Irakkrigen - et bebudet kaos

Jeg har altid lært, at det ikke er pænt at sige "hvad sagde jeg". Men forløbet i Irak - efter at krigen er blevet officielt afsluttet - har vist sig at bringe præcis alle de problemer og ulykker med sig som forudsagt.

Den danske regering deponerede al fornuft hos USA, og EU er i dag den eneste platform for en klogere udenrigspolitik, hvor Danmark ikke sidder på sidelinjen.

Adskillige kilder peger på, at Det Hvide Hus negligerede vigtige efterretningsoplysninger i fasen frem til krigen. Indsigelser blev afvist, fakta forbigået, efterretninger manipuleret.

Allerede i februar pegede kilder i CIA på, at deres efterretninger blev misbrugt og manipuleret af den amerikanske regering, og afhøringerne i Kelly-sagen har fremdraget noget tilsvarende: F.eks. at det såkaldte 45-minutters-argument (om at Irak i løbet af 45 minutter ville kunne tage masseødelæggelsesvåben i anvendelse) blev brugt af den engelske regering, trods både CIA's og David Kellys advarsler.

Magasinet Village Voice oplyste allerede i marts, at dokumenter fra den amerikanske hær advarede mod de farer, der var forbundet med en okkupation af Irak, og hvor det ordret stod (i min oversættelse), at »efter en [militær] sejr vil overgangen fra soldat til politibetjent blive sønderslidende for den amerikanske hær, [og] muligheden for, at USA vinder krigen og taber freden, er både reel og alvorlig«.

Netop spørgsmålet om at vinde freden var omdrejningspunktet for SF i optakten til krigen. Trods alle vores advarsler og vores oprigtige bekymring lænede regeringen sig hovedløst op ad Pentagon og Det Hvide Hus. Dagligt mindes vi om, hvor grusomt de tog fejl.

Bush: Send flere penge
George Bush har nu to gange måttet bede om flere penge til Irakkrigen og dens efterspil. Trods en overlegen styrke, teknologi og store ressourcer dræbes eller såres der dagligt amerikanske soldater i Irak, og intet blot antyder, at landet er stabiliseret eller på ret kurs.

Dette være ikke sagt for at fremhæve Saddamstyret og Iraks blodige historie under hans regime. Men blot som en konstatering af, at beregningerne af indsatsen i forbindelse med Iraks genopbygning til fred og demokrati i forfærdende grad har vist sig utilstrækkelige.

Selv hvis vi ser bort fra krigsgrundlaget - som jeg var og er uenig i - så kan de seneste måneders begivenheder i Irak og Afghanistan for den sags skyld kun betegne normaliserings-, freds- og demokratiseringsbestræbelserne som en absolut fiasko.

Irakkrigen bør - som alle krige - mane til eftertanke. Men af særlig vigtighed for netop denne krigs efterspil står spørgsmålet om, i hvor høj grad Danmark fremover skal deponere sin udenrigspolitik hos USA.

F.eks. var Danmark ikke orienteret om, at amerikanerne brugte napalmlignende våben i Irak. Og vi ved, at USA forsker i udvikling af små atomvåben. Skal Danmark i en fremtidig koalition f.eks. legitimere brug af atomvåben uden indflydelse, uden reel information, uden styring?

Meget har været sagt om de danske EU-forbehold og om, at de sætter Danmark uden for indflydelse. Irakkrigen har vist, at den danske regering har siddet i sidevognen og med bind for øjnene og ganske uden at kny har afgivet al suverænitet til Pentagon, hvorimod EU - trods uenigheder - har vist sig som det eneste seriøse bud på et demokratisk forum med ligeværdige partnere.

Derfor skal det udenrigspolitiske samarbejde i EU styrkes med den nye traktat.

debat@altinget.dk