Hvad blev der af kulturkampen?
Tilbage til sporet. Kulturkampen er blevet en kamp uden en dagsorden, som kan bruges til noget som helst. Lad os få mere stolthed og selvtillid i debatten. Kernen i kulturkampen er, hvordan vi som danskere skal forholde os til verden omkring os. Vi har som danskere noget særligt at byde på i udformningen af det nye Europa.
»I kulturkampen er du vort våben. / Og hermed erklærer jeg Nora Bio for åben!« Og så er det jo ligesom alvoren er taget lidt ud af begrebet ...
Den kulturkamp/værdikamp/idédebat, der har hærget de trykte medier gennem de senere måneder, svarer kun alt for godt til mine minder om Nora Bio, der for længst har lukket og slukket.
Men er det så underligt? Man forstår så godt, at kun ganske få af dem, som evner at sætte perspektivrige og fremadrettede emner på dagsordenen, har ladet høre fra sig i debatten. Det er jo ikke ethvert slagsmål, man har lyst til at blande sig i. Især ikke, når slagmarken efterhånden er blevet erobret af tilbageskuende og hævngerrige professionelle martyrer og ildsprudende kulturradikale mimofanter, hvis sammenstød til tider når næsten Tolkien'ske højder, når det gælder støjniveau, men desværre ikke når det gælder spænding og indhold ...
Værdidiskussion
Det begyndte ellers godt. I sin første nytårstale efter regeringsskiftet i 2001 lagde statsministeren op til at diskutere værdier - med udgangspunkt i de ideer om personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance, vi bygger vore samfund på i den vestlige verden.
Og han gjorde opmærksom på, at når der skal træffes personlige valg, der har med den slags værdier at gøre, så er vi alle »eksperter«. Det blev sagt som en modvægt til de »tendenser til et eksperttyranni«, der var vokset op i det »vildnis af statslige råd og nævn og institutioner«, som havde udviklet sig, og hvor mange havde »udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere«.
Det var rigtigt set, og klart formuleret. Men sjældent er nogle få og velvalgte sætninger i den grad efterfølgende blevet hevet ud af en sammenhæng og fordrejet og fortolket. Der var jo ikke tale om det angreb på sagkundskab og viden, som mange siden har søgt at gøre det til.
Ikke blot politiske modstandere, men også - nok så skadeligt for debatten - dem der forsøgte at tage den fordrejede version af statsministerens bemærkninger til indtægt. Det skræmte nok mange væk, som holdningsmæssigt var på linie med det frihedsbudskab, der var det bærende i nytårstalen - men som følte sig hængt ud i den vulgariserede version af budskabet, som pressen efterfølgende var flittig til at kolportere.
Tilbage på sporet
Et år efter forsøgte statsministeren at bringe debatten tilbage på sporet i et stort interview i Weekendavisen (17. januar 2003), hvor han satte »smagsdommerdiskussionen« på plads ved at pointere, at hans budskab var at sikre den frie debat ved at lade flere komme til orde. Pluralisme i stedet for statsautoriseret smagsdommeri. »Debatten skal være præget af flere stemmer.«
Hans overordnede budskab i interviewet var, at »udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid«: Det er ikke de forkromede lovkomplekser, der bevæger befolkningen. Det er holdningskampen, værdikampen. Når den er vundet, kan man komme med lovforslagene og paragrafferne. »Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten.«
Da jeg læste det interview, fik jeg vældig lyst til at fare ud på gader og stræder og tage kampen op for at støtte min partiformand. Men jeg følte mig bundet af det gode princip om, at gamle formænd skal ses, men ikke høres.
Så jeg satte mig i stedet forventningsfuldt og ventede på alle dem, der nu ville sætte dagsordenen og vinde kulturkampen. Jeg venter sådan set stadig. For sådan som kampen formede sig i medierne, blev det en kamp uden en dagsorden, som kan bruges til noget som helst. Debatten har overvejende været bagudskuende. Den har handlet om fortidens forsmædelser, indbildte eller reelle. Og det er slet ikke de liberale kræfter, der har fyldt avisernes spalter.
Indvendte mørkemænd
Det kan virke absurd: I en tid, hvor det nye Europa er ved at blive formet, og hvor de fælles værdier og frihedsidealer er så aktuelle som nogensinde, er det de indadvendte mørkemænd, der fylder kronikkerne og debatsiderne med den særlige retorik, som har udviklet sig fra en kirkelig retning, der vist oprindeligt havde nogle idealer om et uhildet syn på tingene, men som i dag bringer mindelser frem om den form for agitprop-teknik, der under Den Kolde Krig kunne lamme enhver debat.
