.

Men omvendt må man også konstatere, at det nuværende system med regionale arbejdsmarkedsråd ofte leder tankerne hen på et beskæftigelsesprojekt for LO- og DA-repræsentanter snarere end på en indsats for de ledige.(...)

Enighed mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er ikke udtryk for bred enighed i samfundet, men for en fælles front af organisationsvalgte over for folkevalgte politikere.

Forrige artikel V efterlyser et udspil fra SR-hulen Næste artikel Foghs aftaler kan blive fatale