Tænk blot tilbage på de sidste par måneders rasende avispolemikker, hvor den ene farer frem med voldsomme påstande, den anden tilbageviser dem rasende med en let fordrejet version af det første indlæg, hvilket så bliver pedantisk korrigeret, hvorefter evighedsmaskinen kører med indlæg, der lige skal påvise, hvad der var sagt og ikke sagt - og sådan kører det hele i ring i en evigt fornærmet og fornærmende tonart.
Den form for debat er der ikke mange tænksomme mennesker, der har lyst til at blive involveret i. Og så dør debatten, før den rigtig er kommet i gang.
Er det mon fordi debatten anses for så forholdsvis betydningsløs, at kun få orker at slå sig vej igennem de sproglige slyngplanter? Hvis det er tilfældet, er der virkelig fare på færde. Men det kan jo også tænkes, at den form for kulturkamp, der er brug for, ikke kun kan føres i medierne. »Kulturkamp« skal føres hele tiden. Og værdier skal prøves af gennem en mangfoldighed af udbud.
Problemet bliver let, at medierne nu engang fungerer på at rapportere den slags brudflader, der rummer et hidsigt slagsmål - og helst et slagsmål, der begynder at køre i selvsving.
Kernen i kulturkampen
Kernen i kulturkampen er, hvordan vi som danskere skal forholde os til verden omkring os. Og her tror jeg på, at vi som danskere har noget at byde på i udformningen af det nye Europa. Ikke mindst har vi en særlig »dansk« form for effektivitet, når der virkelig er noget stort på spil - hvilket blev demonstreret på beundringsværdig vis sidste år, da det danske formandskab banede vejen for den udvidelse af EU, som formelt vil finde sted om lidt over fire måneder.
Den samme evne til at se de overordnede perspektiver og kunne skære igennem burde vi også demonstrere, når det gælder vores egen placering i mønstret - i stedet for at bruge kræfterne på lidet frugtbare diskussioner om undtagelser og forbehold. Det er jo dybest set et udtryk for en berettiget mangel på selvtillid, som trives så udmærket på de politiske yderfløje, hvor man især dyrker frygten for det fremmede.
Det er den frygt, der fører til afvisning af den form for forpligtende internationalt samarbejde, der på europæisk plan er ved at have udryddet risikoen for krig, og som på globalt plan har givet os FN-systemet, der ganske vist endnu er et godt stykke vej fra at have omsat idealerne til virkelighed. Men det skal da ikke føre til, at man opgiver idealerne og lukker sig inde i en snæversynet nationalegoisme.
Lad os få mere stolthed og selvtillid i værdidebatten. Også den form for selvtillid, der giver plads for et åbent og fordomsfrit forhold til vores egen nære historie. Det må være muligt at foretage den fagligt forsvarlige kortlægning af f.eks. Danmarkshistorien under Den Kolde Krig, uden at spørgsmålet politiseres, ved at politikere blander sig i, hvem der skal grave kendsgerningerne frem.
Og for nu at sige det rent ud: Jeg er grundigt træt af alle jeremiaderne om, at man ikke kunne »komme til orde« dengang i 70erne og 80erne. Det var jo ikke vanskeligt at komme til orde for den, der havde noget på hjerte. Det var straks vanskeligere at slå igennem. Vist var der reservater inden for monopolet Danmarks Radio, hvor pluralisme var en by i Rusland, men nu er monopolet for længst brudt - der er et mangfoldigt udbud af holdninger, og så skal man bruge kræfterne på at lade sine holdninger provokere frem for at begræde fortiden.
Hvad jeg efterlyser er ikke fred og fordragelighed i debatten, ja ikke engang en »ordentlig« tone. Som Kaalund skrev: »Kamp må det til, skal livet gro!« Ikke alt er lige godt, og man skal ikke udjævne værdierne. Mangfoldighed må der til. Og det forudsætter respekt for, at andre mennesker kan have en mening, man ikke selv har - uden at det automatisk gør dem til landsforrædere eller lallende idioter. For driver man debat på den måde - så udøver man jo i virkeligheden smagsdommeri af værste skuffe.
